Jeg har tit oplevet, at en del socialarbejdere har bekymringer vedr. indvandrer børn og unges manglende respekt overfor socialarbejdere. Forældres opsøgende arbejde i fritiden foruroliger dem.
Hvorfor skulle de unge have mere respekt overfor deres egne landsmænd end overfor danske socialarbejdere?
Skal man bruge mere tid på at få forældrene til, at fortælle de unge hvordan man opfører sig i Danmark?
Indvandrer børn og unges socialisation var/er en kastebold mellem familier, majoritetsamfund og socialarbejdere. Som etnisk gruppe i majoritetssamfundet, har børn og unge generations- og kulturelle konflikter indbyrdes i familierne. Man har fra institutiones aktørers side forsøgt at lægge skylden for problemerne på børn og unge.
Har indvandrer familier samme forståelse af frivilligt arbejde som danske socialarbejdere?
En del socialarbejdere ser med bekymring på, at indvandrer forældre tager initiativ til, at forsøge at skabe ro og orden de steder, hvor deres børn og unge befinder sig. Socialarbejdernes bekymring bunder i et etnocentrerisk syn. Det gør dem bekymret, de ser fædrernes initiativ, som konkurrence til deres arbejde og hæmmer deres opsøgende arbejde. De er bekymret for, at de unge vil flygte fra de steder deres forældre opsøger.
Det bliver sværere for socialarbejderne, at organisere de unge i klubber og foreninger. Bekymringen kan ikke forsvares, hverken pædagogisk eller psykologisk. I deres bekymring overser de indvandrer familiers virkelighed i majoritetssamfundet.
Et konkret eksempel fra sidste sommer, hvor nogle indvandrer unge kom i problemer på Bellevue strand i Århus. Nogle kommunale politikkere, kom med umenneskelige og upædagogiske løsninger i forhold til denne gruppes destruktive adfærd. Et forslag var, at orientere de unges familier om, at hvis de ikke passede på deres unge, ville de udvise dem fra landet.
Den politiske mindretals gruppes ønske blev ikke opfyldt. Polititet var også aktivt opsøgende overfor den gruppe af unge. I mange tilfælde checkede politiet de unges tøj og sko, de forlangte at se kvittering for deres ting. Det var den hjælp der ar at få fra majoritetssamfundet side.
Hvilken betydning har de initiativer for familierne og ungernes situation i familierne, i socialnetværk og majoritets samfund?
Psykologisk set kom familierne og de unge i en krisetilstand efter al den presseomtale. Nogle danske socialarbejdere har ikke et tilstrækkeligt fagligt og kulturelt kendskab for, at forstå familiernes situation. På grund af det vil man ikke synes, at forældrenes initiativ er ikke en god ide. Socialarbejderne kunne umiddelbart ikke løse de unges destruktive adfærd i deres pædagogiske arbejde. Det tror jeg er grunden til, at forældrene tog dette initiativ.
Familiernes initiativ havde en forebyggende effekt og en betydning for overlevelsen i deres sociale netværk, såvel som i majoritetssamfundet, hvor det har en betydning for familiernes og de unges sociale liv i kerne familien, indvandrer familierne i nærmiljøet. Den gruppe unge repræsenterede en nationalitet, men med mediernes omtale og den tætte interne kontakt imellem indvandrer familier, vidste familierne i Århus, København og Odense, lyn hurtig hvilke unge og hvilken nationalitet det drejede sig om. Denne omtale var ikke alene en æreskrænkelse for de unge og deres familier, det var også en krænkelse i de situationer, hvor andre nationaliteter talte om deres nationalitet.
Hvilke familier og nationaliteter ønsker, at blive udsat for denne æres krænkelse? Jeg tror ikke, at nogle familier har interesse i negativ omtale og psykiske kriser. Som socialarbejder har jeg fuld respekt for forældrenes initiativ.
Den kulturelle betydning af begrebet frivilligt arbejde
Forældrenes initiativ blev, af socialarbejderne, betragtet som frivilligt arbejde og det har mange familier svært ved at forstå. I de fleste indvandrer grupper eksisterer begrebet ikke i forhold til børn og unges pasning. Begrebets anvendelse overfor forældre vil fremkalde irritation fra forældrenes side overfor socialarbejde. Familier vil opfatte det som en nedvurdering af forældrenes ansvar overfor deres børn og unge. De vil vise overfor sig selv og ungerne, at de er en familie, der kun blander sig i hvad er deres unger foretager sig, af hensyn til pligtopfyldelsen overfor familie, nabo og det øvrige samfund. Indvandrer forældres svar til frivilligt arbejde vil være: “Det er min unge og det er mit ansvar!”
Jeg mener, at socialarbejderne begår en stor fejl, hvis de tror, at de kun kan integrere de unge via institutioner. Jeg mener, at forældrenes ansvar overfor de unge er den primære faktor i de unges integration i samfundet . Det er muligt at nogle familier har svært ved, at tage ansvaret for deres børn og unge, men i disse familiers tilfælde må socialarbejderne, i deres pædagogisk arbejde, forsøge give ansvaret til familierne.
Har socialarbejderne opbygget den nødvendige relation til ungdommen?
Manglende respekt fra unge, overfor socialarbejdere er en af problematikkerne, som jeg oplever i vores pædagosiske arbejde. Jeg har mange gange undret mig over, at mange socialarbejdere rejser den problematik. Det er pædagogisk dårlig tankegang, at tro at det er ungdommen der er problemet. Vi må ud fra en dialektisk synsvinkel prøve, at finde ud af, hvorfor de ikke har respekt overfor danske socialarbejdere.
Respekt er et produkt af en relation mellem socialarbejderne og de unge. Jeg ser de unges respektløshed, som et pædagogisk problem. Socialarbejderne er ikke istand til at opbygge den nødvendige relation med ungdommen, initiativtagerne til den nødvendige relation må være socialarbejderne. I det daglige arbejde med danske og indvandrer unge, tror en del socialarbejdere, at man kan bygge en relation op via de tilbud vi har i de formelle institutioner.
I relations opbygningen har de unge ikke brug for tilbud. De har brug for socialarbejdere, der er istand til at vise deres personlighed overfor ungdommen i stedet for, at skjule sig bag tilbud. Denne skjulte holdning forstærker fordommene hos de unge om, at vi ikke er interessante personer. Hvis de får det indtryk vil de naturligvis have en meget negativ holdning overfor danske socialarbejdere. I de fleste tilfælde vil deres negative holdning udløse voldsomme konfrontationer mellem parterne.
Konfrontationerne er de unge i mange tilfælde selv med til at starte. Det sker på et ubevist plan for, at se hvor meget socialarbejderne holder af dem. Hvis socialarbejderne i konfrontation ikke er socialarbejdere, dvs. bruger de unges kulturelle normer og nationalitet som bebrejdelse, så vil de unge endnu en gang få bekræftet, at de er uønskede af socialarbejderne.
Respekten kan skabes hvis socialarbejderne har et positivt syn på nutidens børn og unge, så vil det være betydeligt nemmere for socialarbejderne, at komme i dialog med de unge og socialarbejderne kunne se hvilket ansigt de unge har bagved den respektløse facade. Jeg oplever tit i mit daglige arbejde med de unge, som alle andre oplever er respektløse, at efter en god relation har de unge det ægte menneskelige ansigt, som letter mit daglige arbejde.
Respektløsheden er en eksamen for mange af os socialarbejdere, hvis vi skal bestå, er vi nødt til at være på forkant med udviklingen af samfundets kulturelle og indvandrer spørgsmål og have velfunderede teoretiske og praktiske erfaringer. Via de teoretiske og pratiske erfaringer kan socialarbejderne gøre det lettere for de unge, der har det svært med at administrere den mindre frihed i hjemmet og den større personlige frihed i institutionerne. Den størrefrihed bliver tit misforstået af en del unge, som tror, at de kan overskride alle grænserne i institutioner.
Det er socialarbejdernes såvel som familiernes opgave, at bevidstgøre de unge om at frihed skal være under ansvar. Hvis socialarbejderene er bange for at sætte grænser, mister de unge totalt respekten for de personer de står overfor. Det kan være svært, at sætte grænser, men det er en investering på længere sigt, både for den voksne og de unge.
Fordomsfulde forestillinger om indvandrerfamiliers opdragelse af deres børn og unge
Mine personlige oplevelser bliver tit bekræftet af socialarbejdere. De er bekymrede for, at indvandrer familier ikke forklare deres unge, hvordan de skal opføre sig i majoritetssamfundet og om respekten overfor majoritetssamfundets borgere.De fordomme som socialarbejderne har overfor indvandrer familier har ikke noget med deres personlighed at gøre. For mig at se er det et klart tegn på, at socialarbejderne mangler de nødvendige faglige forudsætninger og pædagogiske metoder for, at arbejde med unge indvandrer.
Indvandrer familier lægger i opdragelsen af deres børn stor vægt på, at deres børn og unge skal respektere andre mennesker uanset om det er danskere eller andre nationaliteter. De sætte ikke nogle grænser for hvilke nationaliteter deres børn skal respektere. Via deres indvandrer gruppes tilhørsforhold, ved de også, at de på mange områder skal tilpasse sig i majoritens normer. (Der er undtagelser). Via denne tilpasning ved de, at det er nemmere at blive accepteret af majoritetssamfundet.
En del indvandrer familier går, for at indordne sig i majoritetssamfundet, over grænsen, dvs. de overser respekten for deres egen personlighed og værdien i deres egne kulturelle normer. Der er to forklaringer på den nedvurdering af deres egen kultur, den ene er, at forældre og unge oplever, via deres relationer til majoriteten, at deres kultur ikke har den samme værdi som andres ( dansk). Den anden er socialarbejdernes afmagts følelse gør, at man manipulere familierne til, at opdrage deres børn på majoritens præmisser.
Socialarbejdernes afmagt handler om den daglige kontakt med ungdomen. I deres daglige kontakt opstår der konflikter af psykologisk og kulturel karakter, som for en del socialarbejdere er svær at klare i situationen. Når man ikke kan klare konflikter, forsøger man at bruge manipulation som en pædagogisk metode overfor forældre for, at forklare at deres unge skal have respekt overfor andre, i denne her sammenhæng socialarbejdere. Den måde at løse konflikter på, mellem socialarbejdere og de unge indvandrer fører, efter min mening, ikke til nogle konstruktive pædagogiske handlinger. Forældrene skal ikke være vores ( socialarbejderenes) støttepædagoger.
Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke samarbejder, selvfølgelig skal vi samarbejde med forældrene. Vi skal have de nødige relationer til de unge for, at vi kunne forklare at vi har respekt for deres kultur og deres personlighed. Mine personlige arbejdserfaringer med unge viser, at de har brug for at voksne ser dem som respektable personer. Hvis man ikke viser den respekt for deres personlighed, tror jeg personligt ikke på, at man kan hjælpe de unge mennesker i vores institutioner.
Jeg mener, at det kræver meget af socialarbejderne, at arbejde med indvandrer unge. De følgende punkter er vigtige, at have i sit pædagogiske arbejde for, at integrere unge i samfundet.
Subjekt – subjekt forhold
Jeg mener, at dialogen og accepten mellem aktørene og de unge indvandrere er vigtig for begge parter. For at opnå dette, er det vigtigt at have et subjekt – subjekt forhold.
Via denne forhold ser de unge sig selv som medaktører i de processer som foregår i institutioner. Denne rolle er med til at gøre de unge ansvarlige overfor sine handlinger og acceptere samarbejdet med aktørene.
De unge betragter således ikke aktørene som modstandere af deres primære kultur. Der opstår så et forhold mellem begge parterne som er vejen til åbenhed.
Denne åbenhed skal bruges i det pædagogiske arbejde for, at udvikle de unge til at forholde sig kritisk til sin egen og majoritets kulturen.
Ægte dialog mellem danske og indvandrer unge
Nøgleordet i ægte dialog er ydmyghed. Den manglende integration af de forskelige kulturer i samfundet skyldes modviljen til ydmyghed, især majoritets samfundets. Integrationen skal ske via ægte dialog, for at de unge kan se, at hinandens sociokultur ikke er problemskabende. Jeg mener, at det er vigtigt, at aktørerne kommer bort fra, at problemer med indvandrer unge i institutionerne skyldes deres sociokulturelle baggrund.
Det er på tide, at kulturene kender til hinandens stærke og svage sider, og via dette udvikler en pædagogisk strategi til, at gøre de unge interesseret i et samfund baseret på flere kulturer.
Jeg mener ikke, at dialogen i institutionerne er ægte, fordi både klubberne og samfundet forlanger, at de indvandrer unge ensidigt skal være ydmyge, det forsinker integrationen af de unge. Efter min mening er dialogen brudt sammen mellem indvandrer grupper og danskerne. Der er en overfladisk dialog, men det fører ikke til integration.
Meningsfulde relationer mellem danske aktører og indvandrerunge
I institutionernes pædagogiske arbejde er menings fulde relationer en af de faktorer, som letter integrationen i institutionerne og i samfundet. Det kræver, at indvandrer, danske unge og især aktørerne i nstitutionerne har mulighed for, at lære hinandens hverdags liv, deres forudsætninger, problemer, viden, kunnen, sprog, fordomme, opdragelse, værdier, normer o.s.v. at kende. Selv om de indvandrer unge bruger majoritetens institutioner og har boet her i landet i mange år, er de danske unges og aktørenes kendskab til disse elementer mangelfuld.
For at de unge kan blive rustet til et voksent liv igennem institutionerne og følge samfundets udvikling hvad angår kulturelle, sociale og arbejdesmarkeds krav, kræver det at aktørerne forholder sig til sit manglende kendskab.
Menings fulde relationer kræver naturligvis også, at de indvandrer grupper tager del i ansvaret for deres individuelle liv og gruppeansvar.
