Afmagt
Afmagtssitutionen opstår i den aktivitet f.eks. undervisning eller anden pædagogisk aktivitet i forbindelse med, en beslutning man skal tage på de unges vegne. I teorien er alle voksne demokratiske. Selvfølgelig skal de unge have lov til, at have indflydelse på det, der skal ske i institutionerne eller i familien. Men det er tit et problem for os voksne, at skulle omsætte det demokratiske syn til praksis. Vi kommer i konflikt med de unge, fordi vi planlægger aktiviteten eller tager en beslutning uden, at inddrage de unge i det. De unges reaktion er et tegn på, at de vil kæmpe for deres eksistentielle ret. Det overser de voksne tit. I denne afmagtssituation kan de voksne vælge to måder, at gennemføre beslutningen eller aktiviteten på.
- Den første er, at manipulere de unge til accept.
- Den anden er, at lade de unge vælge selv.
Stillet overfor den første mulighed, vælger mange unge, at sige fra. Når de unge tager den beslutning, bliver de skubbet ud af det sociale fælleskab og aktiviteten. Voksne ser de unges afstandtagende, som en befriende beslutning. Uroelementerne er ikke med i aktiviteten, de voksne får fred med resten af den unge gruppe. De er med i aktiviteten på de voksnes præmisser.
De unge, der har taget afstand fra aktiviten, føler det ikke som en befrielse. Tværtimod. De bliver skuffede over, der sætter dem uden for fælleskabet med kammeraterne. De bruger meget psykisk energi på, at overbevise kammeraterne om, at konkliften ikke har noget med dem at gøre. Tit opfatter også unge dog, at de unge, der tør sige de voksne imod, som ” ballademagere”.
Jeg har tit oplevet, at brugen af måden med at lade den unge selv vælge til og fra, er gavnlig for de unges videre udvikling De har brug for, at have indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet, når de vedrører dem selv.
De unge, som jeg har erfaringer med, har på trods af forskellige kulturelle tilhørsforhold, det inderste ønske, at blive respekterede og hørt af de voksne der omgiver dem.
Hvis voksne derfor giver sig tid og viser vilje til samarbejde, er der en meget stor mulighed for, at “nå” de såkaldte oprørske unge. Samarbejdet kræver, at vi voksne ikke ser dem som oprørske unge, men som nogle unge der har positive sider. Vi skal påpege/bevidstgøre dem om de positive sider. Det kan føre til godt samarbejde mellem de voksne og de unge.
Gennem en større indsats overfor disse unge, opnår man et bedre kendskad til dem og kan derfor være med til, at styrke deres positive sider, og samtidig bestyrke deres position i det sociale fælleskab.
Samarbejdet med unge
Kendskabet til de unge skal ikke bruges til, at styre dem. Målet må være, at vi skal samarbejde med de unge, som primært ønsker tillid fra vores side. Det kræver af os voksne, at vi reflektere over de oprørske signaler. Mine erfaringer viser, at når de unge er oprørske, så har de et eller andet, som de har brug for, at samarbejde med os om. Samarbejdet kræver gensidig tillid. Den tillid kan skabes, hvis vi omsætter reflektionerne til handlinger, som gavner de unge, fx. kontakte forældrene, hvis der er problemer i familien og derigennem hjælpe dem til at bearbejde/løse problemerne. De unge vil gennem gavnlige handlinger begynde at interesserer sig for at samarbejde.
Jeg har gang på gang oplevet, at samarbejdet med de unge, gør mit pædagiske arbejde betydnings fuldt, både for mig og de unge. Og de unge kunne se, at jeg på nogle områder, adskiller mig fra de andre voksne.
Når jeg skal arbejde med unge, som af andre er stemplet som oprørske, interesserer jeg mig selvfølgelig for de erfaringer andre voksne har gjort sig i forbindelse med disse unge, men den afgørende betydning har dog de unges lyst til, at samarbejde med mig.
Det viser sig ofte, at de fleste af de unge spiller den barske type. Når jeg kommer i dialog med disse unge viser de mig, at have mange gode sider og hvor problemfyldt deres liv egentligt er. Her vil jeg understrege, at arbejdet med de oprørske unge ikke er problemfrit. Vi voksne har selv været med til, at gøre dem til problem unge i familierne og i samfundet. Det kræver at vi er indstillede på, at arbejde med de unge og vi må have en god portion psykisk overskud. I mange tilfælde opstår konlikter eller afmagt hos de voksne, fordi de ikke har det nødvendige psykiske overskud.
Han er psykopat
En af de oplevelser jeg har haft med en af de “forbandede unge” er i denne sammenhæng interessant. Jeg fik kontakt med en ung mand, som havde problemer i skolen. Problemerne var bla. manglende fremmøde, manglende respekt for lærerene og ingen interesse for undervisningen. Lærerne ville ikke have noget med ham at gøre og havde stemplet ham som psykopat, på grund af hans opførsel overfor lærerene og de andre elever.
Jeg havde via opsøgende arbejde fået kontakt med ham og jeg havde her fået øje på nogle af hans gode sider. Han er fx. god til at hjælpe andre med engelsk og støtte de små når der bliver spillet fodbold. Arbejdet med ham skulle dog senere komme til at koste mig fysiske skader. Når jeg var sammen med de unge, var jeg hundrede procent til stede. Gennem det tætte samværsforhold, bliver de trygge og åbner op for de store smerter de bærer rundt på. Min tætte relation til den ovenfor omtalte elev, gjorde det svært for ham, at give slip på mig. Da han blev 19 år gjorde jeg den fejl at tro, at nu havde han ikke brug for mig længere.
Under et arrangement, hvor han var med som støtte for de andre unge, opstod der en situation, hvor jeg var optaget af en anden. Den 19 årige begyndte, at kaste ting på gulvet for at fange min opmærksomhed. Da jeg bad ham lade være med at gøre dette, blev han meget aggresiv og kastede en jernstang på hovedet af mig. Han råbet samtidigt: “Du kan passe person X og så passer jeg mig selv”. Efter denne handling, var det klart for mig, at han selvom han nu var blevet 19 år, stadig havde brug for voksnes (her min) opmærksomhed.
Jeg blev chokeret over hans reaktion, men tog dog ikke afstand fra ham, som nok er den almindeligste reaktion på en aggressiv behandling. Efterfølgende tog jeg en samtale med ham for at gøre ham klart, at hvis vi skulle samarbejde, måtte vi tale om det, der var sket. Jeg gjorde det klart for ham, hvad jeg var blevet udsat for. Han kom selv til mig for, at undskylde det der var sket. Her brød han sammen og udbrød: ” Du er den voksne, der har hjulpet mig mest, hvordan kunne jeg dog finde på at svigte mig?” mens han græd. I dag er han velfungerende, har sin egen lejlighed, kæreste og er i gang med en uddannelse. Når vi mødes i dag kalder han mig onkel.
Investering i fremtiden
Grund til jeg nævnte det konkrete eksempel er, at vi professionelle er hurtige til stemple unge mennesker, som det ene eller det andet. Denne stempling gavner hverken de unge eller samfundet. Hvis vi i fremtiden skal have unge med handlekompetence, livsglæde og en positiv selvopfattelse, så skylder vi de unge, at bruge de mange menneskelige kundskaber, som vi er i besiddelse af. Fx. evnen til forståelse af andres problemer og samtidig lære dem selv at gøre noget ved de problemer der opstår. Vi har brug for, at de bliver gode fremtididige samfundsborgere. Vi mennesker har den materielle opfattelse, at når det gælder investeringer, sker det mest på kapital området, vi glemmer den menneskelige investering. Jeg mener, at vores 1. prioritering vedr. investering må være på det menneskelige plan og først bagefter kommer kapital investering.
Jeg tænker selvfølgelig mest på dem, der ikke er i stand til, at fungere i det eksisterende samfunds institutioner ( skoler, uddannelses institutioner) eller i familiemæssige sammenhæng. For at kunne hjælpe disse unge kræver det viljen til, at ændre præmisserne for vores nuværende institutionelle rammer til, at de skal kunne indeholde den gruppe unge, som siger fra – er besværlige – så de kan føle sig, som en del af helheden.
De er ikke kultiverede
Jeg oplever tit, at voksne opfatter de oprørske unge, som hørende til udenfor de gængse samfundsrammer. Det manglende tilhørsforhold bør bekymre os voksne. Når vi giver os tid til at være sammen med de unge, og giver dem udviklings muligheder på deres præmisser, bliver det tit et problem for voksne, at se på dem som altmindelige kultiverede mennesker. Man ser dem som umulige unge, der hverken kan fungere i familien eller i institutionerne. Jeg har mest gode erfaringer med disse “ukultiverede unge”.
Her vil jeg nævne en anden god oplevelse med et ungt menneske. Vi tog med vores unge til Tyrkiet i en uge. De voksne vi mødte, havde hørt, at danskere var gode til spille fodbold og de spurgte os om vores unge var interesserede i at spille en kamp imod dem.
Det ville de selvfølgelig gerne. I visse situationer når det går galt kan jeg også synes, at de er nogle forbandede unger, men at opleve dem spille mod nogle voksne tyrkere gav en utrolig dejlig fornemmelse – specielt at se den måde vores unge spillede fodbold på. Den dejlige fornemmelse bunder i de voksne tyrkeres måde at spille på. Den var barsk, mens vores unges måde var meget roligere og behageligere og meget dansk. Det fik mig til, at tænke på disse unge, som kultiverede, og underlagt eller repræsenterende sande danske normer.
Hvad har de “forbandede unge” brug for?
Mine mangeårige pædagogiske erfaringer siger mig, at de unge har bruge for, at institutionerne giver dem plads. Vi skal indrage de unge i de pædagogiske processer, i planlægnings og beslutningstagende processer. De unge skal kunne mærke, at de er istand til, i socialt fælleskab, at tage beslutninger sammen med andre, på bagrund af de kulturelle normer ,værdier og livserfaringer de unge har med fra deres hjem og miljø.
Jeg mener, at det er os voksne, der ikke skaber de udviklings muligheder for de unge, som der er brug for og vi giver dem ikke den plads de har brug for. Så spørgsmålet er nok: Hvem er det der er forbandet?
