Hvis alle bare var som mig – så gik det nok til sidst

Alis Danmarkshistorie slås på den ene side op som en skæbnefortælling; på den anden side har bogen til hensigt at debattere den fejlslåede integration i Danmark. Som skæbnefortælling er den mange steder ikke autentisk nok

Af Ahmet Demir & Hans Elbeshausen

Ali Aminali: Alis Danmarkshistorie – En skæbnefortælling og debatbog om vellykket integration. 216 sider. 249,95 kr. Gads Forlag.

På vej mod Ålsgårde, en lille landsby nord for København, kan man næsten ikke undgå at lægge mærke til Bellevue Teatret på Strandvejen. Teatret er tegnet af Arne Jacobsen, og med dets klare former er den hvide bygning et godt eksempel på fremsynet dansk arkitektur. Som i så mange år før opfører Bellevue Teatret også i år Folk og Røvere i Kardemomme By. Denne børnebogs forfatter er godt nok ikke dansk, men danskerne har taget historien om Kardemomme By med dens rare indbyggere til sig – som så mange andre udefrakommende ting.

Ali´s Danmark

Ali´s Danmark

Vi kan næppe forestille os, at Folk og Røvere i Kardemomme By har kunnet gå Ali Aminalis opmærksomhed forbi. Måske har han lyttet til CD-en med de mange sange eller ligefrem læst bogen derhjemme i Ålsgårde, som er det sted, hvor forfatteren af Alis Danmarkshistorie er opvokset og hvor naboerne gennem halvfemserne har taget sig velmenende og resolut af familiens inklusion i det danske samfund. Vi er næsten sikre på, at han må have set én af de mange opsætninger på Bellevue Teatret – ikke kun fordi Bellevue Teatret ligger tæt ved Ålsgårde. Script og persontegning i Alis Danmarkshistorie, der beretter om den vellykkede integration af hans iranske familie, har nemlig meget tilfælles med Thorbjørn Egners Folk og Røvere i Kardemomme By. Helt sikre er vi dog ikke; i forfatterens opvækst spiller folkelig køkkenkunst og fodbold en større rolle end litteratur, teater, museer eller arkitektur. Ikke et ondt ord om det.

Hvem husker ikke den skrappe tante Sofie, den talende kamel, de tre røvere Kasper, Jesper og Jonatan samt deres løve, den rare politimester Bastian eller den gamle Tobias. Og hvem kan ikke se de tydelige spor af vellykket integration, når de tre røvere, der i starten bor lidt uden for Kardemomme By til sidst redder den gamle Tobias’ stakkels hund og hans kære papegøje ud af det brændende tårn? Folk og Røvere i Kardemomme By rummer med andre ord drømmen om hjælp, inklusion og om et samfund uden konflikter.

Her i Kardemomme er der vældig godt at bo. Alle har det dejligt, for her ta’r vi den med ro. Skomar’m laver dansesko, og bager’n bager brød, og aftensolen maler byen rød.

Det må have været drømmen om det konfliktløse samfund, som Ali Aminali var optaget af, da han satte sig ned og skrev sin Danmarkshistorie fra et indvandrerperspektiv. For ham er det nemlig vældig godt at bo i Danmark – sammenlignet med det barske liv, han og hans forældre flygtede fra i begyndelsen af firserne.

Imidlertid forholder det sig sådan, at forfatteren er tvunget til at skrive mest om sig selv, især når det gælder integrationen. Gennem bogens fortællinger bliver han sit eget forbillede; han vokser mere og mere ind i rollen som den, der kender opskriften på den perfekte integration. Integration er hans skæbne og hans kald. Mange af dem, som Ali Aminali – både som politiker for det Konservative Folkeparti, som socialrådgiver og som menneske – møder, har det dog ikke lige som ham selv. Og modsat Kasper, Jesper og Jonatan, der til slut faktisk bliver en del af byens fællesskab, ønsker menneskene i Alis Danmarkshistorie at forblive på en ensom slette uden for byen. Fortællingens forfatter mistænker dem for, at de nægter at flytte sig – enten fordi det er bekvemt at indrette sig på kanten af samfundet eller fordi deres udsathed pirker til samfundets dårlige samvittighed og til vores gavmildhed. I hvert fald stritter de imod at lade sig integrere.

Det er vel overflødigt at fremhæve, at forfatteren skriver mest om og ihærdigt slås med ikke-vestlige minoritetsgrupper, med velmenende folk som besøgsvennerne fra Dansk Flygtningehjælp eller den skoleledelse, der foreslår Ali fritaget fra kristendomsundervisning, samt hele venstrefløjen plus den kulturradikale elite. Ifølge Alis Danmarkshistorie er den selvvalgte isolation og den velmenende empati med til at skabe – store og små, sociale og kulturbetingede – konflikter.

Når man som Ali Aminali føler sig omringet af modvilje og slaphed, så bliver ens store helt nemt den skrappe tante Sofie, der på sin resolutte facon og med en strikt kurs retter op på disse skævheder. Lyt til tante Sofies vise, der strutter af vred energi og selvoptagethed.

Uhadada hvor er jeg gal, jeg er så vred og sur. For her i Kardemomme er der ingenting der dur. Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen andre er som jeg, og det er meget trist. Avv!

Som socialrådgiver kæmper Ali Aminali en ihærdig kamp. Etniske minoriteters modvilje mod at lade sig integrere skal nedbrydes med stress og sanktioner. Også i hverdagen viser Ali beslutsomhed og standhaftighed, for eksempel når han tager afstand fra de religiøse værdier, som hans bedstemor står for. Ligeledes får de, der ikke udviser respekt nok for flertallet og dets fester, et par formanende ord med på vejen. Eller han slår op med Nadia, en nydansk pige, som Ali faktisk er blevet glad for. Da hun bebrejdende spørger, om han som muslim spiser svinekød, så skal relationen afbrydes. At Danmark kom af med den generelle slaphed i integrationspolitikken kan man ifølge Alis Danmarkshistorie ikke takke Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard nok for. Nu skal alle rette ind mod fællesskabet.

Det er heller ikke forunderligt, at tante Sofie og hendes foragt for politimester Bastian må have gjort stort indtryk på forfatteren. En god betjent skal være streng og bruge magt og lov og sætte folk i fængsel hvis de går og laver sjov. Men streng er politimesteren slet ikke. Han interesserer mest for om folk har det godt. Ali Aminalis forelskelse i forestillingen om den perfekte integration lader sig heller ikke forlige sig med den folkelige længsel, som Thorbjørn Egner giver udtryk for i politimesterens Kardemommelov:

Jeg har lavet en Kardemommelov som gælder hvor man går, og i Kardemomme-lomme-loven står: Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil.

Ifølge kardemommeloven består et fællesskab af den mangfoldighed af værdier og holdninger, væremåder og tanker, som den enkelte bidrager til og som fællesskabet bliver rigere af. Ifølge Alis Danmarkshistorie vil ethvert hensyn til forskellighed være ensbetydende med at opgive fælles danske værdier. Forestillingen om, at for meget fred og fordragelighed i integrationssammenhæng er en tanke, som foruroliger forfatteren. Ikke at plage andre – det er for slapt; folk skal rette ind efter fællesskabets værdier og opgive retten til at skille sig ud.

På bogens side 127 får vi Ali Aminalis grundsyn på kultur, samfund og fællesskab at se. Forfatteren er på det tidspunkt i gang med at læse til socialrådgiver i Århus; han stritter kraftigt imod det, som han oplever som metodisk og konceptuel ensretning i uddannelsen. Over for sine medstuderende gør han sig til talsmand for større metodisk mangfoldighed. Til gengæld han har svært ved at acceptere den samme tanke, når det gælder andre kulturer og især kulturer med ikke-vestlige rødder. Andre kulturers ret til at være tilstede i Danmark gælder kun så længe, de er villige til at opgive kulturens særkende.

En tyrkisk kvinde på mit hold så på mig og sagde: ”Ali, vi har også vores kultur, som skal accepteres” – underforstået, at vi som dansk samfund skulle nærme os hendes tyrkiske kultur. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Fremmede kulturer ses som trussel mod det danske i fællesskabet; forfatterens opskrift på den perfekte integration lyder således: a) Beskyt fællesskabet mod det fremmede! b) Bekæmp det fremmede i dig selv! Er det mangfoldighed i fællesskabet som i kardemomme-loven eller er det fællesskabet minus mangfoldighed som i Alis Danmarkshistorie? Integration som proces og politik praktiseres helt anderledes alt efter hvilken vej man slår ind på.

Om vi kan anbefale Alis Danmarkshistorie? – ubetinget ja og især til læsning i de stunder, hvor resten af familien er i teatret for at se Folk og Røvere i Kardemomme By. Som læser har man nemlig brug for fordybelse for at kunne afgøre, om forfatteren har sat sig mellem to stole. Alis Danmarkshistorie slås på den ene side op som en skæbnefortælling; på den anden side har bogen til hensigt at debattere den fejlslåede integration i Danmark. Som skæbnefortælling er den mange steder ikke autentisk nok – hvilket muligvis skyldes det faktum, at vi har at gøre med en koproduktion mellem forfatteren og journalisten Kristoffer Flakstad. Ofte virker det sådan, at Ali Aminali ikke fortæller sig selv, men beretter om en anden, der tilfældigvis har samme navn, er opvokset samme sted, har taget samme uddannelse eller deler de samme politiske holdninger.

Som oplæg til debat har bogen ikke kant nok. Kontroversielle positioner i integrationsdebatten udfoldes ikke yderligere; der gengives stort set kun blå bloks integrationstiltag med enkelte hug til højre og mange til venstre. Det bringer ikke debatten videre, når læseren allerede kender til kontroverserne. Og det lykkedes ikke Ali Aminali helt at forlige sine skæbnefortællinger med ønsket om at debattere. Historierne om Alis opvækst, skoleliv og forelskelser, om værdikonflikter i familien eller dilemmaer i forbindelse med hans arbejde som socialrådgiver fremstår ikke i deres egen ret. De bruges mestendels som eksempler på en bestemt udlægning af integrationspolitikken – hvilket er synd for den livshistorie, som forfatteren faktisk kunne have fortalt.

Om Alis Danmarkshistorie er mere oplysende og underholdende end Folk og røvere i Kardemomme By kommer an på en prøve. Derfor: læs bøgerne og vurder selv.

 

 

 

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar