Jeg kan ikke lade være med at tro på ressourcerne i de såkaldt “udsatte unge”, jeg arbejder med.
Især konfrontationer mellem etniske unge og myndighederne får både politikere, institutioner og medier til at fokusere på de unge, som har svært ved at fungere i vores normale pædagogiske institutioner, skoler, klubber, foreninger.
Jeg har svært ved at genkende de unge og deres problemer, som de behandles i debatten. Selvfølgelig skal vi se på ungdomsproblememe, men vi glemmer tit, at problemerne kan opstå i relationen til f.eks. os socialarbejdere. Hvis vi skal finde frem til en pædagogisk metode, som er med til at lette denne gruppes socialisering, er det på tide, vi ser med kritiske øjne på os selv. Vi skal lægge vægt på at tale med de unge i stedet for at tale om de unge. Vi skal indgå i en dialog med de unge og deres forældre og ikke blive i institutionernes personalerum og diskutere de unge, vores fordomme over for dem, og om vi har den nødvendige faglighed og personlighed til at opbygge relationer til dem.
OFTE FØLGER DER EN JOURNAL MED, når den unge kommer til en ny institution, og ofte er resultatet af denne praksis, at medarbejderne bygger deres holdning på denne journal. I mange tilfælde bliver disse udsatte unge dermed på forhånd opgivet.
Jeg er åben over for tidligere pædagogiske erfaringer omkring de unge, som jeg arbejder med, men fra starten af siger jeg til den unge og familien, at mine holdninger vil bygge på mme egne oplevelser med dem som personer. Jeg kan nemlig ikke lade være med at tro på, at både den unge og familien har nogle ressourcer, som kan være nyttige i deres socialiseringsproces i de pædagogiske institutioner og i samfundet.
Jeg kalder det min tyrkertro og kan måske bedst illustrere med et eksempel:
En vinteraften skulle jeg præsentere vores arbejde i Blæksprutten for den nyvisiterede unges familie. Især faderen var meget afvisende over for vores pædagogiske tilbud. Jeg kunne tænke mig to grunde til, at familien ikke var åben over for vores tilbud. Den ene kunne være, at de havde fået nok af socialarbejdernes syn på dem som problemfamilie, og den anden at de havde nogle problemer, som de ville undgå, at jeg skulle få øje på.
Den unge var imidlertid meget motiveret. Han åbnede op for sine følelser, sin negative selvopfattelse og sin tvivl om, hvorvidt nogen holdt af ham. Han blev bedre til at fortælle andre, hvordan han havde det, når han blev drillet, og han blev inddraget i sportslige aktiviteter og andre friluftsaktiviteter. Nu har han fået kammerater, og han er blevet fri for det helvede, som mobningen var tidligere. Den unge gav også selv udtryk for, at han var glad for vores samarbejde og kunne mærke en personlig og faglig udvikling.
TO ÅR SENERE MØDTE den afvisende far op i Blæksprutten. Han kan tydeligt huske, hvordan han i sin tid afviste vores tilbud og begynder at undskylde sin opførsel. Jeg forsøger at få ham til at forstå, at jeg er glad for, at han er kommet og på ingen måde er fornærmet. Moderen er indlagt og meget alvorligt syg, og faderen begynder nu at sætte ord på sin sorg og sine bekymringer.
Han er chokeret over at græde over for et fremmed menneske, altså mig.
“Jeg blev opdraget til at være den stærke og holde fast på, at for eksempel socialarbejdere ikke skulle blande sig i vores familieliv, men jeg er enormt glad for, at du vil tale med mig,” siger han bl.a..
En situation som denne kræver, at man som socialarbejder er fleksibel, så jeg indkaldte familien til møde om aftenen. Faderen mente ikke, at vi skulle tale om moderen, fordi vi havde talt sammen om formiddagen, men den unge havde behov for at tale om sine følelser, om frygten for at miste sm mor, og om hvilke overvejelser han havde omkring sin familie.
Den unge kender ikke sin biologiske far. Stedfaderen har i mere end ti år boet sammen med hans mor, og der er to mindre søskende. I den dialog, der nu opstod, fik far og søn for første gang sagt, hvor meget de holder af hinanden, og hvordan de begge to havde været usikre på den anden.
DET VAR DYBT BEVÆGENDE at opleve, og jeg tilstår gerne, at tårerne også trillede ned ad mine kinder!
Måske vil læsere (kolleger) derfor kalde min reaktion over for denne dialog uprofessionel. Selv vurderer jeg det på den måde, at en ægte interesse i den unge og familien frisatte deres ressourcer.
Arbejdet i relationer er en kerne i det pædagogiske arbejde, og her betød det, at mistroen blev fjernet, og at vi sammen fik skabt nogle positive resultater.
