Efter at have læst artiklen i Ekstra Bladet, torsdag d. 4. januar 1996 om gadebander der ødelægger vores børn, har jeg skrevet følgende:
Jeg har siden december 1995, hørt og læst mange spalter i aviserne og set i fjernsynet borgere og myndigheds personer (politiet og etniske repræsentanter) udtale sig om bander og bandekrige blandt etniske unge.
Diskutionerne omkring de etniske unges problemer synes jeg er/har været meget snævre. De personer har udtalt sig i medierne med et meget etnocentrerisk syn, dvs. de unges problemer er blevet vurderet udfra voksne normer, værdier, moral, forventninger og deres samfunds forståelse. Jeg kan se, at diskussionerne i medierne har en negativ virkning på ungdoms problemerne, fordi diskussionerne ikke tager udgangspunkt i ungdommens virkelighed.
Det har dermed en negativ virkning på de unges udvikling og diskussioner. Inden jeg beskriver baggrunden for ungdommens problemer og diskussionernes uheldige udvikling, vil jeg præcisere, at de unge man skriver om i realiteten er fra 13 16 år. Baggrunden for problemerne og den uheldige udvikling mener jeg er familie, arbejds, kultur og uddannelses bestemt.
Udfra min professionelle erfaring gennem mit arbejde med både etnisk og dansk ungdom vil jeg påstå, at nogle af de problematiske områder jeg skriver om, også gælder for dansk ungdom. Etnisk og dansk ungdom har på mange felter fælles problemer i dag. Jeg vil forholde mig til følgende konkrete etniske problem felter.
De unge har en del problemer, som voksen i mange tilfælde er uforstående overfor at de selv har skabt for ungdommen, fx.: Mange unge har interne problemer i familien, de unge står i et dilemma mellem familiens og den danske kultur og de unge bliver ikke set og forstået af os professionelle/voksne.
Har de ikke lov til at være sig selv?
Hvorfor ungdommen foretrækker grupper.
Medierne er med til at påvirke ungdommens identitet i negativ retning og i perioder at fastholde dem i situationen…
Familiære problemer
Når der opstår problemer med unge i form af kriminalitet, vold og stofmisbrug fokuserer voksne i situationen på problemerne som enkeltstående. Vi ser ikke bredt på problemerne. Ungdommens interne familiære problemer, fx kulturelle konflikter i familien, bliver ikke taget med i de voksnes problemanalyser og løsninger.
De væsentligste problemer der er i unges konflikter med deres forældre er en manglende fællesforståelse omkring de unges etniske situationer i samfundet. Ungdommen vil løsrive sig fra familien og prøve sig selv af. De vil se hvad de kan klare og tilpasse sig i det danske samfund.
Den løsrivelsesproces kræver en positiv opbakning fra forældrenes side. Det er uetisk at påstå, at det er en generel problemstilling for etniske unge og deres familier. Ungdommen som problemmerne handler om er et mindretal iblandt de etniske grupper i samfundet. Det er tankevækkende for os voksne, hvorfor ungdommen vil tilpasse sig, klare sig selv, gøre et forsøg på at integrere sig og især hvorfor forældrene ikke bakker op omkring ungdommens forventninger til sine forældres støtte.
De unge har mærket på deres krop og sjæl, hvad det vil sige at være etnisk i det danske samfund. De har set deres forældre i mange dagligdags situationer blive set ned på af danskere og deres egne landsmænd. De er ikke kompetente overfor de problemer de unge møder i samfundet og gør forældrene usikre på deres rolle som forældre.
De ser det, i relation til deres unge, som et stort nederlag og de er skamfulde over ikke at kunne være de forældre, som de kunne have været overfor deres børn i deres hjemland. Den følelse påvirker forældrenes relation overfor de unge i kulturelle sammenstød, løsrivelsesprocessen og frigørelses situationer bliver til destruktiv adfærd overfor de unge.
Det er ikke fysisk afstraffelse af de unge, men mere psykisk afstraffelse. Forældrene er ikke nærværende og virker afvisende overfor de unge. Afstraffelsen er således med til at gøre de unge usikre overfor sine handlinger, relationerne med kammeraterne og synet på dansk kultur. Forældrenes behandling af de unge skal ikke udelukkende ses som et kultur problem. Det må ses, som en modreaktion på det, at de selv ikke føler sig betydningsfulde i det danske samfund, fx. i forbindelse med arbejdesmarkedet. De er blevet behandlet som andenrangs samfundsborger.
Dybest set stammer deres destruktive reaktioner fra følelsen af ikke at blive set og værdisat som mennesker i samfundet. Deres destruktive reaktioner burde rettes mod samfundet. Det kan de ikke, derfor går det udover de unge når de unges krav, ønsker og interesse for dansk kultur udtrykkes. De unge anses som afvisende overfor forældrenes holdninger, normer og værdier, dermed opfattes de unge som fjenden (samfundet). Den tætte sociale kontakt mellem etniske familier gør, at de har kendskab til nogle familier, der har givet frie tøjler til deres unge.
Nogle af disse unge gik det galt for, de havnede i grupper med kriminalitet, vold og stofmisbrug. Dvs. forældrenes oplevelser og erfaringer med andre etniske unges tilknytning til danske ungdomsgrupper gør dem negative overfor deres egne unges ønsker. Motivet er selvfølgeligt at beskytte deres unge, men glemmer tit at både se og høre på de unge.
De unges hovedmotiv er, at tilpasse sig ved at frigøre sig fra en del af familiens kultur for, at tilrettelægge et nyt liv, som kombiner familiens og den danske kultur i det danske samfund. Ungdommen bliver ikke set og forstået af os professionelle/voksne.
Ungdommen fra de ovennævnte familier møder på den anden side det danske samfund, primært gennem institutioner. I mange tilfælde er institutionerne overfladiske med hensyn til de unges problemer på hjemmefronten, og det mener jeg skyldes mediernes omtale af etniske grupper og ungdoms problemer, det er med til forstærke de fordomme, som vi voksne er besiddelse af.
Dette udgangs punkt gør det ikke lettere at møde de voksne . Voksne som helhed ser de unge, som personer der skal integreres i samfundet. Selvfølgelig skal de unge integreres i samfundet, men er unge parat til, at tage imod de tilbud der gives, fx. skolesystemet, pædagogikken, normerne og værdierne som samfundets institutionerne har til dem.
Dækker de tilbud de unges behov og kan de danne grundlag for den nødvendige bro mellem familien, institutionerne og samfundet. De unge skal kunne fungere i de to verdener med forskellige kulturelle problemer og det skal støtte de unges selværds- og selvtillidsdannelse.Ungdommen bliver set som politiske og pædagogiske objekter.
Dvs. ungdommen har ikke noget at skulle have sagt i spørgsmålet om institutionernes praksis. den anvendte pædagogik og andre pædagogisk aktiviteter for de unge i institutionerne. Mødet med fordomsfulde institutioner gør ikke integrationen nemmere. Tværtimod, de unge ser sig selv som en problematisk gruppe.
Den selvopfattelse er den største barriere i integrationen. De unge ser ikke sig selv som en resurcefuld person, og bliver ikke set af de voksne som betydningsfuld for andre. Negativ selvopfattelse giver usikkerhed og manglende respekt fra voksne er med til skubbe unge i en marginal situationen, hvor vi voksne rejser kritik mod deres handlinger ( kriminalitet, vold og stofmisbrug).
Må jeg ikke være mig selv?
Familien og institutionerne er i vore dage mest betydningsfulde for unges identitets dannelse og integration i samfundet. Institutionerne skal forbygge unges marginalisering og problematisering.Spørgsmålet går på de unges menneskelige-, sociale- og psykiske behov.
Anerkendelse af deres eksistensberettigelse bliver ikke opfyldt og respekteret af familien og samfundets institutioner. Hvilke muligheder har de unge så for overlevelse i familien og institutionerne.
Motivet for at gå ind i ungdomsgrupper er at være fri for kontrolørerne, såsom forældre, professionelle og andre voksne. Kontrollørerne er ikke imødekommende overfor ønsket/kravet/behovet for et selvforvaltende liv. Jeg tror ikke, at de unge bevidst vælger at være kriminelle, voldelige eller stofmisbrugere.
De vil være “normale” ligesom vi andre. Vi voksne har meget svært ved at forstå de unges reaktioner og deres sprog. Unge har samarbejdet med familien og institutionerne længe, når deres samarbejdsgrænse så er nået vælger de nye kommunikations former i forsøget på at vi endelig forstår og respekterer dem. Nogle ungdoms grupper har svært ved at genetablere en tillid til voksne så de kan samarbejde med dem omkring deres problemer.
Det lyder nogle gange håbløst, men mine personlige erfaringer fra Blæksprutten viser alligevel, at vi i samarbejde med familien og andre faggrupper kan hjælpe de unge som ryger ud i marginal situationen.
Påvirkes de unges udvikling?
Voksnes enten bevidste eller ubevidste brug af begreber som: Bander, Kriminelle, stofmisbrugere o.lg er i mange tilfælde for at fremhæve sig selv eller have andres opmærksomheden på sig selv fx mediernes. Det sker på bekostning af de ungdomsgrupper, hvis liv i forvejen er smertefulde.
Når bander får mediernes bevågenhed sender det et forvrænget signal til den gruppe af unge, der har et identitetsproblem. Det går det i nogle tilfælde tillokkende, at tilhører en sådan gruppe. Det ser på overfladen ud, som om gruppen høster respekt, blot ved at blive nævnt i medierne. Psykologiske set har de unge også brug for mediernes opmærksomhed ligesom os voksne.
Opmærksomheden gør relationen i gruppen stærkere, så længe det står på. Det er dog Ikke alle ungdomsgrupper, der ser prestige i at være i mediernes søgelys. I ekstreme tilfælde begåes kriminelle handlinger måske udelukkende for at få mediernes opmærksomhed.Jeg har gennem mit arbejde kendskab til en af de ovennævnte ungdomsgrupper.
Det var interessant for mig, at finde ud af deres formål med “banden”. Medierne omtalte dem som velorganiserede, men mit arbejde med de unge viste, at det er en gruppe unge, der blev forsømt på mange områder. Familierne og institutionerne kunne ikke give dem den opbakning og opmærksomhed de havde behov for.
De valgte istedet for sine jævnaldrende, enten etniske eller danske unge, for derigennem at kunne skaffe sig den eksistensberettigelse og respekt de havde behov for.
En tidlig indsats i forebyggelses arbejdet kunne måske have minimeret de nuværende ungdomsproblemer og dermed have gjort det lettere at bygge den nødvendige bro mellem de to verdener. Til sidst vil jeg opfordre både familierne, myndighederne og institutionerne til at handle overfor ungdomsproblemer.
