Nyere artikler om udsatte unge, marginalisering og inklusion
Foredrag og kurser om udsatte unge og pædagogiske handlemuligheder
Siden sommerferien har der været meget debat om de udsatte børn og unge. Især konfrontationer mellem etniske unge og myndighederne har været med til at få både politikere, institutioner og medier til at fokusere på disse udsatte unge, dvs. den gruppe af unge, som har svært ved at fungere i vores normale pædagogiske institutioner som fx skoler, klubber, foreninger o.lign.
Jeg følger debatten med stor interesse for at blive inspireret til eventuelle nye pædagogiske metoder, som kan være til gavn for ungdomsgruppen. Jeg har svært ved at blive inspireret, da både politikere, socialarbejdere og ikke mindst medierne primært ser den udsatte unge som et problem for de pædagogiske institutioner.
Der er på tide!
Jeg arbejder selv dagligt med de såkaldte “udsatte unge”, og jeg har svært ved at genkende ungdommen og deres problemer, som de behandles i debatten. Vi voksne er enormt gode til at fokusere på dem som problemer. Selvfølgelig skal vi se på ungdomsproblemerne, men vi glemmer en væsentlig faktor: at ungdomsproblemerne opstår i relationen til os fx socialarbejdere. Hvis vi i den offentlige debat skal finde frem til en pædagogisk metode, som er med til at lette denne gruppes socialisering, så er det på tide at socialarbejdere ser med kritiske øjne på sig selv.
Vi skal lægge vægt på at tale med de unge i stedet for at tale om de unge. Vi skal indgå i en dialog med de unge og deres forældre, og ikke blive i institutionernes personalerum og diskutere de unge, vores fordomme over for dem, og om vi har den nødvendige faglighed og personlighed til at opbygge relationer til dem. Det er vigtigt at indgå i en dialog med de unge og deres forældre, fordi de medbringer en rygsæk fyldt med forskellige problemstillinger, som er medvirkende til, at deres tilstedeværelse i vores pædagogiske institutioner i perioder opfattes som uhensigtsmæssig adfærd.
Fordomme over for dem
Ofte følger der en journal med, når den unge kommer til en ny institution. Man skal ikke generalisere, men ofte er resultatet af denne praksis, at den nye medarbejder bygger sin holdning til den unge på denne journal, og det er efter min mening en stor fejltagelse. Hvis journalen og tidligere socialarbejderes holdninger om den unge og familien skal være afgørende, så vil det være helt umuligt for mig at arbejde med de unge, som jeg har med at gøre i mit daglige arbejde, for i mange tilfælde er disse udsatte unge på forhånd blevet opgivet.
Jeg er åben over for tidligere pædagogiske erfaringer omkring de unge, som jeg arbejder med, men fra starten af siger jeg til den unge og familien, at mine holdninger vil bygge på mine egne oplevelser med dem som personer. Nogle gange kan jeg selvfølgelig også blive usikker på, om jeg er i stand til at give dem et håb og en tro på fremtiden. Jeg kan dog ikke lade være med at tro på, at både den unge og familien har nogle ressourcer, som kan være nyttige for dem selv, i deres socialiseringsproces i de pædagogiske institutioner og i samfundet. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive en af de udsatte unge og familie, som jeg har arbejdet med. Hvilken holdning jeg havde til familien og relationens betydning for den unge og familiens interne relation og deres følelsesmæssige sprog.
Min Tyrkertro
Det var en vinteraften jeg skulle præsentere vores arbejde i Blæksprutten for den nyvisiterede unges familie. Især faderen var meget afvisende over for vores pædagogiske tilbud. Jeg kunne tænke mig til to grunde til, at familien ikke var åben over for vores tilbud. Den ene kunne være, at de havde fået nok af socialarbejdernes syn på dem som problemfamilie, og den anden at de havde nogle problemer, som de ville undgå, at jeg via mit arbejde med den unge skulle få øje på.
Jeg blev ikke skræmt af faderens afvisning, fordi den unge var meget motiveret for vores pædagogiske tilbud. Via min personlighed og involvering i den unges liv, fik jeg en relation til den unge, og gradvis fik jeg også kontakt til familien om, hvordan jeg arbejdede med fx den unges problemer som objekt for mobning i skolen og i fritiden. Relationen mellem den unge og mig førte til, at den unge åbnede op for sine følelser og negative selvopfattelse.
