Tilskuer til sit eget liv

Bragt i Dansk Politi (15/09/1997)

Hidtil har de været tilskuere til deres eget liv…
Jeg har ingen interesse i her at gentage, hvad der allerede er skrevet om konflikten med etniske unge i det indre Nørrebro i juli måned. Jeg har fulgt konflikten nøje i medierne og ligeledes løsningerne. Selv arbejder jeg dagligt både med danske og etniske marginale unge, som har det fælles, at de har svært ved at klare sig mellem de forskellige verdener i fx familie, skolen, klubber.

Når jeg har læst og set i medierne, virker måden problemerne beskrives meget stereotyp. Det er min opfattelse, at hvis vi skal se på marginale unges problemstillinger, kræver det af os, at vi ved, hvad det egentlig er, vi forholder os til og nuancerer problematikken til at omfatte flere forskellige forhold, som er medvirkende til, at vi overhovedet har en gruppe af umulige unge og især etniske.Jeg vil derfor koncentrere mig om nogle forhold, som jeg ser er medvirkende til enten at forstærke de unges problemer , som indtil nu er blevet overset af såvel forældre som myndigheder.

Politiets rolle i problemløsningen

I forbindelse med konflikten på Nørrebro, oplever jeg det fælles i de unges udtalelser til medierne, at de betragter konflikten som en hævnaktion mod politiet. Deres begrundelse var politiets måde at være på overfor dem. Jeg opfatter det ikke som den eneste årsag. Man er nødt til at være mere nuanceret. Hævnaktionen er ikke mod dansk politiet som helhed. Et citat fra Det Fri Aktuelt 15.juli, viser en etnisks syn på en politimand. “Han var som en far for os. Når vi havde lavet noget forkert, kom han over og rev os i ørerne eller gav os en lussing. Han var god til at tale med os.”

Dette viser, at holdningen overfor politiet er ikke er hadefuld. De accepterer og påskønner politiets tilstedeværelse. Men accepten kommer ikke af sig selv, det er noget politiet selv har skullet arbejde for gennem år. Og hvis man ønsker at fungere hos den hårde etniske gruppe, kræver det at politiet er bevidste om sine signaler gennem attituder, sprogbrug og væremåde.Forholdet mellem politiet og unge afspejler deres syn på og kendskab til hinanden.

Altså det indbyrdes forhold. Dem man kender, kan man lide og dem man ikke kender er fjender.En del af de etniske unge, som har svært ved at klare sig i livet og enten selv eller deres familier har oplevet racistiske tendenser og befinder sig her i en marginal position i forhold til arbejdsmarkedet og det øvrige samfund.

Sådanne unge har svært ved ikke at se danskerne og samfundet som en magt imod sig selv. Deres selvopfattelse siger dem, at de er uønskede. En opfattelse, som naturligvis forstærker fordomme og tilspidser konfliktmulighederne.

Med sig hjemmefra har såvel etniske familier og unge , næsten uanset hvorfra de kommer, ikke et positiv syn på politiet, fordi vold ofte her er det eneste svar på enhver form for uro, en del unges forældre har mødt politiets vold. De er også vant til at se politiet som systemets forlænge arm som skal kontrollere dem.

Når unge møder eller bliver konfronterede af politiet, reagerer de meget aggressivt, grundet disse tidligere erfaringer.Politiet selv har også selv fordomme overfor de etniske unge, måske fordi de i deres dagligdag ser en del hårde grupper og netop ser dem som gruppe.

Medierne har givet rimelig meget plads til omtale af den hårde og farlige gruppe unge. Når man hører unges nationalitet, de er fx. fra Mellemøsten, sydeuropa el. lign og straks tænker man, de er voldelige. Fordi de sociale, politiske og økonomiske forhold i hjemlandet er urolige, er det ikke ensbetydende med at politiet og evt. socialarbejdere kan skære alle unge over en kam.

Hvis såvel politiet som de unge møder hinanden med fordomsprægede opfattelser, er konflikten næsten en naturlig følge. Et reelt kendskab til og en menneskelig interesse for målgruppen, som også ofte kommer gennem længere tids arbejde med opgaven kan forebygge og minimere de gensidige fordomme, men det kræver fx. at politiets øverste myndigheder er villige til at se på politiets grunduddannelse. Det kræver at der i grunduddannelsen er mulighed for at få indsigt i vort samfunds kulturelle udvikling.

Og at der især på et område som Nørrebro, hvor der bor en del etniske grupper, kræver af politi, mand eller kvinde, at de har de specielle kulturelle forsætninger og en personlighed som er nødvendig til at minimere konfrontationer med etniske unge. I forbindelse med tværfaglige arbejde, har jeg personlige bekendte politimænd og kvinder, som har respekt blandt etniske og problematiske unge. Ikke fordi de giver positiv særbehandling; men fordi de viste interesse i at lære om deres kultur og primært at se på dem som unge og ikke som fremmede.

Aktuelt tilbud som problemløsning…

Konflikten i det indre Nørrebro, fik myndighederne til at reagere hurtigt i forhold til den aktuelle situation. Løsningsforslaget var at de etniske unge skulle have enten arbejds- eller uddannelses-tilbud. For mig at se er det desværre en kortsigtet løsning. Hvis der skal etableres en længerevarende løsningsmulighed, kræves en mere bred tænkning.

De nuværende problematiske situation er symptom på dybere problemer. Jeg ser at de etniske unges væsentligste problem er identitetskrise. Citat fra tidsskriftet, Udkast:”Identitetskrise er tæt forbundet med de problemer, der opstår for personligheden i et samfund præget af stadig større løsrivelses – eller opløsningsprocesser””Opsplitning i livsformer bliver mere og mere tydelige både mellem generationerne og i det enkelte individs liv, som leves i og mellem flere ofte modsætningesfulde livsformer”.

Identitetkriser medfører personlighedsproblemer. Deres situation her i samfundet er ikke nem, hverken for de unge eller deres familier og heller ikke for det danske samfund. Denne gruppe unge har svært ved at finde et ståsted i forhold til udviklingen i familien, samfundet og de modsætninger der er mellem dem.

Det er dem, som betaler prisen på familiernes og samfundets modsætninger, fordi de unge har mere tilknytning hertil. Det skaber situationer, som det er svært at forholde sig til, og de føler, at de ikke hører til alligevel i nogen af de forskellige verdener.

Aktuelt har man valgt en kortsigtet løsning, som er jeg vil kalde ydre løsning. Hvis problemerne skal undgås eller forebygges, er det allerede i barnestadiet samarbejdet omkring børn og unges skal etableres. Fra barn af er det nødvendigt at formidle at de hører til i begge verdener.Vi har en stor gruppe af etniske unge, der er i stand til at klare sig. Disse har for de flestes vedkommende lykkedes i, at deres familier og samfundet kunne finde en fælles forståelse.

Ansvarsløse forældre?

Når problemerne er opstået vendes kanonerne imod forældrene. Det er også i orden; men jeg er mere interesseret i hvorfor forældrene ikke på et langt tidligere tidspunkt bliver gjort ansvarlige for deres børn og unges udvikling og socialisering i samfundet.

Det jeg tit har mødt både hos professionelle og myndigheder er, at de ikke ser at familierne har nogen form for ressource. Målestokken herfor er, at de ikke taler perfekt dansk, så forventer man måske ikke at de rummer ressourcer eller kan tage ansvar.

Gennem det sidste par år har der rundt i landet fx i Århus været forsøg med at inddrage forældre i opsøgnde arbejde overfor deres egne unge.Fordi myndighederne ikke klare de store etniske unge, så inddrager man forældrene.Jeg er modstander af at inddrage forældre i pædagogisk arbejde, fx. opsøgende arbejde.

Fordi sker der det, når de unge ser deres forældre på gaden for at “kontrollere” dem, er deres tilbøjelighed til at flygte og finde nye steder at være. Samtidig udvikles en hadefuld holdning mod myndighederne, fordi det er dem, der satte forældrene på opgaven på gaden.

Desuden nævnte jeg tidligere at disse unge, når de har personlige problemer sandsynligvis har problemer med forældrene. De har brug for neutrale personer, som fx pædagoger eller lærerere kan være, der vil bruge tid på at høre på de unges problemer.

Et vigtigt kodeord i dette forhold til den hårde kerne af etniske unge er, hvordan man opbygger et tillidsforhold og dernæst inddrager forældrene i problemløsningen. Danske unge søger også væk fra forældrene og over tilandre voksne, ofte når de har behov at være sig selv.

En det vigtige faktor i dette modsætningsfulde forhold er, at vore etniske familier ikke har formået tidligere at trække på myndigheder og især professionelle til at få hjælp i form af rådgivning, pædagogisk, eller psykologisk bistand til at håndtere de unges problemer.

Jeg er vidende om, at en del kommuner har tilbud med hjælp til børn og familier. Men de har åbenbart ikke formået at være synlige, på en måde, så de, der har behov, ser dem! Og er disse tilbud overhovedet kulturmæssigt tilstrækkeligt rummelige for de etniske grupper som har behov?

I dansk kultur er det måske acceptablt at bede om hjælp, men i mange etniske kulturer er der en udpræget frygt for, hvis man endelig søger hjælp, så siden at stå med et nederlag.

Mange kommunale tilbud tager sig desuden kun af en del af problemstillingen og mister derved blikket for at se børnene, de unge og familierne som helheder. Jeg tror, der er behov for nytænkning og mere langtsigtede løsningsmodeller, hvor der tænkes mere i inddragelse til ansvar end blot at handle med en gruppe af mennesker.

Afslutningsvis vil jeg pege på at det jeg ser der mangler hos politiets øverste myndigheder er, at når der skal udstationeres politifolk i områder som Indre Nørrebro eller lignede boligområder, må de være bevidste om at der kræves særlige kvalifikationer kombineret med erfaring om forskellige kulturer og en reel interesse i arbejde med unge, som kan være belastede.

Politiet har også behov for muligheder i form af efteruddannelse som sætter dem i stand til at følge hvilken udvikling og hvilke reelle problemer etniske familier og unge har.Myndigheder og familier skal på et tidligt tidspunkt være opmærksom på børnenes og de unges problemer, det er ikke nok at sætte forskellige fritidsprojekter igang .

Disse må kunne svare bekræftende på at de eksisterer for de unges og ikke for myndighedernes skyld. Indhold, mål og metoder må altid justeres efter udviklingen og de egentlige behov.Som jeg ser situationen lige nu, er både familier, myndigheder og en del professionelle magtesløse overfor de unge.

Der mangler også et reelt samarbejde, hvor familierne inddrages sammen med myndigheder og professionelle. Det er umuligt at arbejde med unge uden forældrenes deltagelse. Heri ligger også et klart signal til de unge, at der gås til handling overfor dem, og de bliver ansvarliggjort for deres fx. voldelige og kriminelle handlinger. En uhyre vigtig nøgle kan ligge hos forældrene.

Til sidst vil jeg med et konkret eksempel på en personlige oplevelse af voldelige konflikt med etniske unge og min og kollegernes løsning på sagen.Personligt ville jeg synes, du var færdig med det du har på hjerte her!Konkret eksempel på voldelige unges håndtering af problemet.

Det var midt på dagen, vi sad som en lille gruppe unge, der kom to etniske unge på 19 og 20 år. De spurgte om det må være i Blæksprutten. Jeg kunne se at de var påvirkede tilstand. For at beskytte de andre unge, var svaret til de to unge nej.Nej-svaret var til en voldsom konflikt.

Først da hørt af mig, gik begge unge, men efter få minutter kom tilbage, da jeg var ikke til sted. De gik direkte til køkken skår deres brød. Mens de står i køkken, verbal svinede medarbejder til. Her reageret dansk kollagen. Den dansk kollegerens reaktion fik unge til at tager fat på en brød kniv.Jeg nåede til konflikten, inden det udviklede sig voldsomt.

Selv om unge tog fat på kniven kollegerne ikke opgivet sit krav at vedkommende skulle forlade Blæksprutten. Efter jeg fik dem til at forlade Blæksprutten, de begynd true at de vil bombe. De begynd at være truende overfor kollegerne i opsøgende arbejde.

Handling

I denne situation, det kan handles forskelligt, det mest kendt måde at håndtere sådan konflikt at have en dialog med de unge, da vi forsøgt, det lykkedes ikke for dem med til true medarbejder.

Her kræver en solid kendskab til unges kultur baggrund, for at handle på en måde hvor de kunne se, at det vi siger, vi mener. Jeg forsøgt i denne fase inddrog forældre i konflikten. Det er et chok for familierne, at deres unge kunne find på det overfor os i Blæksprutten. Jeg opsøgt både i familien og på gaden for at konfronterede dem med det, de gik og sagt og true Blæksprutten.

Det lykkedes en efter middag. Jeg så unge på gaden, jeg gik direkte til unge, unge var aggressiv og var meget afvisne vil slet ikke har ikke noget med os at gøre. Jeg hold unge fast på at jeg vil tale med unge, men i den tilfælde kræve at mand handler professionelle, dvs. lade ikke sig blev provokerede i start processen, indtil at unge vil tale med mig, efter hånden det gik op for unge at jeg vil ikke slip ham.

Da forhandlede at vi nu vil tale seriøst om den måde de var overfor os trusler til Blæksprutten. Her har jeg vist min vred imod deres trusler og fortalt hvorfor, jeg svar nej til at være i Blæksprutten. Den konfrontation udløst den voldsom konflikten i mellem Blæksprutten og de to unge.

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar