Se også foredrag og kurser om kulturforskelle, marginalisering, inkluderende pædagogik m.v.
Denne kronik handler om de udsatte unge og deres familiers oplevelse af vor anvendte pædagogik i institutioner og betydningen for deres socialisering i samfundet.
Disse udsatte grupper, danske og etniske, har pga. deres sociale, økonomiske og kulturelle baggrund svært ved at tilpasse sig i vort samfund. Derfor er samfundets socialiseringsinstrument overfor disse grupper de eksisterende pædagogiske institutioner og projekter, som har til hensigt at lette disse udsatte gruppers socialiseringsproces.Jeg vil udfra min erfaring forsøge at belyse følgende spørgsmål i forbindelse med vor pædagogisk praksis.
Forstår disse grupper, hvad målet med vort pædagogisk arbejde er, og hvilken betydning det har for dem Hvad der skal til, for at grupperne kan føle, at pædagogikken har en virkning på deres unges socialisering.
Vi må tale om det
Blandt professionelle er der på teoretisk plan enighed om, at pædagogik vil være gavnligt for disse grupper, og jeg kan kun tilslutte mig til den holdning. Det, som jeg ser, som det væsentligste problem er, at der er store kulturforskelle mellem os og disse grupper. I relation til disse grupper arbejder vi ikke på at finde ud af, hvor disse gruppers sociale og kulturelle ståsted er.
Når jeg skriver om kulturforskelle, skal det ikke forstås, som om det kun handler om etniske grupper. Det handler i lige så høj grad også om vore udsatte danske unge og deres familier. For at vende tilbage så sender professionelle ofte under det første møde med disse grupper nogle signaler om, at de er “bedrevidende” – dvs. ” jeg er den uddannede person, derfor jeg skal hjælpe dig.”
Allerede her skaber professionelle problemer for sig selv, fordi den melding og ikke mindst den personlige udstråling om at være et “bedre menneske” end dem er med til, at grupperne allerede på første møde danner et indtryk af den professionelle. Selvom vedkommende er fagligt topkvalificeret vil den unge eller familien forsøge at undgå relation til den professionelle pga. dennes udstråling. De er ikke villige til at samarbejde med denne pædagog. Så den måde man som professionel forholder sig til disse grupper, kan selv være med til gøre det svært at realisere eller udøve pædagogik.
Selvfølgelig er tingene ikke så enkle, så det kun er den professionelles personlig udstråling, der ødelægger forholdet mellem institutionerne og grupperne. Når personer fra disse grupper kommer i vore institutioner, enten via visitation eller ved, at der følger en tyk journal med, har en del af de professionelle på forhånd orienteret sig om den enkelte unge og dennes familie.
Det er en selvfølge, at vi har brug for viden og journaler i vort pædagogisk arbejde, men mine års pædagogiske erfaringer med udsatte unge og deres familier viser mig, at der ofte for nogens vedkommende er skrevet en hel “doktorafhandling om deres liv” af professionelle. Det uheldige, der sker, for en stor del af de professionelle er, at de derigennem danner en holdning om disse mennesker.
Denne holdnings farve er “sort”, dvs. at de tror, at situationen er helt umulig, og at der ikke er noget, der nytter. Ofte møder de professionelle de udsatte grupper med denne holdning. Den holdning er ødelæggende for pædagogikkens muligheder, fordi deres personlighed er med til at gøre, at pædagogikken kan ikke realiseres. I disse tilfælde begynder de professionelle at få en afmagtsfølelse; så leder de efter en syndebuk, og det er klart, at de udsatte får skylden for det hele.
For mig er det nemt at give andre skylden, fordi jeg oplever, at sjællandske professionelle både overfor kollegaer, unge og familie ærligt indrømmer deres del af fejlene. Nej, tværtimod kæmper de på alle mulige fronter for at have ret. Selvom de professionelle føler afmagt, får de i kampen om, hvem der har ansvaret for, at det ikke er lykkedes at hjælpe disse grupper, ofte opbakning, fordi de har mere viden og de nødvendige kulturelle kompetencer, fx sprog.
Det er helt umuligt for de udsatte grupper at kæmpe mod os professionelle, fordi vi har kompetence via vores faglighed. I den sidste ende er det dem, der bliver syndebuk og betaler prisen for min og andres svære personlighed, fordi vi har ikke den rette udstråling og den menneskelige kompetence til at vise, at der i relation til disse grupper også er plads til dem i vore institutioner og sociale fællesskab.
Men det er ikke nok, at de bliver syndebukke; professionelle bruger deres faglighed til at fremsætte nogle diagnoser, som fx står i de unges journaler med “store, røde bogstaver”; – uanset hvor disse unge kommer, vil det første, der bliver lagt mærke til, være, hvad der står med disse røde bogstaver.
En case
Jeg vil i det følgende konkret eksemplificere, hvordan en ung, som fik diagnosen, at han var “psykopat”, i vor pædagogiske praksis oplevede, at vor pædagogik havde en betydning for hans problemer.Det handler om en ung, som ifølge skolens udtalelser klarede sig godt både socialt og fagligt til 8. klasse. Ved starten af 9. klasse rodede den unge sig ud i nogle voldelige handlinger udenfor skolen.