Han gav klart udtryk for sin tvivl om, at nogen voksen og især stedfaderen holdt af ham. (Han havde aldrig set sin biologiske far.) Den unge blev bedre til at fortælle andre, hvordan han havde det, når han blev drillet. Han blev inddraget i sportslige aktiviteter og andre friluftsaktiviteter som klatring. På den måde kunne både den unges familie og kammerater ikke lade være med bemærke, at den unge havde nogle kvaliteter. Nu har han fået kammerater, og han er blevet fri for det helvede, som mobningen var tidligere.
Den unge gav også selv adskillige gange udtryk for, at han var glad for vores samarbejde, og at han selv kunne mærke en personlig og faglig udvikling. I mit pædagogiske arbejde forsøger jeg nemlig at fokusere på den unges ressourcer og gøre den unge og omverden bevidst om disse ressourcer, som kan omsættes til pædagogisk handling, så ressourcerne bliver synlige.
Familiens sorg
To år senere mødte den afvisende far op i Blæksprutten med to små søskende. Jeg blev overrasket over at se faderen, og først tænkte jeg på, om vi havde gjort noget, som de kunne være utilfredse med. Der var dog en helt anden grund til faderens fremmøde. Moderen var blevet indlagt på hospitalet og var blevet konstateret alvorlig syg. Faderen og børnene ved ikke, om moderen overlever.
Lige så snart jeg har hørt om moderens sygdom, og byder jeg dem indenfor og giver faderen den nødvendige tid. Han kan tydeligt huske den måde, han afviste vores tilbud på, og begynder at undskylde sin opførelse. Jeg forsøger at få faderen til at forstå, at jeg er glad for, at de kom til os, og er på ingen måde fornærmet over faderens tidligere afvisning.
Faderen og den unge satte ord på deres følelser
Da jeg begyndte at forholde mig til moderens sygdom, brød faderen sammen og begyndte at sætte ord på sin sorg og bekymringer. I løbet af samtalen giver faderen udtryk for, at han er chokeret over sin egen reaktion fx at græde over for fremmede mennesker, altså mig.Citat fra faren: “Jeg blev opdraget til at være den stærke og holde fast på, at fx socialarbejdere ikke på nogen måde skulle blande sig i vores familieliv, men jeg er enormt glad for, at du vil tale med mig om vores sorg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for jer.”
Den unge var i skole, og bagefter skulle han besøge sin mor på hospitalet, så derfor havde vi ikke mulighed for at tale med den unge om familiens sorg før efter kl. 20. En situation som denne kræver, at man som socialarbejder er fleksibel, for den unge har brug for at tale om sin sorg, selvom det er sent om aftenen. Jeg indkaldte hele familie til møde i Blæksprutten kl 20. Faderen var afvisende over for, at de skulle tale om moderen igen, fordi vi havde talt sammen om formiddagen.
Jeg forholdt mig til den unges behov og gav faderen mulighed for enten at gå en tur eller at blive siddende. Faderen valgte at være til stede. Den unge begyndte at tale om sine følelser og om frygten for at miste sin mor, og om hvilke overvejelser den unge havde omkring sine to små søskende og stedfaren.
Citat fra den unge: “Far, det er første gang, jeg har lyst til at fortælle dig, at jeg altid var usikker på, om du holdt af mig, men i går på hospitalet, da du kom ud af den stue, hvor min mor sad, gav du mig et knus, og vi brød begge sammen, fra det øjeblik gik det op for mig, at du holder af mig. Jeg tænker også på dig, hvad vil du finde på at gøre imod dig selv, fordi du holder så meget af min mor. Det var derfor, at jeg i går bad dig om at få nøglen til lejligheden, for at jeg i spisefrikvarteret kunne komme og checke, om du var i live.”
Kl. 23.30 sad stedfaren over for den unge med lillebroderen på skødet og reagerede følelsesladet: Faderens tårer ramte lillebroderen på kinden: “Jeg holder enormt meget af dig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig, så længe jeg lever, vil jeg altid have kontakt med dig – du er min søn”Den unge: “Tak far, jeg er glad for at høre det. Først efter 10 år går det op for mig, at du holder af mig”
Faderen: “I lige måde. Jeg var usikker på dig – hvor meget ville du have med mig at gøre”.Selvom mange læsere vil kalde min reaktion over for denne dialog uprofessionel, vil jeg fortælle, at da jeg så faderens tårer ramme lillebroderens kind, begyndte mine tårer at ramme bordet.
Det ovenstående eksempel viser, at relationer mellem mennesker kan føre langt, selvom faderen i starten var afvisende. Efter min vurdering betød det, at jeg viste ægte interesse i den unge og familien og startede en dialog med dem, at vi sammen fik skabt nogle positive resultater og mistroen blev fjernet.
