I sidste uge hørte jeg en tidlig morgen i radioen, at der i Vejle og den efterfølgende dag i Høje Tåstrup arbejdes på at oprette skoler kun for indvandrerbørn. Først var jeg ikke sikker på, at jeg havde hørt rigtigt, men som dagene gik forstod jeg på medierne, at den var god nok, og at flere politikere og professionelle skulle have talt varmt for dette.
Jeg står helt uforstående overfor det, idet jeg hverken har hørt politiske eller pædagogiske fornuftige argumenter. Jeg tror ej heller, at de gode argumenter findes. Hvis politikere og professionelle mennesker er interesseret i primært at holde indvandrere og flygtninge udenfor det danske samfund, ja, så kan jeg godt forstå, at de går ind for en sådan ordning.
Til gengæld bør disse ikke bruge ordet integration, for så er det dobbeltmoral, idet de i stedet for integrering skubber indvandrere/flygtninge ud af fællesskabet og giver dem en kærkommen lejlighed til at udvikle nationalistiske holdninger. På den ene side tales der om at forsøge at integrere indvandrere/flygtninge i samfundet hurtigst muligt. På den anden side tales der om, at vi lever i en global verden, og at man for at klare sig i lokalsamfundet og på et internationalt plan har brug for at udvikle globale sociale og kulturelle forudsætninger.
Jeg er af den overbevisning, at indvandrer-/flygtningebørn kommer fra familier, der i forvejen ikke har den store kontakt med omverdenen. De vil være store tabere, for på hjemmefronten omgås de primært deres egne landsmænd, og hvis børnene fremover også i skolerne kun omgås deres egne, ja, så kan det kun gå galt. Et hvert menneske ved, at børn der er født og opvokset under sådanne betingelser pr. automatik isoleres fra det omgivende samfund.
Det er i forvejen meget svært for en del børn og unge at være en del af fællesskabet, og med en ordning som rene indvandrerskoler, legaliserer politikere som SFs borgmester fra Vejle og skoleudvalgsformanden for Høje Tåstrup, isolering. Jeg siger højt nej til en sådan isoleringspolitik og -pædagogik. Problemet er, at de politikere, lærere og andre fagfolk, der går ind for en sådan model, fører en politik og en pædagogik, der ender med en fiasko, hvad angår integration af disse børn og unge.
I stedet for rene indvandrerskoler, mener jeg, at det er på tide at se nærmere på, hvad der gør, at pædagogikken på skolerne og andre institutioner ikke slår igennem, og hvad der gør, at indvandrer-/flygtningefamilier ikke lever op til deres forældreansvar. Jeg har ingen totalløsninger, men rundt omkring i landet findes der skoler og pædagogiske institutioner, der kæmper for børn og unges integrering, og som har mange positive erfaringer at dele ud af, og jeg har gode erfaringer omkring arbejdet med børn i skoler og andre institutioner fra Hvidovre kommune.
Indvandrere/flygtninge har ikke brug for rene indvandrerskoler de har brug for at være sammen med danske børn, så de kan udvikle deres personlighed til at leve i et globalt samfund. Jeg er af den overbevisning, at der ikke er ret mange indvandrer-/flygtningefamilier, der er interesseret i rene indvandrerskoler. Jeg vil stærkt opfordre til, at især professionelle kæmper imod med næb og kløer.
Nej til et isoleret liv og ja til fællesskab i lokalsamfundet, det øvrige samfund og resten af verden. Nøglen til integration ligger netop i, at børn møder børn fra andre kulturer, religioner og andre sprog ? og det allerede fra deres første møde med institutionslivet.
