Relationsarbejde i pædagogisk arbejde betaler sig på sigt.

Jeg har lyst til at dele en oplevelse om at miste en ven og om relationsarbejdes betydning i forhold til udsatte, groft sagt ”umulige” unge.

 

Når vi mister nær familie og venner, kommer vi ofte til at mærke, at livet ikke er for evigt. I sidste uge var jeg til en nær vens begravelse, og i kirken sad jeg på første række lige ud for kisten.

Hele stemningen bragte mig i kontakt med utroligt mange følelser, bl.a. mit eget tab og fælles oplevelser med min ven, som var en ildsjæl, der hele sit liv kæmpede for de svageste. Stemningen passede efter min mening til min vens menneskesyn, og familiens måde at reagere på deres tab gik lige i hjertet.

Min vens ånd viste sig tydeligt ved begravelsen, hvor børn, unge, voksne og gamle fra alle kulturer stod sammen i respekt for vores ven. Bl.a. deltog en ung mand, der fik mig til at tro på værdien af, at min ven kæmpede for de svage grupper. Da denne unge mand var 12-16 år, var han uønsket af mange voksne, men under ceremonien var han i kontakt med sin sorg. Han viste mig, at kampen for svage grupper kan betale sig.

Unge mennesker ikke er helt umulige

Både min afdøde ven og mange andre ildsjæl har kæmpet for at give disse børn og unge et værdigt liv. Når et ungt menneske føler sig uønsket af de voksne, kæmper mange for at få den unge ind i fællesskabet. Det gjorde min afdøde ven, og derfor kunne den unge mand ved begravelsen sige: ”Han var en rigtig god mand, han har hjulpet mig og mange andre unge i lokalområdet. Da jeg hørte om hans død, ville jeg med til begravelsen for at sige et sidste farvel.”

Husk, at unge mennesker ikke er helt umulige!

Børn og unge er ikke født umulige. Deres opvækst og sekundære socialisering i skole og på uddannelser kan skabe unge, hvis handlinger frastøder os voksne.

Den triste stemning, den unge mands deltagelse og min egen oplevelse med en anden ung samme dag bekræftede mig i, at vi skal tro på og kæmpe de såkaldt ”umulige unge”, som har brug for støtte fra os voksne.

 

”Hej Ahmet”, siger en ung og løber efter mig i en pædagogisk institution

Denne unge kvinde arbejdede med,  jeg for nogle år siden, hvor hun i begyndelsen afviste mig med sætninger som ”fuck af med dig, skrid til helvede”.

Fuck af med dig, skrid til helvede

Lige efter begravelsen var jeg i stemning til at reflektere dybt over livet, men skulle hente mit barnebarn. På vej ud af institutionen hørte jeg en, der løb efter mig og sagde: ”Hej Ahmet, hej onkel.” Jeg vendte mig om og så en ung pige, der udstrålede stolthed og livsglæde, mens hun med et stort smil kastede sig i armene på mig. Hun sagde: ”Jeg så dig bagfra og tænkte, at det er Ahmet/onkel. Jeg kunne ikke lade være med at løbe efter dig for at sige, at jeg er i gang med en pædagoguddannelse og skal være i praktik i denne institution.”

Jeg så den dynamiske, livsglade unge pige, der havde mødt mig med en kæmpe afvisning, som selv jeg havde haft det svært ved, og oplevede, at hun var nået så langt med sit liv. Det bestyrkede mig i, at vi voksne ikke må opgive svage og afvisende unge mennesker.

Møderne med de to unge får mig til at tro på, at relationer er en vej til at nå ind til unge mennesker. Midt i min dybe refleksion over livets afslutning gav de to unge mennesker mig livsglæde og håb. Det kan betale sig at investere i unge mennesker, selv om vi nogle gange kan være ved at give op.

Jeg selv og mange fagfolk ude i den store verden kæmper for de unge mennesker. Min erfaring og de to unge mennesker viser, at de kan nå langt med deres liv. I min pædagogik og familiebehandling har jeg fokus på den enkeltes og familiens ressourcer, og det giver dem styrke og tro på, at de kan få et værdigt liv og blive en del af fællesskabet.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X