Der var også nogle voldshandlinger i skolen, og derfor var der nogle af hans klassekammeraters forældre, der reagerede voldsomt overfor den unge og sagde, at hvis skolen ikke smed ham ud, så ville de fleste af dem tage deres børn ud af skolen. Den unges sag blev drøftet blandt psykologer, hvoraf nogle af dem, efter at de hørte, at den unge var voldelig, betegnede handlingerne som værende med psykopatiske træk.
Dette er lige det, som jeg var inde på tidligere; pga. en beskrivelse blev denne unge stemplet, i stedet for at man selv hørte og oplevede, at den unge indeholdt noget andet end at være voldelig eller såkaldt “psykopat”.Efter skolepsykologens henvendelse til os kunne både jeg og kollegaerne udfra psykologens fremlæggelse se, at selvfølgelig begik den unge nogle voldelige handlinger, som ingen af os kan acceptere.
For os handlede det om at se på den unges positive sider, hvor det i fremlæggelsen tydeligt fremgik, at den unge indeholdt nogle ressourcer, da han socialt og fagligt ikke havde de store problemer. På baggrund af denne fremlæggelse tog vi beslutning om at indskrive den unge i vores projekt og at samarbejde med skolepsykologen om at finde et andet skoletilbud til den unge.
Hvordan gør pædagoger deres pædagogik og holdninger synlige?
Inden den unge startede i projektet, mødtes vi ham, hans forældre og skolen med den hensigt at vise, at vi var interesserede i at hjælpe den unge ved tage mod og undervise ham, indtil der blev fundet et andet tilbud. Ved vores møde med den unge gjorde vi helt fra starten det klart, at vi tager stærk afstand fra voldelige handlinger, men det er svært for mig at beskrive, hvilken udstråling vi havde:
Hverken den unge eller hans forældre var tvivl om, at vi var interesserede i at have med den unge at gøre, og at vi også havde en klar, indiskutabel holdning, hvad angår vold. I løbet af vor samtale gav både den unge og hans forældre udtryk for, at de var taknemmelige over, at vi var interesserede i at række en hånd til den unge, som var i nød.
Allerede ved det første møde i vor projekt de blev orienteret om projektets ritualer og normer, som fx er, at når man kommer i projektet, så skal man “skifte uniform” og hilse både på de andre unge og de professionelle ved at give hånd. Det var noget nyt, men kort tid efter befandt den unge sig godt i projekt Blæksprutten. Der blev lavet nogle retningslinjer overfor unge omkring, hvilke forventninger vi havde til ham.
Vi har brug for jeres hjælp
Efter kort tid oplevede både den unge og forældrene umiddelbart, at vi forsøgte at hjælpe den unge; derfor åbnede han selv op overfor os og fortalte om, hvordan han havde det med de tidligere voldelige handlinger, og hvad det betød for skole, familie og fremtiden. Derfor kørte kollegaerne kontinuerlige samtaler med den unge, hvor det viste sig, at af de to voldelige episoder, som den unge blev anklaget for, havde han ikke selv gjort den ene episode, som var den værste.
Det var en af hans kammerater, der havde gjort det, men den unge kunne ikke finde ud af, om han i retten skulle lade som om, at det var ham selv, der begik handlingen, eller om, han skulle kontakte kammeraten og sige til ham, at man selv tager ansvaret for sine handlinger.
Konfrontation med den unges kammerat
Det var selvfølgelig ubehageligt, at de to unge skulle mødes, og kollegaerne, som var den unges kontaktpersoner, havde deres betænkelighed ved, om konfrontationen ville være smertefri. Vi havde en forestilling om, at kammeraten ville reagere voldsomt mod, at han nu skulle tage ansvar for sine handlinger.
Det interessante ved denne konfrontation var, at den unges kammerat, efter at de havde talt sammen, godt kunne se, at det var dårligt af ham at give et menneske, som ikke gjort noget, skylden. Kammeraten, som begik den voldelige handling, sagde selv, at nu ville han gå til politistationen for at melde sig omkring den sag, og at han ønskede hjælp af mine kollegaer.
Efter dette opgør havde både den unge og familien tillid til os, og derfor de gav os fuld myndighed i forbindelse med retsmødet, så vi kunne kontakte advokaten og tage os af de administrative opgaver i forbindelse dermed. Kort efter, at den unge blev indskrevet hos os, fik han et normalt skoletilbud, og vi samarbejdede med den unge, hans familie og den nye skole om at koordinere hans liv.
Med få ord kan man sige, hvilket syn den ny skole har på den unge. Hans klasselærer siger nemlig, at “vi har fået en gave til vores skole” , og den unge er en af de bedste elever i klassen. Pointen i vores arbejde, helt fra starten i mødet med den unge og hans familie, er at vise vor personlighed både gennem sprog og attituder og ved at omsætte pædagogik til konkret handling, og den unge og familien har kunnet opleve, at det, vi gør, har en betydning for den unges socialisering.
I mange af vore institutioner bliver pædagogik både for de unge og deres familier ofte ord på et “ide / teori” plan; det er enormt svært for en stor del af disse udsatte grupper at følge med de professionelle ideer. Men mine års pædagogiske arbejde med udsatte unge og deres familier viser, at i det øjeblik pædagogik bliver sat i perspektiv og omsat til konkret handling, kan det få den betydning, at de unge oplever, at deres selvværd og selvtillid styrkes.
På den måde vil de selv forsøge at være en del af det samfund, hvor vi ønsker, at de skal være. Jeg skal ikke ligge skyld på grundfundamentet i pædagogisk arbejde; for mig er det de professionelles personlighed.
