Overskriften er et udsagn fra en etnisk dreng, der havde en konfrontation med en institutions-medarbejder. Jeg tænkte over det. For mig har udsagnet flere betydninger med hensyn til unges sociale relationer til deres familier og de professionelle, som de unge møder i institutioner, og som har betydning for de unges socialiseringsproces i samfundet.
I min dialog med professionelle hører jeg ofte, at de har svært ved at håndtere etniske unges problemer i deres institutioner. Denne ungdomsgruppe er blevet hængt ud i pressen som farlig, og de etniske unge som voldsmænd og forbrydere. Sidst, men ikke mindst har nogle uddannelsesinstitutioner, f.eks. Niels Brock instituttet, indført adgangskontrol via kropsvisitering.
Disse unges socialiseringsproblemer og samfundets holdning til dem behandler jeg i denne kronik ud fra følgende:
Hvilken familiebaggrund har disse unge ?
Hvorfor de har den truende adfærd i institutioner ?
Hvad kræves af os professionelle for at skabe rum og mulighed for denne ungdomsgruppe i vore institutioner ?
Familie forhold
En stor del af de etniske unge opfatter vi som respektløse og asociale, men det har ikke primært noget med deres kultur og religion at gøre. Det skyldes for det meste sociale problemer i familien som f.eks. arbejde, uddannelse og økonomi. Disse forhold spiller en afgørende rolle i de unges opvækst og i de sociale relationer til deres forældre.
En stor del af familierne har kriser i form af forældreroller, forbilleder og ikke mindst autoriteter i familierne. De problemstillinger forårsager bl.a., at familierne ikke har overskud til at give den nødvendige omsorg, det psykiske overskud og de opvækstbetingelser, som de unge har brug for i familien.Min professionelle erfaring viser gang på gang, at selv om disse familier bliver diagnosticeret af systemet som ” dårlige familier”, er disse forældre alligevel interesserede i deres unge.
Men efter min mening findes der hos en del etniske familier manglende kendskab til dansk kultur, en dårlig arbejdssituation, og ofte har forældrene selv identitetskriser. På den måde de har svært ved leve op til de unges forventninger i det danske samfund.
En del professionelle har den tro, at i en etnisk familie har især fædrene, præsterne eller andre i deres netværk autoritet overfor de unge. Jeg vil sige, at det er utopi at tro, at det er sådan generelt. Forudsætningen for, at forældrene har autoritet overfor eller overskud til deres unge, er afhængig af, om samfundet og familierne forholder sig til deres arbejdssituation og socialisering i samfundet.
Familierne har vendt ryggen til disse unge
For de unges vedkommende har deres familier for længe siden vendt ryggen til dem. For mig at se står de unge på toppen et bjerg og skriger efter deres familier for at få opmærksomhed, omsorg og blive set af deres forældre. Forældrenes sociale situation er årsag til, at de ikke har det nødvendige psykiske overskud til at tage sig af ungdommen, fordi de selv i deres liv haft nederlag og føler afmagt overfor deres families og samfundets forventninger til dem.
Der kræves, at man fra samfundet side – i dialog med familien – må forsøge at gøre dem istand til at tage vare på deres unges socialisation. Samfundet må give familien et struktureret tilbud om dansk undervisning, forsøge inddrage deres evner i forhold til arbejdsmarkedet og dette med et klart perspektiv, så familierne kan se formålet med samfundets tilbud.
For en stor del har de af vore etniske familier, som har problemer med deres unge, levet en tilværelse, hvor de har mistet troen og håbet på fremtiden. Det ser jeg, som den væsentligste årsag til ungdommens manglende tro og håb for fremtiden. Det skyldes, at de har ikke positive forbilleder i deres familier. En del unge mener, at deres families situation skyldes det danske samfund.
For mig handler det ikke om skyld, men det er en realitet, at en del unge har det syn. Så længe de har det syn på samfundet, så er svært at ændre deres holdning til samfundet; ikke med mindre man forsøger at foretage nogle handlinger, som kan forbedre familiernes forhold på det økonomiske, arbejds- og uddannelsesområdet, og som kan have en positiv indvirkning på ungdommens socialisering.
Hvorfor har de den truende holdning i institutioner?
Ud fra min professionelle erfaring kan jeg sige, at unges truende adfærd skyldes, at deres relationer til deres familier er problemfyldte bl.a. på grund af ovenstående beskrivelse.
Forholdene afspejles også i deres sociale relationer til andre voksne og til unge i institutioner f.eks. skolen. Når de har dårlige oplevelser med andre mennesker, hvad angår relationer, så har de svært ved at etablere relationer i en ny institution uden, at disse bliver problematiske.
