Brosten og biblioteker

Hans Elbeshausen, Lektor, Det Informationsvidenskabelige Akademi/

tidl. Danmarks Biblioteksskole

Ahmet Demir, Cand.Pæd; Familieterapeut, Selvstændig socialkonsulent

Aydin Soei leverer en læseværdig bog om det nye Danmark, om vrede unge mænd og deres kamp for anerkendelse

Aydin Soei: Vrede unge mænd. Optøjer og kampen for anerkendelse i et nyt Danmark. Tiderne Skifter 2011. 319 sider. ISBN: 978-87-7973-477-7.

Publiceret: 9/8-2011 Kategori: Anmeldelser  Tip en ven

Lad os begynde med et facit: Aydin Soei har skrevet en bog om de vrede unge mænd, om deres opgør med at være tabere og om deres kamp for at blive medborgere i det nye Danmark. Vi vil gerne tilføje, at det er blevet til en rigtig god bog. Soei er præcis i sine iagttagelser, klar i sine argumenter, godt funderet i de velvalgte teorier og, hvad der er mindst lige så vigtigt: han har en holdning. Hans bog handler overordnet om, at statens rolle har ændret sig grundlæggende i de tilbageliggende 25 år.

De vrede unge mænd – nye grænsedragninger

I takt med, at migrationen, globaliseringen og politisk motiverede terrorhandlinger har taget til i styrke, har de vestlige demokratier måtte redefinere statens opgaver og selvforståelse. Ligevægten mellem, hvad David Garland, amerikansk professor i retssociologi, betegner som velfærdsmodus og straffemodus, har forskudt sig mærkbart siden 90erne.

Tidligere blev afvigende og/eller kriminel adfærd registreret som en appel; velfærdsstaten trådte til for at hjælpe deres ”borgere på afveje” med at finde tilbage til samfundets midte. Holdningen til disse er i mellemtiden blevet en ganske anden. Nu om dage kan man ikke ubetinget regne med statens hjælpende hånd. Social inklusion er blevet afløst af politik om nul tolerance, højere straf, udvisning og udgrænsning. Ligeledes er diskursen om afvigere blevet en anden. Anderledesheden italesættes ofte som værende faretruende og afvigelse som selvforskyldt.

Soei drøfter grundigt, hvad der sker for mennesker, der ikke føler sig anerkendte som medborgere og som nægtes anerkendelse. Bogen handler om sårbarhed og desperate livshistorier, om vrede og stigmatisering, om overlevelse og kamp; den viser, hvordan de symbolske grænser mellem dem og os har forskudt sig siden 1997. Som læser finder man talrige eksempler, der illustrerer, hvilke følger det har for den enkelte, når myndighederne, og især politiet er i straffemodus. Bogen viser, hvorledes mistænkeliggørelse avler mistillid og hvordan den politiske kultur i Danmark har forandret sig lidt efter lidt.

Mistænkeliggørelsens kultur

Soei forfølger et klart mål med bogen. Han beretter om mistænkeliggørelsens destruktive kræfter og om at skabe en anerkendelseskultur, beroende på gensidig tillid. Undervejs forsøger han at korrigere det negative billede, som medierne har skabt af etniske minoriteter i Danmark. Soei ser de såkaldte visitationszoner, hvor det er muligt for politiet at visitere personer uden konkret mistanke, som  slående eksempler på mistænkeliggørelsens kultur.

”Desuden bekræftede visitationszonerne unge mørklødede  på tværs af bydele i, at også hudfarve udgør en skillelinje for, hvem der kan bevæge sig frit på gaden, og hvem der risikerer at blive stoppet af politiet.” (s. 158) Visitationer på åben gade opleves af den enkelte som yderst ydmygende og stressende. Hvad der er værre, er, at visitationer er et udtryk for generel mistillid og medvirkende til, at en gruppe medborgere føler sig spærret inde i en symbolsk ghetto, hvor bolig og venner, uddannelse og beskæftigelse uden for ghettoens mure er helt uopnåelig.   Soei registrerer, hvor galt det kan gå, når mistænkeliggørelsen gennem årene tager til og den sociale eller kulturelle anerkendelsen udebliver: manglende tillid bliver til vrede og optøjer – en reaktion, der avler større mistillid. Bogens mål er at bryde den eksklusionsspiral, der er konsekvensen af mistænkeliggørelsens kultur.

