Indvandrerbørn har ret til at tale deres eget sprog

Bragt i Børn & Unge (13/08/1992)

Se også foredrag om inklusion af tosprogede børn og unge i institutioner.

I forbindelse med Marianne Flerons beskrivelse af en episode. som en af hendes veninder, en bedstemor oplevede sit barnebarn på tur med børnehaven udtrykker Marianne Fleron et ønske om at spørgsmålet går videre.

Når jeg læser om episoden, kan Jeg ikke lade være med at komme med en kommentar. Jeg har, som tosproget pædagog, oplevet lignende episoder gennemmine kontakter til forskellige institutioner. Det undrer os indvandrer, hvorfor vores børn kun må snakke dansk i institutionerne og ikke må tale deres eget sprog?

Det er institutionernes personales “pædagogernes” politik, der sætter rammerne om at de kun må tale dansk. Institutionernes politik over for indvandrerbørnene adskiller sig ikke fra den generelle “indvandrerpolitik” i samfundet, dermed mener jeg, den øvrige del af det danske samfunds holdning om, at indvandrere skal lære dansk. Den Tyrkiske bedstemors oplevelser bekræfter, at institutionerne fører den politik ud i livet, i deres regi.

Det undrer mig som pædagog at man fører den politik ud i livet. Det må skyldes visse faktorer, at man udfører denne politik (holdning). F. eks:

  • Manglende viden om indvandrer børnenes kulturelle baggrund.
  • Manglende holdninger / holdningsløshed overfor indvandrere.
  • At man går ind for assimilering af indvandrerbørn i det danske samfund.
  • Bevidst eller ubevidst pacificering af indvandrerbørn til et senere voksenliv.

Jeg vil kort beskrive hvad jeg mener med disse faktorer, set udfra samfundets syn.

Den første faktor skyldes, at man som pædagog, gennem sin uddannelse, ikke har mulighed for at lære om indvandrernes kultur. Dvs., en Manglende multikulturel undervisning, i den pædagogiske uddannelse. Fra det danske samfunds side er der ikke blevet taget højde for nødvendigheden af multikulturel undervisning. Det danske samfund er ikke et homogent samfund, d.v.s. at der er flere kulturel samfundet. Derfor mener jeg at uddannelserne må tilrettelægges ud fra et flerkulturelt samfund.

Den anden faktor hænger sammen med den første. Gennem viden danner man sig sin holdninger. Men man kan ikke se bort fra at man gennem det pædagogiske studium, tilegner sig pædagogisk og psykologiske viden og at den viden også – anvendes i forhold til indvandre børnenes udvikling.

Den tredje faktor er uforståelige for mig. At man som pædagog kan gå ind for assimilering af børn i samfundet. Grund til at jeg skriver at det er uforståeligt, er fordi vi som pædagoger skal være med til at integrerer børn og være med til at udvikle børnene til kritiske individer og styrke deres personlighed, for at gøre dem selv hjulpne i deres senere voksenliv.

Sidste faktor vil være kern punktet i denne kronik. Jeg vil relaterer dette punkt til “Du må kun snakke Dansk i børnehaven” – holdningen.
Nå man som pædagog gå ind for at indføre forbud mod at snakke sit eget modersmål, er det i overensstemmelse med det demokratiske samfunds styring, men jeg vil stille spørgsmål til de institutioner der forbyder børnenes modersmål.

 Hvad er så børns rettigheder?

Børns rettigheder er naturligvis b. la. at tale deres modersmål. Hvis man forbyder det, så krænker man børnenes rettigheder.
Så overser man som pædagog, den pædagogiske I psykologiske viden og jeg har svært ved at gennemskue om det et bevidst eller ubevidst, man har den holdning blandt pædagoger.

Lad mig vend tilbage til det punkt jeg kaldte passivisering af børn til voksenlivet. Blandt pædagoger findes den opfattelse, at hvis indvandrerbørn lærer at tale dansk allerede fra børnehavestadiet, så bliver det nemmere for børnene at interegrerer og fungere i det danske samfund. Tværtimod bliver børnene til en slags “halv sprog individer”, der hverken kan klare sig i det danske samfund eller i deres egne kultur.

Jeg har en modsat holdning til forbudet mod modersmål i børnehaverne. Selvfølgelig skal indvandrerbørn integreres i det danske samfund, men integrationen er en smertefuld proces for os indvandrere og det bliver ekstra smertefuldt for vores børn, med krav i nogle institutioner om kun at tale dansk i børnehaverne. Sproget sætter sine tydelige spor i integrationsprocessen. Men jeg vil gerne i denne kronik, understrege at når man udfører regelen om at indvandrerbørn kun må tale dansk i institutionerne, så skade man barnets sproglige og personlige udvikling og gøre integrationsprocessen svær for barnet.

Jeg mener at det er vigtigt, vi som pædagoger, gøre os bevidste om at indvandrerbørn skal have mulighed for at udvikle og tale deres eget sprog. Med den holdning viser man barnet og dets familie at man har respekt for deres sproge og kultur. På den måde får indvandrerne tryghed og tillid i forholdet til institutionerne. Denne pædagogiske holdning gør det nemmer for individet at blive integreret i det danske samfund.

Som nævnt før er det vigtigt for integrationen, at indvandrere for lære der danske sproge, men grundlæggende er at BARNET SKAL FØRST LÆRE SIT EGET MODERSMÅL, og senere dansk. Barnet skal have lov til at lære sit modersmål, som er med til at udvikle barnets personlighed og i en senere aldre, er med til at undgå identitetsforvirring, sådan at barnet kan fungere mellem primær og sekundære socialiseringer.

I forbindelse med sprogudviklingen kunne man lave en praktiske analyse, der kunne fortælle os pædagoger, om modersmåletsbetydning for den danske sprogudvikling. D.v.s. tage to børn på samme alder og stille spørgsmålet:

Fortæl hvor mange dyr kender?

Danske børn kan forsætte indtil man sige stop, men indvandrerbørnene kan kun nævne et begrænset antal dyr (i forhold til danske børn). Sådan en analyse viser, at selvom pædagogerne tror at indvandrerbørn tale flydende dansk, viser analysen at grunden til at børnene ikke kan nævne flere dyr er, at børnene ikke kender flere dyr på modersmål. Børnene kan kun nævne de dyr det kender på modersmål. Denne analyse viser at modersmålet er vigtigt for at barnet kan udvikle det danske sprog. Erfaringerne viser også at hvis barn lærer sit modersmål, er det nemmere for barnet at tilegne sig det danske sprog.

For at børnene kan udvikle deres modersmål og dermed deres personlighed skal:

Pædagogerne have viden om børnenes kulturelle baggrund.
Institutionerne må stille krav til kommuner/amter om at de har tosprogede pædagoger i institutionerne, for at styrke børnenes modersmål.
Institutioner, kommuner og vores faglige organisation må sørge for at orientere pædagogerne om udviklingen på området og især gennem efteruddannelsesvirksomheden, uddanne pædagoger som kan arbejde med indvandrerbørn.
Institutionernes ledelse kunne sørge for arrangementer i institutionernes regi, for sin medarbejder, der eksempelvis kunne handle om indvandrerbørnenes opdragelse, kultur og opvækst.
(forkortet af red.)

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar