Masser af ord om etniske minoriteter men hvad med handling?

Bragt i Ungdom & Fritid (15/05/1997)

Svage grupper, bliver ofte gjort til syndebukke i den politiske debat om samfundets sociale og kulturelle kriser.F.eks har urolighederne på Nørrebro med sammenstød af etniske unge fyldt en del i medierne. Og nu ikke mindst op til kommunalvalget, er emnet igen populært stof og de fleste partier vælger diskussionen om de etniske minoritetsgrupper som slagskib for deres valgkamp.

Selvfølgelig skal gruppernes problemer diskuteres også i forbindelses med valg og gerne i medierne, men for mig nærmer diskussionen sig overhovedet ikke det væsentlige, nemlig perspektiverne for gruppernes sociale og kulturelle integration.

Der fokuseres for tiden mest på de etniske unges “bander” og jeg, som til daglig arbejder med både dansk og etnisk ungdom, som har svært ved at tilpasse sig og leve op til de forventninger og krav der stilles, vil fra starten pointere at jeg tager stærk afstand fra den voldelige adfærd, som en lille hård gruppe af de unge udviser.

Det, der nu får mig til at reagere, er den aktuelle debat om, hvad man skal gøre og de fremkomne løsningsforslag.Det er bl.a blevet foreslået at der skal anvendes mere straf.

Den generelle holdning blandt befolkningen er efterhånden blevet at problematikken er betinget af deres nationalitet og kulturelle baggrund . Og at straf er en løsning for disse unges tilpasning til samfundet.

Min erfaring er, at gadevold bl.a. mellem etniske og danske unge ikke primært har noget med nationalitet eller kulturbaggrund at gøre, men langt snarere skyldes fælles sociale problemer, og ikke mindst identitetsproblemer, hvortil samfundet bør være forholdende.

Debatten i sig selv er med til at give disse unge en ettikette og en bandeidentitet, fordi nogle af dem er så svage eller sultne efter opmærksomhed også fra samfundets side, at de foretrækker at omtales som “farlige unge” sådan som de er blevet i medierne på det seneste, da det giver en form for status, der er værd at leve op til og som de derfor gerne vil bekræfte; at de er farlige.

Desværre er mediernes fremstilling med til at give den i forvejen svage gruppe en negativ identitet og med til at fastholde dem i rollen som ballademagere.

Jeg savner i debatten om de unge at samfundets, instituionernes, familiernes ansvar kommer i focus. Der bliver talt meget, men uden at politikkere og institutioner kommer med konkrete forslag til løsninger på roden til de aktuelle problemer og uden at nogen har fremkommet med indrømmelser i offentligheden om deres del af ansvaret. Et ansvar, som de helt klart har svigtet.

Jeg savner den ærlighed fra især politikkere og institutioner, når de tale om ungdommens problemer, at de tør tale om deres egne svagheder og manglende indsatser i forhold til disse unge. Efter min mening er gruppen ofre for de voksens handlinger eller mangel på samme.

Det er os voksne politikkere, professionelle og forældre der hverken på tidligere tidspunkter eller nu har stillet op til at forsøge at håndtere problemerne, før de blev for store.Jeg er af den overbevisning, at politikkerne nu må indse betydningen af at satse på forbyggende arbejde,så vi på længere sigt kan forebygge volden og nemmere indpasse de unge i vort samfund.

Og i denne forebygning stilles krav om specielle kvalifikationer, som gør de professionelle i stand til at håndtere børnenes og de unges problemer inden de løber af sporet.

Uanset om spotten rettes mod etniske eller danske børn, oplever de i deres socialiseringsproces en række voksne, det kunne være familie eller professionelle, som er usynlige eller i hvert fald utydelige i deres handlinger overfor børnene og de unge.

Det er min personlige erfaring, at der er behov for at voksne tør være synlige ved at reagere og forholde sig til til de unge, så de bliver i stand til at tilpasse sig i samfundet.

Jeg udelukker ikke, at den særligt hårde kernekan være direkte behandlingskrævende, men en stor del af de eksisterende behandlingstilbud er ikke i stand til at håndtere ungdommens problemer. For den etniske gruppes vedkommende kræves en behandling som på længere sigt fører til at de unge oplever de er betydningsfulde både for sin familie og for samfundet.

Straf er ingen permanent løsning på de forhåndenværende problemer. En løsning er at rette indsatsen mod at hele familien, fordi de for en dels vedkommende er blevet udtømt for deres funktioner. Familierne skal gøres i stand til selv at se de kan medvirke til at løse deres problemer. Specialinstitutioner er for den hårde kerne kun en midlertidig eller en nødløsning.

For at kunne socialisere disse unge, mener jeg dialogen sommetider indeholder nogle statusgivende elementer, som vil kunne medvirke til at integrere dem i samfundet.
Det er vigtigt at de institutioner, som arbejder med gruppen reagerer på et meget tidligt tidspunkt på aktuelle problemer, at de oplever sig hørt og opnår opbakning i og mulighed for at udvikle en pædagogik, eller metoder der er tilpasset og gavnlige for den etniske gruppes socialisering i dette samfund. Og ikke mindst hvis vi skal have et helhedsbillede, vil jeg opfordre medierne til at huske på også at se gruppen som en ressource for samfundet.

Til sidst vil jeg nævne at jeg savner konkrete kreative løsninger til ungdommens problemer og at disse løsninger ikke kun skal findes i bøgerne. Nye løsninger skal kunne føre til nye handlinger, der kan ændre på de unges levevilkår, så vil det være muligt at resocialisere dem i samfundet.

Mine personlige erfaringer viser tydeligt at mange unge er trætte af voksne, som blot bruger ord uden nogen sinde at nå til handling. I det øjeblik de unge oplever , at de bliver taget seriøst af de voksne, viser de ofte vilje til at komme ind på den rette vej.

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar