Af Hans Elbeshausen og Ahmet Demir
KRONIK: Sårbarhed og selvskadende adfærd belyst fra et multikulturelt perspektiv af kronikørerne Ahmet Demir og Hans Elbeshausen
Abstrakt
Denne artikel beskæftiger sig med selvskadende adfærd blandt etniske minoriteter. Udgangspunktet er et indslag i Danmarks Radio i efteråret 2010, hvor der berettes om en indvandrerkvinde, der flere gange har forsøgt sig med at tage eget liv. Motivet for hendes selvdestruktive handling har været at gøre opmærksom på hendes fortvivlende livssituation.
Hensigten med denne artikel er at tegne et nuanceret billede af fænomenetselvskadende adfærd. Vi vil se nærmere på, hvordan individuelle risikofaktorer, den sociokulturelle kontekst og beskyttende ressourcer spiller sammen og er til hinder for eller begunstiger selvskadende handlinger. I artiklen skelnes mellem sårbarhed og selvdestruktivitet; denne begrebslige skelnen giver os mulighed for at betragte selvskadende adfærd som en mulig, ikke som en nødvendig vej ud af en fortvivlende livssituation. Vi koncentrerer os om de 15 til 24-årige.
Artiklen består af to dele; i første del gengives og drøftes informationer om selvskadende adfærd generelt og i Danmark og forklaringen herom. I anden del ønsker vi at tager vi begrebet resiliens op og diskutere mulige koncepter for at mindske omfanget af selvskadende adfærd – også blandt etniske minoriteter. Her strejfer vi bibliotekets rolle i resiliensprocessen.
Indledning
I efteråret 2010 fortalte Danmarks Radio historien om Rezgar – en indvandrerkvinde på 28 år, der over en årrække flere gange havde forsøgt sig med at tage sit liv. Det fremgår desuden af fortællingen, at Rezgar lever i et arrangeret ægteskab, hvor hendes liv bliver fuldstændig kontrolleret af manden. Han, der også er gift med en anden kvinde i sit hjemland, opfører sig truende over for Rezgar. I dette ægteskabelige drama tages deres børn som gidsel; manden truer med, at han vil slå børnene ihjel, hvis hun forlader ham. En skilsmisse kan ikke komme på tale. Fortællingen slutter med en forklaring: manden vil miste sin ære, når kvinden går mod hans vilje. Æren er ham så kær, at han vil forsvare den, selvom det går ud over andre menneskers liv. Rezgar har derfor intet valg; hun må holde dette mareridt af et ægteskab ud – for børnenes skyld.
Denne historie har, som enhver god historie, et enkelt og meget klart budskab: at ville tage eget liv fremstår som det ultimative råb om hjælp i en situation, hvor kvinder er tvunget til at leve et liv mellem to uforenelige verdener, hvor de hindres i at træffe et frit og selvbestemt valg, hvor gamle æresbegreber bliver forsvaret med arkaiske midler og hvor mørke kræfter spreder fortvivlelse og lidelse i Danmark. Som enhver anden god mediehistorie fokuserer også denne historie på det, der kan fortælles. Fortællingen er enkel for at blive forstået; den er tilspidset for at skabe bestyrtelse og medlidenhed; og den er polariserende for at være handlingsanvisende. Der skelnes tydeligt, mellem det, der er godt og rigtigt, og det, der er forkert og anstødeligt. Kan levet liv være så enkelt? Kan indviklede livshistorier reduceres til en hurtigt fortalt beretning? Ender historien lykkeligt, når de mørke kræfter er besejret?
Sammen med de eksperter, som der i DRs indslag henvises til, tvivler vi ikke et sekund på, at Rezgars liv mellem to kulturer betyder, at hun hører til en ny risikogruppe og er potentielt selvmordstruet; lige som de øvrige kvinder, der er lider samme skæbne, har Rezgar brug for hjælp. Vi er heller ikke i tvivl om, at man i forskning og politik først nu er blevet opmærksom på, at indvandrerkvindernes problemer i Danmark er større end hidtil antaget. Som socialkonsulent og familieterapeut har Ahmet Demir kendskab til en række lignende livshistorier (Demir & Pedersen 2009).
Til gengæld spørger vi os, om minoritetskvindernes virkelighed er så enkel, som DR ønsker at berette om. Generaliseringer er til ingens nytte. Når der især fokuseres på den spektakulære handling, så indsnævres synsfeltet og problemets virkelige omfang nedtones. Vi formoder, at der også må være andre faktorer end voldelig adfærd eller forældede familiestrukturer, der gør indvandrerkvinder sårbare. Vi antager, at der er en forskel mellem sårbarhed og selvskadende adfærd; hver konflikt har en forhistorie og konflikten fører ikke altid til selvudslettelse. Vi regner med, at der må være personlige og institutionelle, kulturelle og religiøse ressourcer, der forhindrer sårbare minoritetskvinder i at føre deres selvdestruktive tanker ud i livet. At leve i og mellem to kulturer må opleves og håndteres forskelligt afhængigt af den kulturkreds, man har tilhørt. Om ens oprindelsesland er Libanon, Somalia, Vietnam eller Indien, om man for nylig er kommet til Danmark eller opvokset her – det må gøre en forskel, hvad angår sårbarhed, adgang til hjælp eller måden at løse konflikter på. Og endelig tager vi det for givet, at der findes masser af institutionel viden, professionelle erfaringer og koncepter i Danmark, der støtter sårbare personer og hjælper dem ud af deres eksistentielle livskrise. For selvskadende adfærd er ikke et ukendt fænomen i Danmark. Vores viden om selvskadende adfærd blandt etniske minoriteter er dog begrænset.
Hensigten er derfor at tegne et mere differentieret billede af, hvad der forstås ved selvskadende adfærd. Artiklen består af to dele. I artiklens første del vil vi komme ind på faktorer, der gør personer sårbare og muligvis har indflydelse på, om man vælger at tage eget liv. Vi koncentrerer os om de unge, blandt andet fordi selvskadende adfærd i denne gruppe har været et stigende problem i den seneste tid (Sørensen 2010; Eckersley & Dear 2002). Vi starter med nogle definitioner og giver bagefter er kort overblik over generelle tendenser på området. Førstedelen ender med, at vi beskriver udviklingen af selvskadende adfærd blandt unge i Danmark.
I artiklens anden del vil vi beskæftige os med en case, der illustrerer, hvordan sårbare personer hjælpes ud af en livskrise. Casen Ophævelse af en bryllupskontrakt er beskrevet i ”Hjertet på rette sted” (Demir & Pedersen). Beskrivelsen sker ud fra begrebet resiliens. Vi drøfter en model, der hjælper med at forklare, hvad selvskadende adfærd er. I den sammenhæng vil vi komme ind på, hvordan skoler, biblioteker og andre offentlige indretninger kan bidrage til forebyggelsen.
Terminologi og definitioner
Vi fremlægger senere i artiklen en model med en specifik terminologi. For at lette læsningen vil vi komme med nogle ordforklaringer og definitioner. Ordforklaringerne er dog ikke udtømmende. Kender læseren på forhånd til terminologien, kan dette afsnit med fordel overspringes.
Sårbarhed
Sårbarhed kan defineres ud fra to forskellige perspektiver. Sårbar bliver man, hvis og når den enkelte er udsat for nogle krav, hændelser og problemer, som han/hun ikke magter at løse alene. Vold eller tab af forældre kan være eksempler på udefrakommende belastninger, som overstiger den enkeltes ressourcer. Det er det første perspektiv. Men sårbarhed kan også opstå i forlængelse af den livsfase og identitetsudvikling, som den enkelte for tiden gennemløber. Ungdom, alderdom eller forældreskab er eksempler på livsfaser, hvor der skal træffes valg uden at oplagte valgmuligheder på forhånd er givet. At træffe et valg er forbundet med risici, fordi man kan vælge forkert. At blive tvunget ind i et ægteskab er en form for social ydmygelse, der gør én sårbar. Sårbarhed indikerer dog ikke andet end en potentiel risiko for selvskadende adfærd. At være sårbar er ikke ensbetydende med at man tager eget liv.
Risikofaktorer
Negative virkninger på den enkeltes mentale og fysiske sundhed samt trivsel er betinget af en række forskellige risikofaktorer. Der skelnes mellem biologiske og adfærdsmæssige risikofaktorer. I vores sammenhæng kan både miljøet og individuelle adfærdsmønstre være risikofaktorer. Stress, alkohol- eller stofmisbrug hører til gruppen af psykosociale risikofaktorer; psykiske sygdomme (depression eller skizofreni) er nok genetisk betinget men har store sociale og psykiske følgevirkninger. Man regner med at over 90 % af dem, der har begået selvmord, også har haft en psykiatrisk diagnose på dette tidspunkt. Psykosociale risikofaktorer virker bredt og kræver derfor megen opmærksomhed overfor de sociale, fysiske og psykiske konsekvenser. De unges risikoadfærd organiseres tit efter et vestligt livsstilskoncept, der kan være i konflikt med andre livsformer.
Selvskadende adfærd
Det er vigtigt ikke at se på selvmord som et isoleret fænomen, men som en selvdestruktiv handling på linje med andre selvdestruktive handlinger. På Center for Selvmordsforskning (Odense) skelnes således mellem fem typer: selvmordstanker, selvmordsforsøg, selvmord, vanemæssig selvskadende adfærd og selvskade. Selvmordstanker er ikke-handlinger eller forestillede handlinger; tankerne kan være kortvarige eller permanente og meget plagsomme. De andre kategorier betegner forskellige former for selvskadende handlinger. Ved de to sidstnævnte kategorier mangler imidlertid den klare hensigt: nemlig at dø. Selvskade defineres af en selvbevarelsesstrategi, idet man forsøger at lindre en ubehagelig indre tilstand af smerte, fortvivlelse eller følelsesløshed. Selvskadende handlinger kan være vanemæssige og tvangsmæssige eller episodiske og impulsive. Eksempler på vanemæssig selvskadende adfærd er cutting eller spiseforstyrrelser. Selvmordsforsøg defineres som skadevoldende handlinger, hvis ikke andre havde grebet ind. Sundhedsstyrelsen lader det stå åbent, om det er ønsket om at dø, der er drivkraften bag forsøget.
Resiliens
Resiliens er et begreb, der direkte er overført fra engelsk til dansk. I det engelske sprog forbindes resiliens med robusthed, livskraft eller spændstighed. Begrebet bruges noget uensartet; overordnet betegner resiliens en praksis, der bygger på to forudsætninger. For det første skal man være udsat for nogle væsentlige trusler eller alvorlig modgang; for det andet skal bearbejdelsen af de negative faktorer føre til et positivt resultat og en styrkelse af den enkeltes psykiske robusthed. I begyndelsen interesserede forskningen sig især for sammenhængen mellem alvorlige psykiske sygdomme og resiliens; senere inkluderede begrebet også traumatiske erfaringer, kronisk sygdom, fattigdom eller vold. Resiliensperspektivet viser nye veje indenfor selvmordsforskning. Der fokuseres nu ikke længere på risici og modgang, men også på muligheden for at bearbejde modgang og traumatiske erfaringer på en livsbekræftende måde.
Interpersonel orientering
Ved interpersonel orientering (social connectedness) forstår man a) omfanget af en persons sociale netværk; b) hyppigheden af interaktioner med netværkets medlemmer; c) kontaktens intensitet; d) netværkets struktur og tæthed. Interpersonel orientering er ofte en indikator for sociale ressourcer, som den enkelte kan trække på i krisesituationer. Interpersonel orientering understøttes tillige af den enkeltes integration i det lokale fællesskab.
Overordnede tendenser i selvmordsadfærd
Forskningen på området har været meget inspireret af franskmanden Emile Durkheim (1858 – 1917) og hans banebrydende studier fra omkring 1900. Durkheim var sociolog; hans syn på selvmord var tæt forbundet med opståelsen af nationalstaten og industrisamfundet samt de omfattende kriser, der på den tid påvirkede samfundets integrationskraft. Han antog, at samfundet kan miste sin evne til at strukturere samspillet mellem mennesker optimalt; i krisetider fremsættes der ikke længere indlysende værdier og klare målsætninger. Denne mangel på social sammenhængskraft viser sig blandt andet i, at antallet af selvmord stiger markant. Durkheims teori har således to konsekvenser: at hvis et samfund er i krise – så forklarer det for det første kun, hvorfor flere personer end normalt tager eget liv. Fokus på sociale kriser tydeliggør imidlertid ikke, hvorfor eller hvor mange mennesker normalt begår selvmord eller selvmordforsøg. Mehlkop og Graeff (2006) påpeger f.eks., at store ændringer i arbejdsløshedskvoten eller urbaniseringsmønstret også kan medføre stærke afvigelser fra den gennemsnitlige selvmordsrate. Det er således den usædvanlige selvmordsadfærd og ikke normaliteten, der søges forklaret ved hjælp af Durkheims model.
For det andet ser Durkheim selvmord som et socialt, ikke som et individuelt fænomen. Det er således de sociale forskydninger, der er hovedårsagen til, at selvmordsraten ændrer sig. Kulturen spiller derimod en lidt uklar rolle i hans forklaringsmodel. Kultur som analytisk koncept anskueliggør, hvorfor selvmordsraten i et givent samfund i gennemsnittet er så høj, som den er. Kulturen kan desuden forklare, hvorfor hyppigheden af selvmord i to ellers beslægtede samfund er forskellig. Kultur og religion bruges dog ikke til at se nærmere på, om og hvordan sociokulturelle normer hæmmer, billiger eller letter selvmordsadfærd. (Range mfl. 1999). Kultur og religion ses som en integrerende, ikke som en adfærdsregulerende faktor.
Durkheim har skabt sin teori i en tid, hvor sociale spørgsmål var helt centrale; den manglende sociale integration var et stort problem for nationalstaten og skulle løses inden for dens rammer. Etniske eller multikulturelle brydninger var man til gengæld ikke særlig opmærksom på. I en tid med tiltagende globalisering er det nationale fokus imidlertid ikke længere fremherskende. 1900-tallets sociale spørgsmål er omkring året 2000 trængt noget i baggrunden. I de vestlige samfund oplever man i dag øget fokus på individualisme og det, man kunne kalde, den multikulturelle uoverskuelighed. Dermed menes sameksistensen af forskellige kulturelle værdisystemer. Kulturen inkl. religionen og fortolkningen af kulturelle værdier er blevet helt central, når det gælder kulturel mangfoldighed og individualisme – også hvad angår suicidal og selvskadende adfærd. Derfor vil vi i det følgende skitsere nogle overordnede tendenser i forekomsten af og fordelingen af selvmordsadfærd med særlig henblik på kulturelle faktorer.
Globale tendenser
Bertolote og Fleischmann (2002) gør opmærksom på, at antal af selvmord og selvmordsforsøg globalt har været stigende siden 1950. WHO anslår, at 1.5 millionen mennesker vil dø af selvmord i 2020; selvmordsforsøg vil være 10 til 20 gange højere. Sammenlignet med 1995, hvor der var ca. 900.000 indberettede selvmord, er det en stigning på 66 %. Mænd begår oftere selvmord end kvinder. Fordelingen har i 1995 været 3,6:1. Kløften mellem mænd og kvinder vil i 2020 være endnu større. Der regnes med en fordeling på 3.9:1. Ser man på alderen, så kan der konstateres en påfaldende forskydning. I 1950 blev flest selvmord (60 %) begået i aldersgruppen 45 år og ældre. I 1998 er det til gengæld de 5 til 44-årige, der begår flest selvmord (55 %). Her er det især de 35 til 44-årige, der udgør det største kontingent af gennemførte selvmord. Hvad angår den regionale fordeling, så findes den højeste selvmordsrate i Europa.
Som Bertolote og Fleischmann også fremhæver, så udvikler selvmordsraten sig meget forskelligt, når man tager kulturelle faktorer i betragtning. Det er således i de muslimske samfund, at antallet af selvmord ligger lavest. Fordi det i Islam er strengt forbudt at begå selvmord, er selvmordsraten næsten uden undtagelse lavere i lande med muslimske befolkningsgrupper; i Kuwait er fænomenet næsten ikke eksisterende. En mere differentieret fremstilling findes hos Lester (2006). Han ser på mange lande med muslimske befolkningsgrupper, fordi Islam slet ikke en homogen religion og de sociale, kulturelle og politiske strukturer er ret forskellige fra land til land. Han konkluderer imidlertid, at selvmordsraten blandt muslimer generelt er lavere end i andre religioner. Det gælder også for lande, hvor der findes flere trosretninger og hvor Islam ikke er den dominerende. Tit gives der forskellige og ofte ret modstridende forklaringer på den særlige suicidale adfærd i muslimske samfund. Derfor betoner Lester, at mere evidensbaseret viden er nødvendig, når myterne på dette tabubelagte område ønskes gendrevet.
Multikulturelle perspektiver
Selvom Lester viser, hvor stor en betydning kultur og religion har på suicidal adfærd, så kommer han dog ikke nærmere ind på muslimer i de vestlige samfund. Der findes ikke desto mindre en række studier fra USA, hvor suicidal adfærd belyses fra et multietnisk perspektiv. Typisk for disse undersøgelser er, at man sammenligner etniske grupperinger og forsøger at forklare mulige forskelle ved hjælp af sociale og kulturelspecifikke risikofaktorer. Grupper med latinamerikansk, asiatisk, afrikansk baggrund og/eller er indianere (native americans) udviser således en tydeligt afvigende selvmordsadfærd. Range mfl. (1999) redegør for, at etniske grupper med asiatisk herkomst har en selvmordsrate, der ligger markant under raten for US-borgere med europæisk baggrund. Der henvises til følgende:
In Western cultures, death would largely be considered an independent act. In contrast, in Asian cultures, death would be thought of in the context of relationships. So, in Western cultures, the typical question asked after a suicide is “Why did this happen?” In contrast, in Asian cultures, the typical question is “Who drove the person to suicide? “ Asian culture may consequently discourage suicidal thoughts and actions compared to Western culture. (1999: 421)
Et lignende mønster påvises også i undersøgelser af unges selvmordsadfærd. Langhinrichsen-Rohling mfl. (2009) fremhæver, at unge (10-24) med latinamerikansk baggrund har en lav selvmordsrate, som blandt andet skyldes, at familien udgør kernen i deres værdiorientering. At skulle tage hensyn til familien kan hæmme selvdestruktive impulser hos de unge. Derimod kan konflikter, der opstår, fordi behovet for individuel autonomi ikke altid lader sig forene med familiens ønsker, være en potentiel risikofaktor. Forskningen har vist, at selvmordsrisiko rent faktisk øges, når de unge og familierne er begyndt at tilpasse sig den vestlige kultur; risikoen tiltager ikke, fordi den vestlige kultur er destruktiv. Derimod formoder man, at tilstedeværelsen af kollektive og individualistiske værdier i familiens netværk fører til orienteringsvanskeligheder, der i sidste ende svækker familiens støtte.
De multikulturelle studier viser ret tydeligt to ting. For det første virker kultur i forbindelse med suicidal adfærd ikke kun på integrationsaksen, den regulerer også den enkeltes adfærd; for det andet er det ikke nok at bruge kulturen som central forklaringsramme. Den forklarer kun ret sjældent hele sandheden bag den enkeltes eller gruppernes suicidale adfærd. For unge med f.eks. afrikansk baggrund er det ikke kulturen, men afindustrialisering, racisme og diskrimination, visheden om social og økonomisk ulighed, der er signifikante risikofaktorer (2009: 407). Religiøsitet dukker først op på en fjerde plads.
Et dansk eksempel
Center for Selvmordsforskning har fremlagt to rapporter – én i 2008 om selvskade og én i 2009 om selvmordsadfærd blandt etniske minoriteter i Danmark. I artiklens første del koncentrerer vi os om rapporten fra 2009, der har overskriften ”Selvmordsadfærd blandt etniske minoriteter i Danmark – et pilotprojekt” (Ejdesgaard 2009). Her udspørges hovedsageligt elever mellem 15 og 25, der går i folkeskolens 9. og 10. klasse, på gymnasiet eller erhvervsskoler. Eleverne er blevet spurgt om deres sårbarhed, selvmordsforsøg og selvskade. Respondenterne fordeler sig med henblik på etnicitet som følgende: 87,4 % med dansk eller vestlig baggrund, 5,6 % indvandrere og 7 % efterkommere. De sidstnævnte grupper har overvejende deres etniske oprindelse i muslimske lande: Afghanistan, Bosnien, Irak, Libanon, Tyrkiet eller Somalia. Dette stemmer godt overens med den generelle fordeling på landsplan.
