Se foredrag og kurser om samarbejde med tosprogede børn og forældre
På Politikens forside stod der i sidste uge “Plan om at sprede tosprogede børn til alle skoler i København”, og siden har emnet været debatteret. Der er mange holdninger og meninger om børns skolesituation og sociale integration.
I dette debatindlæg vil jeg pege på to elementer i relation til de tosprogede børns skolesituation. For det første behøver hverken politikere eller danske forældre være bekymrede for de tosprogede børns forældres reaktion på den politiske beslutning om spredning af tosprogede børn, der efter al sandsynlighed tages den 4. august.
I foråret arrangerede nogle af Københavns kommunes institutioner debatmøder for forældrene om børn og deres sociale integration. Jeg oplevede, at mange af de tosprogede forældre mødte til disse arrangementer med stor interesse for at tilegne sig ny viden om børns udvikling og ikke mindst viden om, hvordan de kan samarbejde med skolen.
Det var interessant, at fælles for alle de tosprogede forældre, pædagoger og lærere var, at hvis de havde haft muligheden for at sprede de tosprogede børn på institutionerne, havde de gjort det for længe siden. Samtlige tosprogede forældre jeg mødte i forbindelse med arrangementerne gik ind for at deres børn skulle spredes på skolerne.
Deres begrundelse var bl.a. at de bor i Danmark, og derfor vil have, at deres børn omgås danske børn, og de ønsker at de får et socialt og kulturelt fællesskab.
Det andet element er, at der skrevet og sagt mange forskellige holdninger og begrundelser for spredning af tosprogede børn. Men hvis politikere og fagfolk tror, at spredning af tosprogede børn løser alle problemer omkring integration, ja, så tager de efter min mening grundigt fejl. Både i København kommunes institutioner og andre kommuners halter udviklingen bagefter.
Jeg savner udvikling inden for pædagogiske metoder overfor både tosprogede og danske børn. Jeg mener, at det er på høje tid, at vi, dvs. politikere, lærere og pædagoger på seminarier og andre fagpersoner i fællesskab, udvikler pædagogiske metoder til at bygge bro mellem tosprogede og danske børn og styrke samarbejdet med forældrene.
Der er især nogle tosprogede børn, der synes det er pinligt, at de tilhører en etnisk minoritet, fordi omverdenen ser med vurderende øjne på dem. Disse børn er efterhånden ikke stolte af at have en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg mener, at der ligger en stor udfordring i og hviler et stort ansvar på de pædagogiske institutioner for i fællesskab at bearbejde børnenes selvopfattelse, der er grundstammen til børnenes trivsel og på længere sigt deres sociale integration, så de bliver velfungerende samfundsborgere.
Det er vores fælles ansvar at udvikle pædagogiske metoder til fremtidens lokale og globale samfundsborgere i stedet for at hvile på laurbærrene og tro, at spredning af de tosprogede på skolerne i sig selv løser alle problemer.