Her skal det også nævnes, at professionelle i institutioner ofte enten har hørt om vedkommendes adfærd fra andre professionelle eller har deres egen ‘fordom’ overfor disse unge.
Når unge med en problematisk baggrund møder det negative, professionelle syn: “Du er problematisk” , så skal der ikke ret meget til, før deres forhold til en professionel udløser konflikter. Således vil der ikke gå særlig lang tid, før de også bliver diagnosticeret som problematiske i en ny institution.
For mig er der nogle væsentlige forhold, som vi professionelle skal overveje, inden vi mødes med den slags unge. Nemlig, om vi er interesserede i dem som mennesker og har troen på, at de kan noget andet end at være ballademagere, og om vi vil investere i dem, dvs. arbejde med dem.
Denne fælles holdning blandt kollegaer er det afgørende forhold for unges trivsel i institutioner og for deres socialisering. Hvis der er forskel i holdningerne til de unge, så skal der ikke meget til, før at de forskellige holdninger kan udløse en voldsom konfrontation mellem de unge og de professionelle.
Jeg arbejder selv dagligt både med danske og etniske unge, hvoraf nogle tilhører den gruppe, som har svært ved at klare sig i institutioner. Dette kan jeg illustrere med et citat fra en ung, som efterhånden har været i fire forskellige institutioner.
Den unges svar på mit udsagn om, at vi vil hjælpe dig, og vi holder af dig, var: “Jeg er træt af jer voksne; alle de steder jeg har været, har de sagt det samme; jeg tror ikke mere på nogen voksen.”
Det syn, som denne unge havde på os, kunne vi ikke tage fra ham. I denne situationen er det væsentligt at være ærlig overfor den unge og kun love den unge og familien det, som vi kan leve op til.
Det, vi lover, skal ikke være ord, men handlingsorienterede løfter, som kan forbedre de elendige forhold, som den unge befinder sig i, f.eks. vanskeligheder i familien, skolen og det lokale miljø. Hvis den unge og familien føler, at vi har handlet udfra det, vi har lovet, så vil de gradvis ændre deres syn på os.
En af forudsætningerne for at arbejder med den gruppe er ikke at have en opgivende holdning.Jeg oplever ofte, at disse unge har set professionelle, som lovede at forsøge at hjælpe dem med deres vanskeligheder i livet.
De har haft en del voksne i deres liv, som de har sat i en slags eksamenssituation, dvs. hvor de i første omgang ikke viser stor interesse for at samarbejde med de professionelle, netop for at se om disse også vil opgive dem og deres familier hurtigt. Efter min mening er et samarbejdes forudsætning, at vi ikke har en opgivende holdning.
En af måderne, hvorpå vi kan vise, at vi holder af dem og er interesseret i at hjælpe, er at opsøge dem f.eks. hjemme eller på gaden. Vi holder fast i det, vi har lovet, og er opsøgende, når den unge bliver væk fra timer og aftaler. Mine erfaringer viser, at når vi opsøger den unge, viser denne interesse for den voksne, forandrer sine strategier og begynder at samarbejde. Dvs. begynder at være reel overfor vedkommende.
Der skal heller ikke lægges skjul på, at for at arbejde med denne ungdomsgruppe kræves en anden arbejdsholdning. Jeg har svært ved at tro på, at det kan klares ved 37 timers arbejde om ugen. Der kræves en fleksibilitet, for de har brug for os “i døgndrift”.
Når vi lover, at vi vil hjælpe, så må vi også stille op, når der er brug for vor hjælp f.eks. i weekender eller på uventede tidspunkter. På den måde oplever både familien og de unge, at nogle professionelle har en anderledes holdning til deres problemer. Deres positive oplevelse af os, kan medvirke til, at de vil samarbejde med os om de problemer, de har i familien og andre steder.
Det er en bekymrende udvikling, vi står overfor. Det er et stigende antal af de såkaldte farlige unge, vi møder i vort samfund og institutioner. Men efter min mening og erfaring er der ingen grund til at være bange for nogen mennesker, men det bekymrende må være, at i et moderne velfærdssamfund, som har ressourcer, er vi ikke istand til at håndtere en gruppe unges problemer.
Udtrykket: “De er bange for mig”, er et signal fra en stor del af ungdommen til deres familier og samfunde. De beder om hjælp.
Hvis nogen mener, at de unge er farlige, er de blot et produkt af vores politik, undervisning og pædagogik.
