Uddrag af min bog De forbandede Unge:
Bog: De forbandede unge
Forord af Per Schultz Jørgensen
Der er langt imellem bøger, der bygger på personlige erfaringer med vanskeligt stillede unge. Praktikeren har sjældent tid til at skrive og berette om sine erfaringer. Der er også langt mellem bøger, der både kan inddrage egne, praktiske erfaringer og kan sætte disse erfaringer ind i et større perspektiv.
Ahmet Demirs bog kan begge dele. Den bygger på mange erfaringer med unge i vanskeligheder, både danske og etniske unge. Blæksprutten og miljøet omkring Avedøre Stationsby ligger langt fremme i de beretninger, der præsenteres i bogen. Vi ser de unge for os, og vi hører Ahmet Demirs stemme bag de skrevne ord: “Hvis jeg skal tro på det du siger, så?”. Det er indlevende pædagogik, der præsenteres, det er humanistisk pædagogik – det er en i ordets bedste betydning konfrontations pædagogik.
Det bogen giver sin læser er for mig at se i første række en stor og ægte indlevelse. Det er medmenneskelighed omsat i konkret pædagogik. Du skal involvere dig som professionel, siger Ahmet Demir, det betyder, at du skal nå ind til den inderste kerne af de unge mennesker, du har med at gøre. Noget yderst vigtigt i bogen er også det pædagogiske sigtepunkt, at modsætninger skal anvendes konstruktivt – de skal ikke skjules. Vi skal udnytte disse modsætninger ud fra den tankegang, at her ligger erkendelsens udgangspunkt, her ligger begyndelsen til at ændre, til at forstå og til sammen at få fat på en ny måde. I modsætningerne ligger også risikoen for, at vi ikke kan klare denne åbenhed, at vi må opgive – at vi måske graver grøfterne dybere og uoverstigelige. Men der ligger også den tillid, at jeg tror, vi kan klare det – lad os forsøge.
Mange af de unge, der berettes om i Demirs bog, har været udsat for mange pædagogiske forsøg på at rette op på skævhederne. De har været igennem velmenende og forstående socialpædagoger, der ville dem det bedste. I kontakten med Demir stilles de måske for første gang over for den konfrontation, der indebærer eftertanke – og forventninger. Her sættes den konstruktive bevægelse i gang.
Der gives ikke nogen mirakelkur i det socialpædagogiske arbejde. Men der er veje, der er mere løfterige end andre. Demirs bog anviser en af de mere løfterige i den forstand, at den kalder på åbenhed, ærlighed, medmenneskelighed – og hårdt arbejde. Demir bruger nemlig sig selv i sit arbejde, han investerer sin egen person, og det gør han i mere end én forstand. Han arbejder hårdt og utrætteligt for de unge. Det er den ene måde. Den anden er, at han bruger sin egen modsætningsfyldte situation som sit instrument. Han har selv en etnisk baggrund, og det bliver en styrke i hans arbejde, fordi han kender mange af problemerne på sin egen krop og han tør være åben om dem – og inddrage dem som en del af den ballast, han møder de unge med.
Demirs bog er lærerig og rummer et positivt perspektiv for arbejdet med unge i vanskeligheder.
Per Schultz Jørgensen
Professor emeritus, cand.psyk., dr.phil
Forord 7
Indledning 9
Målgruppe 11
Mit budskab 11
Præsentation af Blæksprutten 12
Introduktion til bogens kapitler 12
Definitioner 13
Kulturelle forskelle mellem etniske og danske unge 17
Er der forskel mellem danske unge og unge fra etniske minoritetsgrupper? 17
Hvad er forskellen? 17
Forskelle mellem dansk og etnisk opdragelse 20
Jeg vil slutte af med spørgsmålet om, hvad forskellen er 22
Danske og etniske unges fællesproblemer 24
Udviklingstendenser i etniske familier 25
Sociologisk udvikling 25
Feudalistisk og postmoderne samfund 25
Skolebaggrund 26
Tætte familierelationer i opløsning 27
Kvindens rolle fra hjemmegående til aktiv på arbejdsmarkedet 28
Kvinden i frigørelsesproces 30
Konklusion 31
Iagtagelser omkring II generations udvikling 31
Det forsømte køn: Fædrene 32
Forskellen mellem de to gruppers syn på institutioner og professionelle 34
Pædagogiske overvejelser vedr. metode 37
Metoden 37
Model 1: At bygge en relation 37
Mødet med familien og den unge 37
1: Anerkendelse 38
2: Fælles bevidsthed 38
3 – 4: Det pædagogiske arbejdes værdi/Ressourcer 40
5: Ansvar 41
6: Integritet 41
7: Forskelligheder 42
8: Mål: Kompetencer 42
Model 2: Følgende pædagogiske model er min egen og er en bekskrivelse af praksis i det daglige arbejde 44
Forklaring af modellen 44
Personlighed, trin 1 45
At være deltagende, trin 2 45
At være personlig indebærer 46
Teori, trin 3 46
Kritisk pædagogik 47
Faglige og samfundsmæssige forudsætninger for den professionelle, som arbejder med marginale unge 49
Metoden trin 4 51
Pædagogisk handling, trin 5 52
Oplevelse 52
Relation 52
Motivation 52
Konfrontation 53
Samtalerum 54
Fleksibel holdning til arbejdet 54
Almene pædagogiske aktivteter for børn og unge i Avedøre 55
Opsøgende arbejde 55
Konfliktløser i lokalmiljøet 55
Historier fra virkeligheden 59
1. Troels savner sin far 59
2. Hvordan døde Hans´ far? 71
3. Mürsel – dansk eller bare perker? 81
4. Süleyman – et anderledes råb om hjælp 97
5. Mustafa – et resultat af en mors frygt og magtdemonstration 109
6. Sami – en sand sorteper 121
7. Kim – er der overhovedet nogen, der vil have mig? 133
8. Jacob – er jeg fars eller mors dreng? 149
9. Mathias – jeg har altid været far for mine søskende 159
Konklusion
Omverdnens og institutionernes syn på de udstødte unge 169
Unges behov 172
Forventninger til de professionelle 173
Er det den eneste pædagogiske metode? 174
Inspiration til at formulere en grund- og efteruddannelse 176
Forældreuddannelse 177
Litteratur 179
Stikordsregister 183
Denne bog er markant med sine pædagogiske handlinger i forhold til socialt udstødte unge og deres familier. Den røde tråd i de virkelige historier er en synlig og konfronterende pædagogik. Forfatteren har med sine egne pædagogiske erfaringer forsøgt at synliggøre de marginaliserede gruppers “menneskelige fattigdom”.
Han sætter fokus på, hvordan han bruger sig selv i samarbejdet med forældre, de unge og andre professionelle for at handle, så disse unge kommer til at føle, at de er betydningsfulde i en social sammenhæng.
Der sættes specielt fokus på de unges integration i famillier og skoler og andre institutioner. Når vi taler om integration, tænker vi ofte på etniske grupper, men forfatterens historier viser, at danske familier og unge også har svært ved at integrere sig i samfundet.
Det er en bog, som unge, familier, lærere, pædagoger, klubmedarbejdere, socialrådgivere og psykologer vil kunne genkende indholdet af fra deres egne erfaringer. Hensigten med bogen er at give mulighed for at reflektere over egne handlinger i forskellige pædagogiske eller andre sociale sammenhænge og måske finde andre konstruktive løsninger til gavn for de unge, som føler sig uden for fællesskabet.
Uddrag af kapitler, der vedrører konkrete cases
Uddrag af kapitler – konkrete cases
1: Troels – savner sin far
Her vil jeg med en konkret historie beskrive, hvordan jeg forsøgte at få en dreng –
lad os kalde ham Troels – til selv at formulere sine problemer, samt håndteringen af disse i
samarbejde mellem drengen , familien og mig.
Det handler om Troels på 14 år, som havde skiftet folkeskole to gange, havde gået på
ungdomsskole, været anbragt på efterskole og var kommet tilbage til familien igen. Han havde
derefter været indblandet i vold og tyverier, og han havde kontakt til kriminelle ungdomsmiljøer, og
han var pga. sine sidste overfaldshandlinger blevet anbragt på en lukket ungdomsinstitution.
2: Hvordan døde Hans’ far?
En dag i min ferie blev jeg kontaktet af en kollega. Nogle drenge havde været ude og
lavet indbrud, og en af vore A- drenge havde været med. Efter at han nu var blevet afhørt af politiet, fik han besked på at møde næste dag i Blæksprutten. Drengens forældre var i panik over sønnens indbrud og kontakten til politiet, og de syntes at situationen var håbløs. De kunne desuden se, at de andre forældre ikke vidste, hvad de skulle stille op med deres dreng.
Jeg blev ringet op af den indskrevne drengs forældre, der ville høre, om det var OK, at den anden drengs forældre også kom til mødet for at tale med mig. Her var behov for en hurtig og utraditionel beslutning, fordi drengen ikke er indskrevet, men kun havde hørt fra naboen, at Blæksprutten kunne hjælpe. Dette og deres håbløse situation gjorde, at de kom til en samtale.
3: Mürsel – dansker eller bare “perker”?
Denne historie handler om en 14-årig indvandrerdreng. Jeg kalder ham Mürsel. I
3.klasse oplevede lærerne, at der var problemer med Mürsel, bl.a. havde han svært ved at koncentrere sig, og han havde voldsomme konflikter med sine klassekammerater.
Skolepsykologen arbejdede med drengen og hans familie. Psykologens arbejde og undersøgelser pegede på, at drengen måske havde en hjerneskade. De fandt ud af, at han hverken fagligt eller socialt udviklede sig i folkeskolen, og problemerne i hjemmet blev heller ikke mindre i den periode, psykologen arbejdede med ham.
Både skolen og familien var enige om at finde et andet skoletilbud.Mürsel havde via sine venner hørt om Blæksprutten, som et projekt, der hjalp drenge med problemer. Efter skoletid deltog han i forskellige aktiviteter, fx. var han interesseret i sport.
Via deltagelse i fritidsaktiviteterne fik Mürsel og vores sportsmedarbejder etableret en kontakt til hinanden, og gennem den kontakt blev han interesseret i at deltage i de aktiviteter, som vores sportsmedarbejder lavede.
4: Süleyman – et anderledes råb om hjælp
Tværfagligt samarbejde og utraditionelt, pædagogisk arbejde giver nogle andre
muligheder, end dem man har i det almindelige, pædagogiske arbejde. Det utraditionelle i denne sammenhæng går ud på, at Blæksprutten samarbejder med lokal institutioner og frivillige folk fra foreninger og beboere i forbindelse med forskellige arrangementer. Det var ved et af disse arrangementer at Süleyman deltog.
Süleyman kom fra en familie med otte søskende, hvor hverken far eller mor havde arbejde. Familien var kommet til Danmark som flygtninge – faderen havde i sit hjemland været udsat for psykisk tortur. Deres ophold her i landet havde ikke været nemt; de var blevet kastebold mellem to kommuner om, hvem der skulle give dem lov til at bo i kommunen.
Drengen havde svært ved at klare sig i folkeskolen, og derfor gik han allerede i 3. klasse på en af kommunens specialprojekter. Både skole og socialforvaltning havde massive vanskeligheder med at hjælpe familien i deres sociale og kulturelle integration, og i den sammenhæng var Süleyman den mest belastede og belastende.
Familien og forvaltningen prøvede sammen at finde et andet tilbud uden for kommunen, hvor der både var et skole- og et socialpædagogisk tilbud med henblik på, at Süleyman kunne blev integreret i det danske samfund. Men han ville ikke være på det opholdssted, som kommunen fandt til ham.
Han forsøgte flere gang af tage hjem uden opholdsstedets tilladelse. At rejse hjem gav dog ikke ro hverken i familien eller i forvaltningen, for når han befandt sig i lokalmiljøet, så opstod der vold og hærværk, hvor han kom, og han var truende over for sine omgivelser.
5: Mustafa – et resultat af en mors frygt og magtdemonstration
Denne historie handler om en indvandrerdreng, som jeg vil kalde Mustafa. Drengen var ikke visiteret til Blæksprutten, men jeg kendte ham via det opsøgende arbejde på gadeplan. En formiddag skulle en kollega og jeg en tur til skolen for at hilse på de indskrevne drenge i Blæksprutten og høre deres lærer, om der var noget nyt om dem.
Da vi gik fra skolen til biblioteket, mødte vi Mustafa, som vi havde hilst på flere gange før. Vi gik over på den anden side af fortorvet for at høre, hvorfor han ikke var i skole.
Vi kunne se, at han havde blå mærker i ansigtet og spurgte, hvad der var sket, og hvorfor han ikke var i skole. Han svarede, at han havde været på skolen til kl. 11.30, og at det var hans mor, som havde slået ham med et bælte. Nu ville han gå for sig selv på gaden og var ikke interesseret i at være i skolen.
6: Sami – en sand Sorteper
Historien handler om en ung indvandrer, som jeg i det følgende vil kalde Sami. Hans historie er interessant, idet man ser, hvordan hans skolegang udvikler sig, samt hvordan hans familie forholder sig til hans socialisationsproblemer i det danske samfund. Fra Sami var 11 år brugte han Blæksprutten som værested efter skoletid. Via vores kontakt til ham, vidste vi, at han havde problemer, men hverken skolen eller familien ønskede nogen form for samarbejde med os.
En vinterdag blev vi kontaktet af skolepsykologen, som ville høre, om vi var interesseret i et samarbejde om en ung. Da vi fik at vide, at det handlede om Sami, blev psykologen klar over, at vi kendte ham. På baggrund af nogle års kendskab til ham vidste vi, at han havde brug for vores hjælp i forhold til faglighed og sin familie og ikke mindst i forhold til sine personlige problemer.
Sami fortalte os direkte, hvilket syn hans familie havde på vores projekt og arbejde. De omtalte vores arbejde negativt og mente, at projektets målgruppe kun var kriminelle og dårlige unge på stoffer. De ville på ingen måde have noget med os at gøre.
Selv om vi over for skolepsykologen havde sagt ja til at samarbejde om Samis problemer, lagde vi ikke skjul på familiens syn på os. Vi bad derfor skolen i samarbejde med sagsbehandleren om at finde ud af, om familien ville indgå i at samarbejde med os, før Sami blev visiteret til Blæksprutten.
Familien indvilligede i at samarbejde i en aftalt periode på et halvt år. Blæksprutten skulle primært arbejde med Sami, og sagsbehandleren skulle tage sig familien, hvis de havde brug for det.
7: Kim – Er der overhovedet nogen, der vil have mig?
Den følgende historie handler om en dansk dreng Kim, som allerede på et meget tidligt tidspunkt blev stemplet som et problembarn, og skolen var med til at stemple drengen og fik malet et skræmmende billede af ham.Vi havde ingen daglig kontakt med den skole, han gik på. Det var fra andre drenge, at han havde hørt om Blæksprutten. Det var dog ikke nemt for ham at komme til os og bede om hjælp. Alligevel fik vores opsøgende medarbejder kontakt med ham ved et lokalt arrangement. Drengen opsøgte ikke selv medarbejderen, men da arrangementet var slut, ville han og nogle andre ikke hjem.
De forsøgte at få en snak i gang med medarbejderen. Han var meget interesseret i at høre om Blæksprutten, fordi han ikke havde noget fritidstilbud. Han blev lovet, at Blæksprutten ville kontakte hans familie og fortælle, hvad Blæksprutten var.
Da medarbejderne kom, viste det sig, at familien som så mange andre havde hørt en del om vores arbejde via andre forældre og medierne. Deres indtryk var både positivt og negativt. Vores interesse for dem var med til, at de fortalte om de vanskeligheder, de havde vedr. Kims skole. Drengen havde i et frikvarter diskuteret med en anden dreng. Det havde udviklet sig til slagsmål, og en forbipasserende lærer var blevet indblandet. Det førte til alvorlige problemer i skolen, og man så helst, at der blev fundet en anden skole til drengen, da han blev opfattet som voldelig. Jeg har kendskab til en række unge, og jeg er efterhånden god til at skelne mellem, hvem der kan finde på at bruge vold, og hvem det ligger fjernt. Det var dog svært for mig at se, at denne dreng var en voldelig type, fordi han var meget forsigtig og tilbageholdende og havde svært ved at sige sin mening – selv i en lille gruppe.
Efter samtalen blev vi enige om, at han fremover var velkommen i Blæksprutten, uden at han dog var blevet visiteret som primær dreng. Senere meldte skolen klart ud, at han skulle skifte skole, og han blev placeret på et skoleprojekt for børn, der har svært ved at klare sig fagligt og socialt.
Han skulle dog komme i Blæksprutten, og vi aftalte med familien, at de var velkomne til at henvende sig, hvis de havde brug for det.Efter et stykke tid blev vi orienteret om skoleskiftet, da familien ringede om noget mere alvorligt. Nærpolitiet kædede drengen sammen med graffiti i området.
Muligvis var det Kim og nogle kammerater, der havde tegnet på skoler og andre offentlige institutioner. Drengen kom fast hos os nu, og vi blev klar over hans problemer. Drengen blev da visiteret til Blæksprutten som primær dreng.
8: Jakob – “Er jeg fars eller mors dreng?”
Jakob er en dansk dreng, som gik på et kommunalt skoleprojekt for elever, som havde svært ved at klare sig i en normal klasse. Efter 7. klasse blev han anbragt på en kostskole uden for kommunen. Jakob og især hans mor var meget skuffede og utilfredse med skolens faglige tilbud. Moren mente, at Jakob fagligt ikke havde lært noget som helst på den kostskole. Hun og familiens sagsbehandler besluttede derfor, at Jakob skulle vende tilbage til sin oprindelige skole. Moren bad om ekstra foranstaltninger for Jacob, som et supplement til skolen.
På baggrund af disse krav henvendte sagsbehandleren sig til os for at høre, om vi kunne påtage os denne opgave, som ikke var tung. Vi skulle tilbyde Jakob nogle fritidsaktiviteter og engang imellem have en familiesamtale med Jakob og familien.
Vi besluttede os for at invitere dem til en introduktionssamtale i Blæksprutten. Sagsbehandlerens beskrivelse og min egen oplevelse af Jakob til denne introduktion var, at han var meget sød og rolig.
9: Mathias – “Jeg har altid været far for mine søskende”
Mathias kom fra en familie med tre søskende, hvor han var den ældste. Moderen var førtidspensionist. Mathias var overvægtig, fagligt svag og var blevet moppet fra lille. I perioder var han usikker på, om nogen voksen kunne lide ham. Mathias store lidenskab var fodbold.
“De forbandede unge” er desværre udsolgt fra forlaget men kan lånes på biblioteket.
Læs Åse Lynggårds anmeldelse i “Ungdomsskolen” her.
Orla Borg – Jyllands-Posten 11/06/2001
Der skal gøres op med blød dansk middelklassepædagogik, hvis man vil bremse voldelige og kriminelle unge med anden etnisk baggrund end dansk. Der er brug vor en helt ny form for autoritet, siger tyrkisk født socialpædagog i ny debatbog.
Anne Ristorp – Hvidovre Avis 01/07/2001
Byrådsmedlem for liste T, Cand. Pæd., familieterapeut og forfatter – Ahmet Demir skriver om konfrontationspædagogik: Et alternativ til blødsødne socialarbejdere.