Jeg har stadig min tyrkertro!

Bragt i Politiken(04/11/2001)

Både før og efter terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september tror jeg på, at forskellige kulturers møde påvirker hinanden i en positiv retning, så vi kan leve side om side, selvom det selvfølgelig ikke er problemfrit.

Siden terrorangrebet i New York og USA og deres allieredes angreb på Afghanistan læser vi i aviserne om krigen og frygten for miltbrand osv. samtidig med at vi ser et lille udsnit af billeder i TV af amerikanske bomber, der rammer uskyldige kvinder og børn i Afghanistan. Den 11. september efterlader en sort skygge over vores liv, uanset hvor vi befinder os i verden, forstået på den måde at mennesker er begyndt at blive mistænksomme overfor hinanden.

Dvs. tillid mellem mennesker viger pladsen for mistænksomhed og frygt. Den indstilling fører os ingen steder hen i dette samfund, hvor vi skal leve side om side resten af vores liv. Især i disse tider har vi brug for alle samfundets aktører. Det betyder, at politikerne, medierne samfundets borgere må tage deres del af ansvaret alvorligt og fokuser på det positive i det enkelte menneske, i stedet for at lade sig blive påvirket af nogen fundamentalister, som f.eks. Hizb-ut-Tahrir bevægelse og Dansk Folkeparti.

Begivenheden den 11. september er lige noget for disse fundamentalister, så de kan skabe store grøfter mellem os pga. vores kulturelle og religiøse tilhørsforhold. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal forholde os til deres fundamentalistisk holdninger, men vi skal trække debatten om vores kulturelle forskelligheder over på et sagligt niveau og ikke mindst analysere os frem til, hvad baggrunden er for, at mennesker interesser sig for disse fundamentalistiske partier og organisationer.

Jeg mener, det er på tide, at vi kritisk ser på vores pædagogiske, uddannelses- og ikke mindst social- og arbejdsmarkedspolitik for at minimere denne interesse. Konkret tænker jeg på muslimske, etniske familiers interesse i at sende deres børn på private muslimske skoler. Her er både jeg og andre i skoleregi samt folk i forvaltningerne medansvarlige for, at vi ikke skaber den tryghed for vores muslimske familier, som gør at de kan fastholdes i folkeskolens regi.

Forældrenes usikkerhed og manglende indsigt i vores skoler og andre pædagogisk institutioner er bl.a. grunden til, at de vælger, at deres børn skal gå i en privat islamisk skole. Udfra hvad jeg læser og hører om disse privatskoler, bygger de på en autoritær pædagogik, som har en negativ påvirkning på vores børns dannelse og udvikling, og senere i deres liv har det alvorlige konsekvenser for deres integration i det danske samfund.

Skal vi se på danske fundamentalister, blev der fx for nogle uger siden i DR1s program 19 direkte vist, at Den Danske Forening sendte en skrivelse til småbørnsinstitutioner for at tilbyde gratis “pædagogisk konsulentbistand” for at vise, hvordan man bekæmper at skulle have noget med muslimske børn at gøre.

Den forfærdelige begivenhed den 11. september og ikke mindst fundamentalisternes holdninger ødelægger dog ikke min tyrkertro. Jeg vil slutte dette indlæg om min tyrkertro af med en berigende oplevelse, som jeg gerne vil delagtiggøre læserne i. For to uger siden blev jeg inviteret til en kurdisk bryllupsfest. Under festen reflekterede jeg over to ting, som var med til minimere min bekymring for fremtiden.

Den første ting var, at vi hørte i går, i dag og muligvis også i morgen, at i muslimske etniske familierne tvinger forældrene deres unge til at gifte sig med den, som de har bestemt. Det jeg oplevede til denne fest var, at de unge selv fandt hinanden uden at familierne skulle blandt sig i deres beslutning. På kilometers afstand kunne jeg se de to unge kurders kærlighed til hinanden.

Den anden ting, som får mig til at tro på, at uanset kulturel og religiøs baggrund er der gennem menneskelig fornuft, tillid og kendskab skabt en lys og smuk blå himmel over den kurdiske bryllupsfest, er, at der til festen var blevet inviteret gæster fra mange forskellige kulturer, og vi sad sammen og hørte kurdisk musik.

Til musikken dansede alle, uanset kulturel baggrund, kurdiske danse. Man kunne så spørge sig selv, hvem der trak i spidsen af den kurdiske folkedans? Det var såmænd en lyshåret gravid kvinde. Ved denne bryllupsfest, og ikke mindst i mit daglige arbejde med socialt udstødte unge, oplever jeg heldigvis heller ikke nogen hadsk holdning til hinanden. Disse oplevelser, og ikke mindst min brede kontakt til forskellige kulturelle miljøer, er medvirkende til, at jeg stadig har min tyrkertro, dvs. jeg tror på, at hver enkelt menneske og gruppe indeholder noget positivt, som kan være med til berige vores fællesskab.

Men det kræver, at vores politikere, medierne og fagfolk, som arbejder med mennesker, der har forskellige kulturelle baggrunde, ikke på grund af den ny verdenssituation primært fokuserer på problemer mellem de forskellige kulturers møde. Hvis vi primært fokuserer på problemerne, så er vi selv med til, at de demo ratiske værdier bliver erstattet af udemokratiske værdier, og det er lige efter fundamentalisternes ønske.

På den måde kommer de til at sætte dagsordenen for samfundets udvikling i en mere “hadsk” retning. Jeg mener, det endnu ikke er for sent, til at vi ser på vores nuværende integrationspolitik og -projekter og ser på, hvordan vores forskelligheder, med udgangspunkt i gensidig anerkendelse, kan forebygge fundamentalistiske strømninger. For at bevare vores demokratisk værdier og en bedre verden uden had og frygt.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar