Af Morten Mikkelsen (23/07/2004)
Bragt i Kristeligt Dagblad
Nogle indvandrere risikerer at havne i et ingenmandsland mellem fortidens autoritære opdragelse og den danske velfærdsstats opdragelse i institution. Resultatet bliver ofte en blanding af strenghed og forkælelse, af tæv og slik.
Det mener professor i folkesundhed Lone Scocozza, som i dagens kronik beskriver det opdragelsesmæssige kulturchok, som indvandrerfamilier efter hendes opfattelse risikerer ved mødet med det danske samfund. – Hverken de hårde afstraffelsesmetoder eller det dyre tøj og de søde sager har formået tilfredsstillende at integrere anden og tredje generation i det danske samfund, påpeger hun.
Ahmet Demir er familieterapeut, cand.pæd. og arbejder som leder af Projekt Blæksprutten i Hvidovre Kommune med vanskelige indvandrerbørn. Han er enig i, at nogle familier er kendetegnet ved det omtalte mønster, men understreger, at der også er mange indvandrere, som opdrager deres børn ud fra de samme værdier som danske forældre.- Også indvandrerforældre drømmerom, at deres børn må få en uddannelse og klare sig godt.
Men der findes grupper, som har levet isoleret i Danmark i mange år og prøver at beskytte deres børn mod at blive fordansket, blandt andet ved hjælp af fysisk afstraffelse, siger Ahmet Demir, som tilføjer, at det samme er set både i Danmark og andre lande tidligere i historien.
Dette bekræftes af historikeren Ning de Coninck-Smith fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som mener, at nutidens syn på opdragelse hænger tæt sammen med det store overskud af tid, penge og omsorgspersoner.