Ser vi på nærmere på resultaterne, så tegner sig følgende billede. Hvad angår sårbarhed, er det flest piger, der er sårbare. Imidlertid kunne der ikke konstateres signifikante forskelle mellem unge med vestlig og ikke-vestlig baggrund. Det er dog interessant at se nærmere på, hvorfor man mener, man er sårbar. Personlige problemer, psykisk helbred og nærmeste familie – nævnes overordnet som de hyppigste årsager. Indvandrere fra ikke-vestlige lande angiver oftere ensomhed og mindre ofte personlige problemer som begrundelse. Gruppen af efterkommere har i mindre omfang problemer med familien; til gengæld har flere indvandrere end vesterlændinge problemer medstoffer, spil eller alkohol. Man kan sige, at det er for det meste er ensomhed, afhængighed og fysisk helbred, dog ikke problemer med familien eller personlige problemer, som gør de unge fra etniske minoriteter sårbare.
Et lige så differentieret billede findes, hvad angår selvskadende tanker og selvskade. Omkring 15 % af respondenterne har haft selvskadende tanker eller udført selvskadende handlinger. Også her kan der ikke konstateres signifikante forskelle på baggrund af etnicitet. Det er flest piger, der både plages af selvskadende tanker eller udviser selvskadende adfærd. Som særlig risikofaktor nævnes i denne forbindelse stofmisbrug og/eller at man ikke trives i klassen. Der anføres en række beskyttende faktorer, når det gælder selvskadetanker. For eksempel: min familie eller venner har brug for mig ellerjeg tror mit liv bliver bedre i fremtiden. Fra den ikke-vestlige respondentgruppe nævnes der desuden at min tro forbyder mig at skade mig selv. Her er der en påfaldende forskel. Ca. 50 % fra gruppen af indvandrere og efterkommere imod kun 5 % vesterlændinge anfører religionen som en beskyttelse mod selvskadende tanker.
Hensigten med at skade sig selv kan deles op i to gruppen. I den første gruppe er det appellen om hjælp, der er i fokus: Jeg vil have hjælp og Jeg vil vise, hvor forfærdeligt jeg havde det er hyppigt anførte grunde. Det er i de fleste tilfælde pigerne, der anfører hjælp som begrundelse for at skade sig selv. I den anden gruppe er selvdestruktive tendenser fremherskende – ofte kombineret med selvhad. Der nævnes meget ofte: Jeg vil bare væk og Jeg vil straffe mig selv. Gruppen af indvandrere udviser desuden en tydelig forskel både i forhold til efterkommere og vesterlændinge: ønsket om at dø anføres meget hyppigt i denne gruppe.
Der konkluderes i rapporten, at der ikke er signifikante etnicitetsforskelle i forhold til sårbarhed, selvskadende handlinger og tanker (2009:30). Endvidere kan der konstateres, at selvskadetanker og selvskadende handlinger blandt gruppen af efterkommere var lavere end hos vesterlændinge. Problemer med ensomhed nævnes hyppigst af ikke-vestlige respondenter i forbindelse med at være sårbar. At have problemer med familien angives typisk af vesterlændinge som risikofaktor. Religion er en vigtig beskyttende faktor for unge med ikke-vestlig baggrund. Vigtigst er dog, at det er brug for mere evidensbaseret viden, før der kan siges noget sikkert om selvskadende adfærd blandt etniske minoriteter – hvilket også gælder indvandrerkvinder i almindelighed. Se også unge og selvskadende adfærd. (Ejdesgaard mfl. 2010)
Konklusion
Sårbarhed, selvskadende tanker og handlinger er et komplekst fænomen. Om indvandrerkvinder har en markant højere risiko for selvskadende handlinger sammenlignet med majoritetsbefolkningen fremgår ikke entydigt af de foreliggende forskningsresultater. Der er ingen grund til at tvivle på at etniske minoriteter generelt er sårbare; om de er mere sårbare end tilsvarende grupper med vestlig baggrund, er vanskeligt at sige. Måske er de sårbare af andre grunde. I den danske undersøgelse fra 2009 henvises blandt andet til ensomhed og dårlig trivsel i klassen. Andre risikofaktorer så som afhængighed af stoffer, alkohol eller spil nævnes. Det er vesterlændinge, der anførerproblemer med familien som grund for deres selvskadende tanker og handlinger. Der understreges imidlertid, at der ikke kan konstateres signifikante etnicitetsforskelle blandt unge.
