Overskriften til min artikel virker voldsom, men jeg tager denne overskrift fra mine mange års socialpædagogiske erfaringer med børn og unge, især med marginaliserede børn og unge, som har svært ved at finde deres ståsted i folkeskolen. De udtrykker deres afmagt med den overskrift, som jeg valgt at bruge i forbindelse med min artikel.
Overskriften kan tolkes på mange måder. Når børn og unge bruger sådan et voldsomt udtryk, er det for mig ikke ensbetydende med, at de ikke vil i skole. Tværtimod siger dette voldsomme udtryk mere om de grænseoverskridende børn og unges afmagt i fx faglige, sociale og personlige kompetencer og deres lyst til at passe deres skole. Deres afmagtsfølelse kommer til udtryk på en uhensigtsmæssig måde, dvs. enten i klassesammenhæng eller over for andre elever og undervisere og er forstyrrende for en stor del af skolen.
Her tænker jeg på, at andre elever på skolen tager afstand fra disse grænseoverskridende børn og unge. De har svært ved at finde deres ståsted i skolen, og jeg er sikker på, at skolefolk vil bekræfte, at i en del situationer reagerer nogle forældregrupper på disse grænseoverskridende børn og unge ved at mene, at de er forstyrrende i skolen og i klassen. Nogle af forældrene enten flytter deres børn og unge eller presser skolens lærere eller leder til at gøre noget ved de forstyrrende elever på skolen.
En stor del af forældrene til de grænseoverskridende elever forholder sig passivt til deres børn og unges situation og overlader til myndighederne, fx skolen, at finde en løsning til deres børn og unges uholdbare situationen. Det vil sige, at grænseoverskridende børn ofte ikke har nogen stærke forældre, der kan støtte dem i forhold til deres uholdbare situation i skolen.
Jeg vil i det følgende forsøge ud fra mine mange års socialpædagogiske erfaringer at give mit bud på, hvordan vi kan arbejde med disse børn og unge, så de kan rummes i folkeskoleregi. Jeg vil slutte min artikel med at beskrive et konkret eksempel på et af de grænseoverskridende børn, som kom godt igennem sit skoleforløb. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at mit udgangspunkt er mere generelt.
Det forstår jeg ikke – at elever reagerer sådan?
Det er et udsagn, alle professionelle bruger, når vi har haft en voldsom konflikt med nogen af disse grænseoverskridende børn og unge, og en stor del af os prøver at forstå, hvorfor børn og unge handler, som de gør. Der kan være mange forklaringer, og det skal lige siges, at jeg ikke mener, at mit bud er den eneste. Selvfølgelig er der forskellige bud på det. Mine mange års socialpædagogiske og terapeutiske arbejde, er grundlaget for mit bud på nogen af de væsentligste årsager til deres handlinger.
At en stor del af børn og unge kommer fra familier, hvor forældrene på en del områder opfatter sig som afmægtige og uduelige som far og mor.
At disse børn og unge ikke har den nødvendige opbakning, hverken fagligt eller personligt fra familierne.
At mange børn og unge både i familien, lokalmiljøer og deres skole bliver stemplet som problembørn, og selv om de fysisk hører til familien eller skolen, føler en del af disse børn og unge ikke åndeligt og psykisk, at de hører til i deres familie og skole, fordi de p.g.a. af deres uhensigtsmæssige adfærd bliver betragtet som problembørn og -unge. Disse børn og unge kæmper konstant for at få et tilhørsforhold til det sociale fællesskab, dvs. til deres familier og skoler. Desværre, uden jeg skal generalisere, taber disse børn og unge deres kamp, fordi skolen som institution har stor magt.
Dvs. at aktørerne over for disse elever er i stand til at formulere sig både skriftligt og verbalt, mens disse børn og unge hverken har sproglige eller kulturelle forudsætninger for at kæmpe for deres rettigheder for at blive i deres skole.
At skoler organisatorisk ikke er i stand til at rumme disse grænseoverskridende børn og unge. Groft sagt: når de oplever en del vanskeligheder med disse elever, vælger skolerne oftest og med kraftige anbefalinger til sociale forvaltninger at fx løse problemerne ved at finde alternativt skoletilbud eller en eller anden form for anbringelse. Dvs. på denne måde legitimerer skolen, at det er disse børn og unge, der er problemet, og at skolen og forældrene ikke har et problem.
Selv om nogle elever ikke er interesseret i at skifte skole eller blive anbragt, fordi en del af deres identitet er bundet til det ringe tilhørsforhold til det lokale miljø og skolen. Ofte oplever disse børn lige efter skoleskift eller anbringelse skyldfølelse og at de ikke kan finde ud at opføre sig ordentligt, og en del børn får også skyldfølelse over for deres forældre, og det gør dem kede af det, og de udvikler kæmpeaggressioner imod deres lokale skole, fordi de oplever, at skolen straffer dem med enten skoleskift eller anbringelse.
At lærere og andet pædagogisk personale er kompetente medarbejdere, men desværre, når det handler om grænse overskridende børn og unge, er en del af lærere og andre pædagogisk personale ikke fagligt ikke kompetente. Her tænker i relation til uddannelse af disse elever og på konflikthåndtering. De professionelle er ikke i stand til at handle i den konkrete situation eller i sociale sammenhænge at tackle konflikter med disse elever.
At disse elever i pressede og konfliktfyldte situationer har nogle voldsomme reaktionsmønstre,, hvor det kommer bag på en del professionelle, at eleverne kan reagere så voldsomt, og disse voldsomme reaktioner er medvirkende til, at nogle professionelle bliver lammet overfor disse elever. Lammet handlinger over for disse elever gør det ikke nemmere at løse problemerne. Tværtimod bliver disse elevere endnu mere usikre på, hvordan professionelle forholder til deres uhensigtsmæssige handling.
Skal disse elever sendes videre til andre pædagogiske institutioner?
Mit overordnede svar er nej. Skolerne skal ikke vælge den nemme og hurtige løsning at eksportere disse elever enten til alternative skoler eller til anbringelse uden for kommunen. Jeg er tilhænger af, at skolerne skal kæmpe til det sidste for at rumme disse elever på deres lokale skoler. For at disse elever skal rummes, er følgende forhold efter min mening nødvendige forudsætninger.
Skolernes indstilling til disse elever på ledelses- og lærerplan. Hvis man har en rummelig skole og et positivt syn og indgangsvinkel til disse elever, har jeg erfaringer fra adskillige eksempler på, at en stor del af disse elever finder deres ståsted og gennemfører deres skole, men selvfølgelig er det en hård kamp for skolens lærere, ledelse og øvrige pædagogiske personale.
Ledelse og lærergruppe skal have økonomisk mulighed for at tilegne sig de nødvendige og tidssvarende faglige forudsætninger. Konkret tænker jeg på håndteringen af disse børn og unges reaktioner. Voldsomt reaktionsmønster kan ikke forklares på en snæver og enkel måde og kræver forbedrede faglige forudsætninger. Jeg mener, at et voldsomt reaktionsmønster kan skyldes børnenes mangel på identitet, interne relationer i familien, i deres fritid og mange andre forhold, som spiller ind.
Her vil jeg også tilføje, at jeg ikke mener, at faglige forudsætninger i sig selv er nok til at rumme disse elever.
Jeg mener, en personlig forudsætning er afgørende for arbejdet med disse elevers socialisering og tilpasning af dem til skole og lokalmiljø. Med personlige forudsætninger mener jeg, at vi som professionelle skal have et positivt menneskesyn og personligt overskud og helt banalt din optræden i konfliktsituationer og hvilke signaler, du sender til eleven.
Vi skal ikke problemfiksere disse elever. Jeg ville helst, at vi fokuserede på disse elevers positive sider, ja, nogle læserne vil måske spørge mig, hvad disse elevers positive sider er. Jeg har selv og ikke mindst sammen med andre lærere oplevet nogen positive sider af disse elever, og vores vilje til at kæmpe har vist, at nogen af dem blev en del af folkeskolen.
Selvfølgelig kan grænseoverskridende elever rummes i folkeskolen
Her vil jeg slutte med et positivt eksempel på, at en skole havde den oplevelse. Helt fra skolestart var der vanskeligheder med eleven. Skolen forsøgte at blev klog på, hvordan de kunne støtte eleven, og skolen forsøgte at finde årsagerne ved bl.a. at samarbejde med forældrene. Efter flere forsøg lykkedes det stadig ikke at motivere forældrene til at samarbejde. Den ene af forældrene viser ikke interesse for at samarbejde med skolen omkring deres unge.
Den unges situation blev efterhånden uholdbar for eleven selv, dvs. mistede interessen for skolen. Forældrene til de andre elever i klassen rejste kritikken over for læreren og skoleledelsen. Hvis der ikke skete noget hurtigt, ville en stor del af forældrene flytte deres børn til en anden skole. Den unge blev visiteret til Blæksprutten. Helt fra starten ble Blækprutten og skolen og forældrene enige om, hvordan de skulle støtte den unge. Her skal nævnes, at den ene af forældrene, som ikke havde vist vilje til samarbejde med skolen, lige i starten viste samme mønster her, men Blækspruttens erfaringer med forældresamarbejde, havde vist positive resultater.
Blæksprutten forklarede og fastholdt forældreansvaret, hvilket umiddelbart var med til, at begge forældre viste interesse for samarbejde med den unges skole og Blæksprutten. Og vi må ikke overse, at et væsentligt element er samarbejde med disse unge og deres forældre,. Lige så snart vi ser problemer i skolen må forældrene inddrages og uden at arbejde ud fra en skyldfølelse-tankegang, men mere at forsøge at tydeliggøre børn og unges problemer i klasse- og social-sammenhæng.
Ved tydeliggørelse helt banalt i vores sprogbrug. Det er meget væsentligt. Her tænker jeg på at være kort og præcis med dine oplevelser og observationer om den unge. Det var læreren til den unge, som vi arbejdede sammen om, der tydeligt og billede-kommunikativt var med til efter mange års forsøg at ramme forældrene dybt i hjertet, at de kunne se, at deres unge har nogen vanskeligheder og i relation til den oplevelse af deres unges vanskelige skolesituation.
I vores tværfaglige samarbejde at Blæksprutten skulle bl.a. arbejde med forældrene i form at terapeutiske samtaler. Allerede ved de første samtaler erkendte forældrene, at de svigtede deres unges skole, bl.a på grund af deres personlige familieproblemer Efter et målrettet og konstruktivt tværfaglige samarbejde med den unges skole, forældre og Blæksprutten lykkedes en positiv udvikling for den unges skole, og efter det positive samarbejde med den unge og forældrenes ønske om et skole skift dvs. til en anden kommunal skole. Og det lykkedes at komme på denne anden skole at gøre sin skolegang færdig.
I dag er den unge under uddannelse og meget mere målrettet end man kunne forvente, at denne unge kunne ville nå så langt som tilfældet er i dag. Afslutningsvis er mine bemærkninger.
At de grænseoverskridende unge har deres gode grunde til at at reagere. Det er ikke ensbetydende med, at vi skal acceptere deres grænseoverskridende handlinger.
Nej, skoler og andre pædagogisk institutioner skal sammen forsøge at forstå disse børn og unges handlinger og arbejde på: at forholde sig kritisk til ens egen skole og pædagogiske institution dvs. om den undervisning og pædagogik, vi anvender, er tidssvarende og om den kan rumme disse elever. Hvis den ikke er i stand til det, mener jeg, at det er på tide, at vi må se og være udviklingsparate til at udvikle vores skoler og andre pædagogiske institutioner, så de kan rumme disse elever.
At vi skal prioritere tværfaglighed på højt plan, helt fra forvaltningsniveau og ned til skole og andre pædagogiske institutioner.
At vi i vores daglige kontakt med disse elever og deres forældre skal være præcise i vores kommunikation og hurtigt forsøge at skabe en fællesbevidsthed imellem professionelle og de unge og deres forældre om, hvad vi vil og hvor vi er på vej hen med disse unge.
Jeg er af den overbevisning, at en del af disse grænseoverskridende unge indeholder mange menneskelige og faglige ressourcer, men det op til os professionelle at finde det positiv ved dem frem med henblik på at støtte dem i skolen, familien og lokalsamfundet.
