Indvandrerrepræsentanten AHMET DEMIR svarer på spørgsmål fra I.B.A., som havde et indlæg avisen fornylig.
Kære L.B.A.:
Jeg vil forsøge at svare på de spørgsmål, som du stillede til mig Inden jeg kommenterer, vil jeg sige lidt om din søster og svogers bolig-problematik.
Jeg kan godt forstå din bekymring på dine egne vegne. Men jeg går ud fra, at alle mennesker ville have det ligeså dårligt, hvis de var i den situation: Moderen og babyen på kvindehjem og manden et andet sted. Det er selvfølgelig ikke noget at bygge et familie-forhold på, og vi familier er i forvejen under et livspres med arbejde og økonomi. På grund at disse livsforhold ser man ikke så meget til hinanden i familierne. Og hvis de pludselig skal bo hver for sig, er det selv følgelig meget værre, især for den baby, som vokser op uden tæthed, varme og kær lighed fra både far og mor.
Jeg er personligt bekymret for disse familiers situation, men det har vel ikke noget at gøre med, om de er indvandrere eller danskere. Det gælder for ALLE, og din egen boligsituation er selvfølgelig ikke holdbar, når du bor i en kælder, hvor alle kan kigge ind.
Denne udholdbare situation tror jeg ikke du vil tilskrive, at der er for mange indvandrere i Danmark. Din boligsituation, som du har levet med, lever mange indvandrere under. Mange indvandrere, som jeg kender, lever under samme boligforhold.
Man tager fejl, hvis man tror at myndigheder eller boligselskaber særbehandler indvandrere.
Indvandrere skal vente på deres tur ligesom danskerne.
Jeg er bekendt med de for hold, da jeg har været medlem af afd. bestyrelsen i Avedøre Stationsby.
Nu vil jeg svare på de spørgsmål du stillede mig omkring dit barnebarns oplevelse af indvandrerbørn på 8-12 år.
Kære I. B. A.: Som indvandrer og gennem mit daglige arbejde med børn og unge tror jeg på, at det du fortæller er rigtigt.
Hvad er min baggrund for at sige sådant noget? Efter min vurdering mærker de børn på deres forældre, at samfundet ikke vil gøre dem til noget særligt. Det vil sige at forældrene på grund af mange ting ikke hører til samfundet, og børnene kan selv følgelig mærke forældrenes nederlag. Derfor har de børn en form for angst, og selvom I pænt har bedt dem om at fjerne deres cykler fra vejen, så vil de opfatte jer som modstandere eller racister.
Den angst, som jeg har nævnt, er ikke noget der behøver vare evigt. Gennem vores arbejde har vi hjulpet mange indvandrerbørn til at have et positivt syn overfor medmenneskene istedet for negativ og aggressiv adfærd.
I almindelighed kan børn den alder ofte finde på at bruge udtryk som “hold kæft kælling”, “jeg slår dig ihjel”. Som jeg nævnte tidligere i min artikel kan det også for tolkes derhen, at den alders gruppe vil vise omverdenen, ar den er stærk og sej.
