Indsats mod tvangsægteskab

Bragt i Politiken (05/02/2002)

I sidste uge skete der det forfærdelige, at en kurdisk far dræbte sin datter, fordi hun forelskede sig i en svensk mand. Denne menneskelige tragedie gav også anledning til debat her landet, om hvordan det offentlige danske system kan hjælpe den yngre generation.

Formand for socialcheferne, Ole Pass skrev i Politiken den 25. januar “at det offentlige danske hjælpesystem i kommunerne står magtesløse overfor de massive sammenstød internt i indvandrer – og flygtningefamilier” “Selve indgrebet med en tvangsfjernelse kan vi godt magte, men det i sig selv løser jo ikke ret meget andet end den akutte situation”.

Jeg vil melde klart ud fra starten med, at de situationer, hvor den yngre generation enten bliver tvunget til eller overtalt af forældrene til at blive gift er helt uacceptabel. Men det er ikke noget nyt problem. Vores største vanskelighed er, at systemet ikke er i stand til at yde den hjælp, som der er brug for.

Det er oftest de dårligt socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt stillede familier, der forsøger at tvinge deres unge til giftermål. De veluddannede unge har som regel ikke nogen problemer med at skabe en dialog med deres forældre og overbevise dem om, at de selv er i stand til at bestemme, hvem de vil gifte sig med.

De dårligt stillede familiers problem skyldes i bund og grund forældrenes manglende anerkendelse af de unge, enten fordi de unge er droppet ud af skolen, uddannelsen eller er arbejdsløse. Så kommer forældrenes ansvarsfølelse frem; de må sørge for at de unge ikke bliver tabt på gulvet eller finder en kæreste, der er for “moderne”. For så er det sandsynligt, at de unge ikke længere hører efter, hvad forældrene siger – derfor tvinges de til ægteskab. Forældrene mener selv, at de har gjort den unge en stor tjeneste, for så er den unges fremtid er “sikret”.

Efter min mening underminerer forældrenes handling de unges menneskelige og følelsesmæssige kompetencer, og dermed tvinger de de unge til at vælge enten en selvdestruktiv handling, som fx selvmord eller de unge får massive psykiske problemer. Nogle få unge søger hjælp i det offentlige system, men som socialchefernes formand siger, så er tvangsfjernelse af de unge fra hjemmet kun en midlertidigt løsning.

Ægteskabsproblematikken er meget kompleks hos disse familier, og derfor er der ikke nogle endegyldige løsninger. Dermed ikke sagt, at vi blot skal være tilskuere til disse familiers umenneskelige handlinger overfor de unge. Men jeg er helt uenig med Ole Pass, når han siger her skal vi have hjælp fra for eksempel en religiøs leder.

Både Ole Pass og mange andre er af den overbevisning, at religiøse ledere har stor indflydelse på indvandrer- og flygtningefamilier. Men min personlige og professionelle erfaring som terapeut viser helt klart, at de fleste unges anskuelse af verden, tanker og holdninger til giftermål ligger meget fjernt fra de religiøse lederes og forældrenes.

Jeg frygter, at brugen af de religiøse ledere lægger yderligere pres på de unge. Og en stor del af disse unge har på mange måder slet ikke nogen relationer til de religiøse ledere. Derfor vil jeg opfordre kommuner og fagforeninger til at tage deres del af ansvaret. Vi har et hjælpesystem med professionelle i fronten, fx socialrådgivere, der er vidner til en del af problemerne i familierne.

Men hverken systemet, socialrådgiverne eller andre professionelle er gearet til at løse disse komplekse problemer. Derfor er det på tide, at de forskellige systemer og professionelle i fællesskab udvikler pædagogiske behandlingsmetoder, der minimerer problemerne for begge parter. Vi må huske på, at de forældre, der tvinger de unge til ægteskab, heller ikke har det godt med sig selv.

En stor del af forældrene føler afmagt, både i forhold til sig selv og i forhold til de unge. Derfor skal det offentlige hjælpe forældrene og de unge til selv at finde en konstruktiv løsning, som er acceptabel. Nemt? Nej, men vi skal vågne op og gøre noget ved problemerne inden det ender i vold eller drab. Jeg skal ikke generalisere, men mine mange års arbejde med marginaliserede familier viser, at selv i umiddelbart håbløse situationer, som familierne og systemet står overfor kan det vendes til noget positivt efter en effektiv professionel behandlingsindsats.

Men for at det kan lykkes, kræver det specialuddannelser og indgående kendskab til både forældrenes og de unges tankegang, reaktionsmønstre, verdensanskuelse og en anden væsentlig ting, nemlig at få forældrene til at tænke over konsekvenserne af deres handlinger. En ny idag kunne være at få systemerne i samarbejde med indvandrer- og flygtningeorganisationer – organisere et netværk af forældre, som selv har været med til at tvinge deres unge til giftermål, og nu er nået til den erkendelse, at deres beslutning har medført store menneskelige katastrofer.

Efter min mening er disse forældres erfaringer, i kombination med det offentlige system, mere effektiv end samarbejde med religiøse ledere. Netop de – om nogen – har mærket det på egen krop og sjæl. Og konkrete historier har en kraftig påvirkning på en stor del af de dårligt socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt stillede familier, og det kan være med til de reflekterer over deres egne handlinger. Jeg tror, at vi på den måde kan være med til at minimere tvangsægteskaber blandt disse familier.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar