Etniske muslimers position her i landet har altid været interessant for politikerne, medierne og ikke mindst for nogle etniske muslimer. Især blandt de intellektuelle, og især efter Mohammedtegningerne. Uanset på hvilken tidspunkt man tænder for radio og tv eller læser aviser, er der næsten altid enten debat eller skriveri om etniske muslimers position i det danske samfund.

Når jeg hører på al den omtale, lyder det for mig som om etniske muslimer ikke har andet at tænke på end deres religion. Ja, jeg må desværre sige, at etniske muslimer har meget andet at tænke på. Her tænker jeg især på de familier, som på mange måder har svært ved få livet til at hænge sammen, her tænker jeg på deres børns opvækst, trivsel i skolen, fritidsliv, og de interne konflikter i familien, som for nogen er meget smertefulde. Familierne leder efter hjælp til, hvordan vi kan hjælpe deres unge, og hvordan vi kunne være med til skabe en bedre fremtid for deres børn her i landet.

I forbindelse med krisen omkring Mohammedtegningerne har jeg bemærket de voldsomme demonstrationer imod Danmark i muslimske lande, og i den periode, men også tidligere, er jeg i arbejdsmæssige sammenhænge kommet i en del muslimske familier. Jeg forventede, at en stor del af disse familier vil vise interesse for at diskutere Mohammedtegningerne eller deres religion med mig. Men alle de år, jeg har arbejdet med familier og deres unge har deres interesse ikke været at diskutere religion, tværtimod de er meget mere optaget af, hvordan de kan finde deres ståsted her i samfundet.

Jeg har svært ved at forstå, hvad er det der gør, at medier, politikere og intellektuelle etniske muslimer bliver ved med at diskutere muslimernes religion. Men jeg tror, at de peger på disse gruppers religion for at fastholde deres position i det politiske miljø og for at gøre sig bemærket i medierne.

I disse gruppers oprindelseslande findes der politikere, som rent faktisk via deres politiske strategier bruger islam som middel til at bibeholde magten. Jeg håber ikke, det samme sker her i landet, at benytte religion til at bevare politisk og mediemæssig position. Det ville være en stor skam for menneskeheden og menneskets etik.

Det skal ikke forstås sådan, at vi ikke må diskutere disse gruppers religion i offentligheden, selvfølgelig skal vi diskutere det, men jeg mener at det efterhånden, og især i forbindelse med Mohammedtegningerne, er blevet for voldsomt konstant at høre diskussioner i medierne, blandt politikere og etniske intellektuelle.

Jeg vil sige, at vi har meget at diskutere, især i forhold til etniske familier og deres børn og unge. Her tænker jeg på en del børn og unge, som har svært ved at finde deres ståsted, f.eks. i skolen, eller at få en læreplads for at kunne arbejde. Ja, vi har diskuteret en del og skrevet en del. Men de familier, børn og unge som jeg kommer i kontakt med spørger og vil have svar på, hvorfor jeg og alle andre taler om dem og deres religion i medierne, hvad vi vil gøre for dem og deres smertefulde liv, at de som forældre på en del områder har svært ved at være forbillede, at de har brug for tæt samarbejde om noget konkret, og at vi ikke bare bliver ved med at diskutere holdninger og meninger.

På det sidste har jeg undervist en del muslimske etniske forældre i, hvad vil det sige være forældre, og hvad vore børn og unge forventer af fremtiden. Ja, mange af jer læsere vil tænke på, hvor mange etniske familier der mon vil vise interesse for sådanne kurser. Ja, allerede da jeg underviste, var der stor interesse fra forældrene, og især fra kvinder med tørklæde. Det væsentligste er, at på nuværende tidspunkt jeg ikke mødt nogen, hverken forældre eller unge, som har villet diskutere religion med mig.

Og det er fordi de har mange andre problemer i deres liv at slås med end deres religion. Ja, de har tørklæde, men de er ansvarlige og kæmper en kamp for at deres børn og unge kan blive integrerer i samfundet. Samtlige forældre jeg har været i kontakt med tager stærk afstand fra vold, kriminalitet, hash og andre kemiske stoffer, og det eneste jeg hører fra disse forældre er et ønske om samarbejde og støtte til, hvordan de kan hjælpe deres unge til en bedre fremtid.

Jeg vil opfordre både medier, politikere og især intellektuelle etniske muslimer til at være mere handlingsorienteret i forhold til, hvordan vi i fællesskab kan støtte de muslimske familier, børn og unge, som virkelig har brug for støtte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X