Ser vi på kulturen, så bliver der peget på, at individualisme udgør en risikofaktor. Eckersley (2002) anser øget sårbarhed for at være den pris, nogen betaler for det generelle fremskridt i de moderne samfund. Levevilkåren er blevet bedre, men på bekostning af en lille gruppe i befolkningen, der har fået det dårligere. Kulturen og religion kan imidlertid også betragtes som beskyttende faktorer, idet begge bidrager til at regulere den enkeltes adfærd. Orientering mod fællesheden kan være en sådan faktor. At religionen forbyder at skade sig selv er en anden. Det mest interessante resultat er Langhinrichsen-Rohling mfl. (2009) kommet frem til. Selvmordsrisikoen øges, når den enkelte eller grupper befinder sig i en kulturel transformationsproces. Tilstedeværelsen af modsatrettede værdier i f.eks. familiens netværk fører til orienteringsvanskeligheder. Dette svækker i sidste ende de kulturbundne ressourcer, som en sårbar person har brug for, når han/hun skal mestre en livskrise.
Hvordan strategier til at mestre sårbarhed og livskrise – søges besvaret i artiklens anden del.
Litteratur
Bertolote, J & Fleischmann, A (2002). A global perspective in the epidemiology of suicide. Suicidologi 2002 årg. 7, nr. 2
Demir, A & Pedersen, H (2009). Hjertet på rette sted. Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle. København : Socialpolitisk Forlag.
DR Nyheder: Flere selvmord hos indvandrerkvinder. 20. Sept. 2010.http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/09/20/173158.htm
Durkheim, E (1983). Der Selbstmord. Frankfurt : Suhrkamp Verlag.
Ejdesgaard, B (2009). Selvmordsadfærd blandt etniske minoriteter I Danmark – et pilotprojekt. Center for Selvmordsforskning. Odense.
Ejdesgaard, B et al (2010). Unge og selvskadende adfærd. Faktaserien nr. 25 2010. Center for Selvmordsforskning. Odense.
Jessor, R (1991). Risk Behavior in Adolescence: A Psychosocial Framework for Understanding and Action. I: Journal of Adolescent Health vol. 12 pp. 597-605
Lester, D (2006). Suicide and Islam. Archives of Suicide Research 10:77-97
Langhinrichsen-Rohling, J, Friend, J & Powell, A (2009). Adolescent suicide, gender, and culture: A rate and risk factor analysis. Aggression and Violent Behavior 14 pp. 402-414
Luthar, S et al (2000). The Construct of Resilience: A critical Evaluation and Guidelines for Future Work. Author Manuscript. Published in Child Development2000; vol. 71(3): 543–562
Mehlkop, G & Graeff, P (2006). Mord, Selbstmord und Anomie. Ein neuer Ansatz zur Operationalisierung und empirischen Anwendung des Anomiekonstruktes von Emile Durkheim. Sozialwissenschaften und Berufspraxis, 29. Jg. Heft 1 S. 56-69
Pescosolido, B & Georgianna, S (1989). Durkheim, Suicide, and Religion: Toward a Network Theory of Suicide. American Sociological Review, Vol. 54.1 pp. 33-48
Range, L et al (1999). Multicultural Perspectives on Suicide. Aggression and Violent Behavior 4 pp. 413-430
Rew, L. et al (2001). Correlates of Recent Suicide Attempts in a Triethnic Group of Adolescents. Journal of Nursing Scholarship. 2001/4 pp. 361-367
Sørensen, V et al (2010). SAYLE; Saving Young Lives Everywhere – et screeningsredskab. Faktaserien nr. 27 2010. Center for Selvmordsforskning. Odense.
Zøllner, L (2008). Selvskade og resiliens blandt etniske minoriteter. Forskningscentrets rapportserie. Center for Selvmordsforskning, Odense
Zøllner, L (2006). Når sammenhængen brister. I: De bedste af de bedste. Center for Ungdomsforskningen nr. 2 årg. 5 s. 51-56