Hvordan brydes eksklusionsspiralen?

Forfatteren har en vis forståelse for de unge mænds vrede; hans helte finder læseren dog andetsteds.  Betingelser for tillid og demokratisk samtale beskriver Soei i kapitel 8, som er bogens nøglekapitel. I det 8. kapitel illustreres, hvad det vil sige, at kommunikationsparternes subjektive udgangspunkter er nok så afgørende for, hvordan udsendte signaler og meddelelser bliver fortolket. Ligger ens udgangspunkter langt fra hinanden, er der stor sandsynlighed for, at mistillid avler mistilid og at eksklusionsspiralen ikke brydes. Bogen viser, hvor vigtigt det er at finde de rigtige mediatorer på begge sider. Mediatorernes opgave er at mægle i konflikten, at øge lydhørhed overfor hinandens argumenter, styrke den generelle tillid og derved sørge for, at eksklusionsspiralen bliver brudt.

Soeis helte er konfliktmæglerne. Det kan være gadeplansmedarbejdere på Nørrebro eller direktøren for Københavns Politi. Betingelserne for god konfliktmægling er dialog og oplysning. ”I 2008 ophørte urolighederne som  følge af, at de unge følte, ar der blev lyttet til deres klager og opråb om politichikane og om at de blive kaldt indvandrere, når man er både født og opvokset i Danmark.” (245). Når konflikterne er mæglet, så venter næste skridt: at skabe rammerne for medborgerskab, social inklusion og kulturel integration.

Den sceniske fortælling

Den sceniske genfortælling af optøjernes udvikling og dynamik giver bogen en særlig kvalitet. Soies ord bliver tit til levende billeder. De inviterer til en rejse gennem et etnisk mangfoldigt og spændingsfyldt Danmark; bydelernes sociale konflikter fikseres i detaljerede og præcise portrætter. ”Det er således ikke tilfældigt, at lederen af Blågårds Bibliotek på Indre Nørrebro ved sin tiltrædelse i jobbet i 2005 som velkomstgave af medarbejderne fik overrakt en sløjfeindbunden brosten.” (86) Her fornægter forfatterens grundige kendskab til og stor forkærlighed for Det Indre Nørrebro sig ikke. Men brosten og bibliotek, samlet i et tegn, er ikke kun et pittoresk billede; tegnet gengiver desuden knapt og koncist bogens grundtanke: nemlig at bryde vredens magt igennem uddannelse og     oplysning.

Facit: Brosten eller biblioteker

Som nævnt i begyndelsen: Aydin Soei har skrevet en god bog om en gruppe medborgere i Danmark, der føler sig overset, stigmatiseret og ladt i stikken. Bogen viser med al tydelighed, hvad der sker, når sociale konflikter forsøges løst med udgangspunkt i straffemodus. Kampen for anerkendelse er en kamp, der finder sted i det nye Danmark. Man kan imidlertid tvivle på, om den er importeret ude fra. Referencen til de amerikanske tilstande i 90erne eller de franske tilstande i 2005 er illustrative, men om de også er forklarende – det kan man tvivle på. I Danmark er den politiske kultur en anden end i USA eller Frankrig. Lidt mere omhu i forhold til medieskabte overskrifter kunne have været på plads.

Kampen for anerkendelse vindes ikke med brosten, men med dialog og oplysning. Helteskikkelsen hentes ikke i socialromantikken; det er ikke den vrede outsider, men den engagerede kommunikator, der er Soeis forbillede.

Bogen blev også anmeldt på: www.dk.nyt

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar