Jeg vil forsøge i denne artikel beskrive nogle problem felter som børn og unge fra etniske grupper har idag og muligvis også imorgen.
Det er nogle kulturelle og sociale strukturer, der gør trivslen i familien og institutionen enormt besværligt, især for børn og unge fra etniske grupper.
Børn og unge har bl.a de følgende problemer:
- Hvem er jeg?
- Hvor hører jeg til?
- Er min primære kultur god nok?
- Hvordan skal jeg være overfor mine forældre?
- Hvilken institution (fx. skole og familien ) skal man forholde sig til?
- Hvad skal man gøre for at de ikke har problemer imorgen?
Disse problemer vil jeg belyse udfra mine socialpædagogiske erfaringer og undersøgelser i forbindelse med mine studier på. D.L.H. Jeg oplever gang på gang at de unge har nævnt disse problemer. Uanset hvilke samfundslag de kommer fra. Deres grad af problemer og smerter er selvfølgelig forskellige. Unge der kommer fra bedre stillede familier klarer sig bedre end de børn der kommer fra dårlige kår.
Familie
Når unge fra etniske minoriteter møder majoritets samfundet, bliver de klar over de kulturelle forskelle. De forskelle kan fx. være sammenværs formerne, relationer mellem aldersgrupperne, opførelse i skolen og deres syn på social arbejdere. Disse forskelle gør næsten vold på de unge, de er vant til helt andre kulturelle og sociale sammenværs former end de danske. For at den kulturelle forskel ikke skal gøre vold på de unge, kræver det meget er familierne.
For unge der kommer fra familier der har afklaret spørgsmålet om at de vil bo her i landet, vil den kultur de møder ikke volde store problem. I det øjeblik familierne er afklarede om deres fremtidige bo-situation , har det en del betydning for de unges trivslen. Efter denne afklaring i familierne er det indforstået (bevidsthed), at deres børn og unge bliver påvirket af den danske kultur, via deres relationer til danske unge.
Dette er ikke ensbetydede med at familierne vil blive danske. Den bevidsthed gør forældrene istand til at komme i dialog med deres børn og unge om kulturelle påvirkninger, som i nogen tilfælde skaber frustrationer for børn og unge. Forældrenes dialog har en stor betydning for børn og unge, således at de letter disse frustrationer de unge har.
Via den dialog forsøger forældrene at hjælpe de unge og vise, at de er åbne overfor de kulturelle påvirkninger. Den positive indstilling overfor påvirkningerne gør de unge istand til at omgås med danske unge.
Det at familierne har afklaret deres bo-situation er ikke den eneste faktor der gør det nemmere for de unges trivsel i samfundet. Der er en række andre faktorer, som har en stor betydning. De faktorer kan være familiens syn på uddannelse, forældrenes egen uddannelse og familiens økonomiske stabilitet.
De familier som stadig håber, at de kunne flytte tilbage til deres hjemland. Den indstilling gøre de unges trivsel mere problemfyldt. Det håb gælder ikke for ret mange familier efter min erfaringer med de familier, der har den indstilling. Inderst inde har de ikke ret meget håb på at flytte tilbage.
Familier der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet og er marginal grupper i samfundet er usikre overfor deres fremtids muligheder i det danske samfund. Familier formidler ikke den usikkerhed til de unge. Men de unge oplever selv at deres familier har den usikkerhed og familierne har ikke de nødvendige forudsætninger for at kunne hjælpe de unge med de kulturelle frustrationer i mødet med den danske kultur.
Familierne er meget opmærksom på den dansk kulturelle påvirkning. De viser med deres attituder at familien ikke interesser sig for dansk kultur. Jeg vil her pege på hvilke danske kulturelle elementer etniske familier tager stærk afstand fra. Dreng og pige relationer , alkohol og stof misbruge, danske unges manglende respekt overfor ældre og det individualistiske menneskersyn.
Samfundet
De unge bliver usikre om deres primære kultur, når de kommer i danske institutioner. Her vil jeg understrege det ikke er alle de unge fra etniske grupper der bliver usikre. Fx. unge fra U.S.A og Nordiske lande bliver det ikke på samme måde, derimod er det mere grupper fra III. landene og især islamiske unge bliver usikre.
Det interessante ved denne usikkerhed er det både mødet med danske voksne on de danske unge gør dem usikre. Den usikkerhed fører i mange tilfælde til at de unge reagerer voldsomt mod danske voksne og unge. Den usikkerhed er et problem i institutioner, de unge har på grund af den usikkerhed en meget destruktiv adfærd og voldsomme problemer med familierne.
På baggrund af denne destruktive adfærd, giver socialarbejdere de etniske unge en diagnose, som karakter afvigede og asocial og lignende. Efter min mening er den dianostisering et skjold, som vi socialarbejdere kan skjule sig bagved. Det bliver de etniske unges problem til sidst.
Usikkerhed skyldes mange psykologiske faktorer. De unge registrere alle oplevelser, fx. når de er sammen med deres familier i tog, på arbejdsformidlingen eller på indkøb. De registrere hvordan omverdenen (danskere) ser på deres familier. De oplever tit, at omverden ser nedvurderende på deres familier på grund af deres påklædning eller begrænsede danske kundskaber. De unge reagere ikke i disse situationer. De reagere når de mødes i institutioner med danske voksne og ung.
Via institutionerne har de et tilhørs forhold til danskerne. Når de dagligt omgås med danske voksne og unge i disse institutioner, så har de nogle forventninger til dem, bl.a respekt for deres måder at være på og deres kultur. Det er ikke altid at de får den respekt og når jeg nævner at de ikke får respekt skal det ikke forståes sådan at jeg her beskylder folk for at være racister. Tværtimod i institutionerne har folk interesse for etniske grupper.
Hvilke signaler gør etniske børn usikre?
Danske socialarbejdere og unge sender ubevidst nogle signaler, fx. læreren der omtaler etniske kvinders rolle i hjemmet som om de var slaver eller deres påklædning som bliver fortolket nedvurderende af etniske unge. Denne fortolkning føre til nogle destruktive handlinger i skoler og institutioner af etniske unge.Disse ubevidste signaler fra danske unge kunne man til en vis grad forstå, hvis de havde ikke nogen mulighed for at tilegne sig kendskab til etniske unges kultur og levemåde.
Det er på tide at man udfra de vanskeligheder man oplever i institutionerne må rejse kritikken overfor de overordnede systemer, for at de kunne forsøge at forbedre mulighederne for at etniske unge kunne føle sig trygge og se deres kultur som en del at værdisættet i den institution de går i.
Med de overordnede systemer mener jeg her de kommunale og Amtslige fagorganisationer der via deres efteruddannelses politik kunne sørge for at give udviklings muligheder til socialarbejderne. Via det har socialarbejderne muligheder for at følge udviklingen hos de etniske grupper og se hvilke ændringer der sker i de unges familier og liv. Via den mulighed bliver socialarbejderne bevidste om, hvordan man skal være over etniske unge og deres familier.
Efter min mening har de overordnede systemer her en opgave, som har en stor pædagogiske betydning for at udvikle en multi kulturel bevidsthed hos danske og etniske unge.
Den opgave er at der skal være et obligatorisk fag der hedder fremmed kultur i folkeskolen. Med sådan et fag vil etniske børn og unge føle at deres kultur har en værdi set fra majoritets side.
Med sådan et fag vil både etniske forældre , børn og ung have et tilhørsforhold til majoritets samfundet. Dette tilhørs forhold har en stor psykologisk betydning for dem, dette tilhørsforhold kunne vaære at stor betydning i nedbrydningen at de etniske familiers marginaliserede position i samfundet.
