Unge i klemme mellem to verdener

Bragt i Berlingske Tidende (06/05/1999)

Myndighederne er ikke gode nok til at tackle de problemer, som unge etniske havner i.

I sidste uge skulle politikerne i folketinget behandle en lov om at udvise de børn og unge, der bliver sendt til deres fædrelande af deres forældre for at blev “genopdraget”. Grunden til, at disse børn og unge bliver sendt “hjem” af deres forældre, er forældrenes afmagt og presset fra deres sociale netværk, fordi forældrene ikke har formået at opdrage deres børn og unge til at blive en del af samfundet, og ikke mindst er grunden desuden stor skam, fordi en del af børnene og de unge er på kant med loven.

Jeg kunne læse mig til og høre i medierne, at repræsentanterne for de politiske partier, der er for denne lovgivning, mener, at der bør være lovhjemmel til at udvise disse hjemsendte børn fra Danmark, selv om de er født og opvokset her i landet, fordi lange perioder med ophold i “hjemlandet” danner en barriere for disse børn og unges integration her i Danmark.

Brug for anerkendelse

Jeg er ikke tilhænger af en lovning om, at vi skal udvise disse børn, men jeg tror på den anden side heller ikke, at enhver hjemsendelse til fædrelandet kan hjælpe børn og unge, som trives dårligt her i landet. I forhold til hjemsendelse kan jeg udelukkende være tilhænger under den forudsætning, at forældrene selv tager med deres børn, således at de har tid og ro omkring sig i en periode og således kan lære hinanden bedre at kende, for det er mange gange manglende kontakt mellem børn/unge og deres forældre, der er med til at få børnene og de unge til at reagere voldsomt. Jeg er stærk modstander af, at børn og unge bliver sendt til et familiemedlem. Uden at generalisere vil jeg tro, at livet ofte bliver surt for børn og unge, som er anbragt hos familie i “hjemlandet”, for ofte vil de voksne i hjemlandet være enormt moraliserende over for disse børn, og det er ikke det, børn og unge har bruge for. Sagt med enkle ord har de meget mere brug for deres forældres anerkendelse.

Manglende integration

Jeg vil hellere fokusere på, hvad det er, der gør, at forældrene sidder i denne afmagt, og ikke mindst at en stor del af disse børn har haft en væsentlig del af deres liv i forskellige pædagogiske institutioner. Ja, spørgsmålet er faktisk: skal vi udvise forældrene af Danmark eller os professionelle, der har arbejdet med disse børn? For hvis nogen skal udvises -ja, så er det efter min mening enten forældrene eller de professionelle, der ikke formåede at få en stor del af disse børn integreret i samfundet.

Der er mange grunde til, at disse børn trives dårligt og kommer på kant med loven og bliver synlige som ballademagere på gadeplan. Et af de massive og synlige og “uløselige” problemer er samarbejdet mellem etniske forældre og professionelle. Begge parter er fordomsfulde over for hinanden, og begge parter gør en indsats i forhold til børn og unge, men ofte modarbejder forældrenes opdragelsesindsats og det professionelle pædagogiske arbejde hinanden. Fra en del af forældrene til disse børn hører jeg følgende udsagn: “hvad nytter det at sende børn og unge til pædagogiske institutioner? Det eneste, der kommer ud af det, er nogle forkælede børn og unge, kort sagt: der mangler disciplin i danske pædagogisk institutioner… Derfor bliver vores børn sådan nogle…”
Og fra de professionelle hører jeg ofte: “etniske forældre tager ikke ansvar for deres børn og de opdrager gammeldags og tror, at hvis man slår børn og unge, bliver de ordentlige mennesker…”

Mellem to verdener

Ja, de børn, der bliver sendt til “hjemlandet”, befinder sig i mellem to verdener, som ofte arbejder med børn og unge i stik modsætning af hinanden. Så længe vi ikke kommer over vanskelighederne i samarbejdet mellem forældre og institutioner, er det eneste, der kommer ud af det, forvirrede og frustrerede børn, som er ofre for voksnes handlinger. Derfor er det på tide, at samarbejdsproblematikken bliver taget seriøst af forældrene selv og i endnu højere grad af institutionerne for at minimere skaderne på børnene.

Jeg oplever selv disse samarbejdsproblematikker. Men heldigvis har jeg ikke oplevet nogle af forældrene i min professionelle kontaktflade vælge at sende deres børn til genopdragelse. Mine mange års erfaringer med både danske og etniske forældre fører til et godt samarbejde, og jeg mener, at kunsten er, at de pædagogiske institutioner helt fra starten skal præcisere for forældrene, hvad deres funktion og ansvar for deres børn er, og hvad der forventes af dem. Og disse ting skal gentages mange gange ansigt til ansigt, dvs. ikke skriftligt. Der skal arbejdes med et kontakt- og tillids-forhold til forældrene, og i det øjeblik professionelle får et tillidsforhold til forældrene – ja, så kan selv piger få lov til at komme på koloni og deltage i både gymnastisk- og svømme-timer.

Afslutningsvis: kodeordene for et fungerende samarbejde er: Kontakt, tillid, at tale om fordomme, at fast¬holde helt fra starten hvad målet er for samarbejdet mellem forældre og professionelle og at ankerkende hinanden via en tæt dialog. Det er en vanskelig øvelse, men det er vores an¬svar som professionelle at udføre den for at samarbejde med disse forældre.

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar