Jeg – en af ofrene

Bragt i LFS (01/02/2002)

Overskriften til mit indlæg vil forhåbentlig virke tankevækkende på nogle af læserne. Jeg håber, at læserne vil give sig tid til at tænke over budskabet. I skoleregi har lærere og andre faggrupper siden midt i 70′erne haft kontakt med børn og unge med anden etnisk baggrund.

Mødet mellem lærere og disse grupper har været, og er stadig problematisk i dagligdagen for begge partner. Hverken jeg eller andre fagfolk, kan på noget tidspunkt fremkomme med en endegyldig løsning til skolernes problemer med etniske børns sociale integration.

Det skal ikke opfattes sådan, at vi skal lade disse børns socialiseringsproces styre af tilfældigheder. Professionelle og institutioner, som fx skolen er nødt til på en professionel måde at forholde sig til disse børns liv som en helhed, i stedet for den traditionelle holdning i institutioner og skoler, hvor det primært er deres faglighed, der er i fokus. Faglighed er en nødvendighed i børns liv, men forudsætningerne herfor er det enkelte barns trivsel – både i hjemmet og i skolen.

Det er afgørende for individets motivation for faglig indlæring. Jeg mener, at både lærere og andre faggrupper i deres interne diskussioner om etniske børns faglige problemer adskiller sig fra fx familiernes interne problematiske forhold. For selv om professionelle er klar over nødvendigheden omkring samarbejde og inddragelse af det enkelte barns familie, når der er problemer i skolen, viser mine erfaringer ofte, at læreren begrunder hans/hendes manglende samarbejde med manglende tid.

Jeg er til dels enig i denne argumentation, men på længere sigt vil manglende tid være med til at fastholde disse børn i et isoleret liv, både i skolen, i familien og ikke mindst i det lokale og øvrige samfund. Derfor er det på tide, at vi udvikler vores skolestruktur, så det bliver muligt at give sig tid til samarbejde med disse svage børn og familier.

I modsat fald bliver konsekvensen for disse børn mistrivsel i skolen og senere i deres liv vil det få alvorlige konsekvenser enten for dem selv og/eller for det omgivende samfund. For at vise, hvad jeg mener med konsekvenserne for disse mennesker vil jeg i det følgende beskrive en konkret case fra virkeligheden. Den er tankevækkende for mig, og jeg vil også tro, at den er det for lærere og andre professionelle, der arbejder såvel med etniske som danske børn.

En aften i december, inden jeg skulle holde et oplæg for nogle pædagogstuderende, fik jeg af en af mine bekendte at vide, at en etnisk ung mand havde begået selvmord. Den unges selvdestruktive handling fik mig til tænke på, hvad der egentlig lå bag. I den unges netværk, var der mange forklaringer, fx gav familiemedlemmerne skylden for den unges selvmord til hans far og stedmor eller den unge selv.

Da jeg selv, via mine kontakter, talte med nogle i den unges netværk, fik jeg en del oplysninger om den unges opvækst, bl.a. at den unge havde løbet efter sin mor for at forhindre hende i at begå selvmord, men ikke nåede dette

Jeg er helt alene

Selv om børn/unge mister sin mor, er det traditionelt sådan i den etniske kultur, at det omgivende samfund eller familiens netværk forsøger at være omsorgsfulde overfor moderens forældre og moderens mand – kort sagt overfor de voksne. Dvs. at børnene/de unge bliver overladt til sig selv uden at nogle voksne tænker på, hvordan de kan være dem behjælpelige.

En stor del af de voksne omkring børn/unge i sådan en situation tænker, at de straks skal sørge for at fjerne de unges/børnenes fokus fra deres tab, fx på en moders selvmordshandling. Begrundelsen for at få de unge/børnene til at fokusere på noget andet er, at de voksne mener, at det er “synd”, at de unge/børnene skal tænke på den forfærdelige selvmordshandling.

Her ser vi en gruppe voksne som udfra deres egne overbevisninger forsøger at gøre det “rigtige”. Men efter min mening er deres handling og opførsel overfor disse unge/børn mere til skade end til gavn. Der er ikke noget, der skal skjules for den unge/barnet.

Tværtimod bør de voksne forsøge at give de unge/børnene mulighed for at give udtryk for deres følelser. Men desværre er der ikke i den etniske kultur tradition for at sætte unge/børn i centrum, når de oplever et tab. Efter min mening skyldes de voksnes handling primært manglende forståelse for menneskers følelser og især for et tabs betydning for børn her og nu og i deres senere trivsel.

Jeg er ligeglad med skolen

Som jeg kort har beskrevet er der ikke tradition for, at der tages hånd om unge/børn i sådanne ekstreme situationer. De unge går 9 eller 10 år i folkeskolen. Jeg er af den overbevisning, at både denne unge mand og mange andre unge, som vi i det daglige pædagogiske arbejde omgås, går rundt med nogle massive problemer af forskellig art, som bl.a. er med til, at de ikke interesserer sig for det faglige.

Så kan lærerne og andre professionelle rejse fra Herodes til Pilatus for at blive klogere på disse børns uhensigtsmæssige adfærd uden det gavner nogen. Jeg undrer mig over, at lærerne og andre professionelle ikke er i stand til at fange de signaler børnene i denne risikozone sender.

Spørgsmålet her er, om det er fordi vi fagligt set ikke er i stand til at se på disse børn, eller om det er institutionernes manglende ressourcer, der forhindrer de professionelle i at opfange signalerne fra børn i risikozonen Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig på den enkelte institutions vegne omkring dens holdning til børn i risikozonen.

På det overordnede plan vil jeg opfordre de ansvarlige myndigheder for de pædagogiske instutioner, ledere og ikke mindst de professionelle, der har direkte kontakt med børn, at de bliver trænet, så de bliver i stand til at række en hjælperne hånd frem til de børn/unge til forebyggelse af deres selvdestruktive handlinger.

Der er en stigende tendens til, at bl.a. etniske unge begår selvmord. For mig er de unges handlinger et signal, der skal tages alvorligt. Derfor opfordrer jeg de professionelle, der har direkte kontakt til børn i risikozonen, til at tage disse børn og unges signaler eller voldsomme ændringer i deres ædfard alvorligt.

Hvis man ikke selv er i stand til løse fx komplekse familieproblemer, må de professionelle kontakte andre instanser for at forebygge menneskelige tab. Så længe vi ikke forholder os til disse børn og unges fundamentale problemer er det helt urealistisk at tænke på, hvordan vi motiverer dem til faglig indlæring.

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar