Etniske unges problemer ved at befinde sig mellem to verdener kommer ikke fra den blå himmel; der er grunde til, at de har svært ved at klare sig.
I april 1998 henvendte en 17-årig, tyrkisk pige i Roskilde sig til politiet for at undgå et tvangsægteskab, som familien var ved at arrangere for hende. Politiet involverede den sociale forvaltning i sagen, og myndighedernes håndtering af problemet var at fjerne hende til et sted skjult for familien. Min artikel er skrevet på baggrund af denne piges situation, som er aktuel for mange andre unge, men som vi ikke bekendt med.
Jeg stiller mig selv disse spørgsmål, som jeg også her vil forsøge at besvare:
- Er samfundets måde at forholde sig til pigens problem en løsning, og hvilke konsekvenser har det for pigen?
- Hvem betaler prisen imellem de to verdener, og kan de to verdener samarbejde for at forbygge disse problemer?
Håndteringen af problemet
Jeg har svært ved at tro på, at denne piges eller andre unges problemer opstår, uden at familien og samfundet er bekendt med det. Mine pædagogiske erfaringer med “problematiske” unge viser gang på gang, at de unge har problemer alt for længe, inden nogen voksen forholder sig til deres problemer. For en del etniske unges vedkommende oplever de, at de professionelle ofte fejer deres problemer ind under gulvtæppet.
Mange etniske familier forsøger på alle mulige måder at skjule deres og børnenes problemer både overfor deres eget netværk og ikke mindst overfor det danske samfund. Mange af dem opfatter problemer som en plet på deres ære, for det oplever de, hvis de går til deres netværk med deres problemer. Netværket mister respekten for deres familie, fordi de ikke kan tage hånd om deres egne problemer. Og deres tiltro til, at det danske samfund kan hjælpe dem, fx omkring denne piges problemer, er ikke ret stor. En stor del af de tyrkiske familier vil sige, at myndighederne vil behandle pigens problematik efter deres egne kulturnormer.
Er det sandt?
Det er mange tyrkiske familiers påstand, at myndighederne fjerner de unge fra deres hjem. Efter deres mening viser den aktuelle sag, at de har ret. Jeg oplever, at der sker store forandringer i tyrkiske familier, hvor der er dybe kulturelle kløfter imellem forældrene og den yngre generation. Det, der undrer mig mest ved denne piges sag eller de mange andre problemer, som etniske unge har, er, at disse unge havde problemer længe, inden det gik voldsom galt for dem.
Hvor er de professionelle og de sociale myndigheder?
Jeg spørger efter de professionelle, som har kontakt til disse unger via forskellige institutioner. Mine erfaringer viser, at en stor del af de professionelle er passive, når de er vidner til disse unges problemer. Enten er det, fordi de ikke magter at arbejde med familier, ellers er det, fordi de har fordomme om, at det ikke kan lade sig gøre at gå i dialog med familien, fordi de har en anden kulturel baggrund.
Det skal ikke forstås på den måde, at de danske myndigheder og de professionelle “skal” løse alle etniske unges problemer. Jeg mener, at vi skal lytte til, hvad disse unge ser/oplever som problemer i forbindelse med deres forældre og allerede på det tidspunkt forsøge at komme i kontakt med familierne for at forbygge problemerne. Men er det ikke svært at arbejde med familierne. Jo, og det er også svært fx at arbejde med danske familier, der har problemer, der ligner denne piges, men måske ikke i samme grad.
Er det en løsning?
Her og nu er tvangsfjerningen måske løsningen for pigen, men hvad er de efterfølgende konsekvenser for hende?; vil hun på nogen måde kunne vende hjem til sin familie igen?
Jeg vil sige uden kende til den konkrete sag, at i det øjeblik familien opdagede, at pigen var blevet fjernet fra sit hjem, afskrev de hende. Min bekymring er, at pigen nu bl.a. også har mistet kontakten til sit netværk. Hendes nye opholdssted kan hverken være familie eller netværk for hende. Unge i disse situationer vil efter fjernelse fra hjemmet komme ud i en stor livskrise. De skal bruge en stor del af deres liv på at genetablere forhold til deres familie og netværk. De skal bruge meget af deres psykiske energi på at etablere et nyt liv.
Manglende samarbejde mellem myndigheder og familien. Manglende samarbejde mellem myndigheder og familien gør efter min mening, at de unge mennesker betaler en stor pris – på den måde deres liv. I mit daglige arbejde har jeg stået overfor problemer, der ligner denne piges situation. Mine erfaringer viser, at de unges problemer ofte er blevet overset af familien og institutionerne. Det er ikke nemt at gå i dialog med familierne, når det handler om fjernelse af de unge, men i sådanne situationer er det meget væsentligt, at familien ikke bliver sat ud på et sidespor; de skal inddrages i problemløsningen.
Mange professionelle kan nikke genkendende til, at fx tyrkiske familier siger: “Vi er muslimer, det passer sig ikke, at vores børn og unge skal anbringes. “osv. I disse situationer er det vigtigt, at man bruger forskellige muligheder for at etablere samarbejde med familierne. Efter min mening er denne pige et tydeligt offer for manglende samarbejde imellem den tyrkisk familie og de danske myndigheder.
Det er meget sandsynligt, at pigen har givet signaler fx i skolen eller til andre sociale myndigheder om sine problemer, men uden at blive taget alvorligt. Jeg har svært ved at tro, at denne pige og mange andre unges problemer af lignende karakter kommer med en dags varsel. Selvfølgelig ser vi pigens ægteskab som problemet. Men mine erfaringer med lignende sager viser, at der ligger nogle dybe familieproblemer som isolation, arbejdsløshed og andre familiekriser, der er medvirkende til, at nogen familier forsøger at tvinge deres døtre til et arrangeret ægteskab. Det vil være en stor fejltagelse at tro ud fra dette aktuelle eksempel, at tyrkiske forældre vælger ægtepartner for deres unge.
Som jeg var inde på tidligere, sker der mange forandringer i familierne, og en stor del af dem har den erkendelse, at tvangsægteskab vil have store menneskelige omkostninger både for den unge, det drejer sig om, og for de øvrige familiemedlemmer. Derfor bestemmer de fleste unge selv, hvem de skal giftes med, og selvfølgelig bliver forældrene spurgt til råds. Det skal også nævnes, at i mange institutioner står de professionelle overfor en ny opgave ved fx at skulle arbejde med etniske familier, og det vil være svært for en stor del af dem.
Derfor det er på tide, at myndighederne og institutionslederne forsøge at finde ud af på, hvilken måde de kan være med til at kvalificere medarbejdere til at arbejde med etniske familier, især i krisesituationer.
