Da jeg læste Annie Paabøls artikel i Social pædagogen, nr. 23 havde jeg svært ved at genkende mange af de ting som Lubna Elahi siger. Det har ingen genklang i mit daglige socialpædagogiske arbejde i Blæksprutten og mine erfaringer som fordragsholder og studerende. Jeg vil kommentere de følgende ting Lubna Elahi har sagt.
Lubna Elahi mener ikke, at det er fordi alle små børn i indvandrerfamilierne har det godt.
Det tvangsfjernes næsten ingen småbørn fra indvandrerfamilier, fordi der gribes ind alt for sent.
Efter hendes mening skal flere ugers fravær fra skolerne på grund af ferie i hjemlandet, sjusk og overtrædelser af aftaler ikke accepteres så vidt, som det bliver idag. Når danskerne bliver deprimerede, reagerer de ofte med alkohol og stoffer. Når indvandrerne bliver deprimerede reagerer de med vold.
Jeg kan kommentere mange af de ting hun siger, men jeg føler at de punkter jeg vil kommentere vil give de professionelle en mulighed for at danne sig en holdning om indvandrer børn og unge i deres institutioner.
Jeg har svært ved at følge Lubna, når hun udtaler sig som hun gør, hvad er det pædagogiske grundlag for hendes udtalelser. For at have et kvalificeret pædagogisk budskab og for at komme med en udtalelse om dette kræver det, efter min mening, at man har belæg for de ting man siger.
Cand. psych. Bo Ertmann undersøgelse om tvangfjernelse i Københavns kommune peger på, at det mest er unge indvandrer der bliver anbragt udenfor hjemmet. Lubna mener ikke, at det er fordi alle småbørn i invandrerfamilierne har det godt. Man kan ikke udfra denne undersøgelse påstå, at alle småbørn har det dårligt i disse familier. Jeg vil ikke påstå at alle indvandrer småbørn har det godt, for mig er det vigtigt at der er belæg for det man siger. Udfra mine socialpædagogiske erfaringer og mit studium mener jeg, at børn i 0 7 alderen bliver behandlet med kærlig omsorg. Forældrene giver den omsorg børn har behov for det.
I en af mine undersøgelser siger en forældre “De er guds gave til os, de små børn, de er afhængige af vores hjælp, det er vores opgave som forældre at give dem alt”. Børn i den aldere er forsvarsløse mod de ydre påvirkninger fx. vold, forældrene har en obligatorisk forpligtelse til at beskytte de små. Denne beskyttelsesgrad ændre sig efter hånden sim børnene bliver ældre.
Baggrunden for, at indvandrer børn blev anbragt i en ung alder, er efter min mening den autoritære måde hvorpå familierne vil opdrage på. Det giver anledning til nogle voldsomme konflikter mellem de unge og familierne. De unge, vil via sin tilknytning til danske institutioner og samværet med danske unge, blive påvirkede af den danske “demokratiske” opdragelse. Disse relationer med danskere og påvirkningen, gør de unge oprørske mod deres familier.
De unges oprør gør familierne usikre, og den usikkerhed gør at familierne fastholder deres måde at opdrage på. I nogle tilfælde fører den usikkerhed i familierne til nogle voldelige sanktioner. Børn i 0 7 års alderen er ikke så kritiske, som de unge i alderen fra ca.12 år. Derfor er der ikke så store problemmer mellem småbørnene og forældrene, som kan føre til voldshandlinger.
Den påstand, at danske myndigheder griber forsent ind vedr. indvandrer børns anbringelse er en myte. Jeg har selv været med til, at tvangsfjerne børn fra indvandrer familier og har kendskab til flere pensioner, der har en del indvandrer unge boende.Dansk myndigheder giver ikke særbehandling med hensyn til indvandrer børn og unges problemer. Mine erfaringer viser, at når der er problemer af anbringelses karakter hos indvandrer, så griber de danske myndigheder ind i sagen uanset om børnene er 3 eller 13 år. Anbringelser er ikke problem frit for de danske myndigheder og de professionelle, selvfølgelig er det også problematisk for de professionelle at anbringe danske børn og unge.
Det kræver af de professionelle og myndighederne, at de har nogle særlige faglige forudsætninger for at gå ind i indvandrer familierne. Dvs. man skal have kendskab til familiens kulturelle baggrund. Det vigtigste er for mange familier at det er helt nyt at nogle fremmede “professionelle” blander sig i familiens liv og oveni købet anbringer de unge udenfor hjemmet. Det er ikke nogen nem opgave. Mine personlige erfaringer viser at selvom vi (professionelle og myndigheder) tror at det er umuligt at anbringe den unge uden at gøre stor vold på familien, er det lykkedes for os at anbringe den unge udenfor hjemmet.
Lubna´s påstand om indvandre børns fravær fra skolerne
Hun var også i medierne i oktober måned med den påstand, at indvandre børn har flere uger fravær fra skolen, og forslog at man skulle bruge den sanktions form at fratage familiernes opholds- og arbejdstilladelse. Denne sanktions form tror jeg ikke er partiets holdning, det må være Lubnas egen holdning selvom hun gav udtryk for at det var en politiskholdning. Jeg synes at Københavns fremmedsprogskontor og Undervisningsministeren har været hurtige til at afmystificere den myte.
Det blev nævnt af disse myndigheder, at de ikke har de store problemer med flere uges fravær fra skolerne. Det handler om ca. 400 familier på landsplan.Indvandrer familierne er klar over, at den lange fravær fra skolen er et stort tab for deres børn. Dette tab er efter min mening en indsats fra de danske skolers side, der har bevidstgjordt familierne om at det går ud over deres børn´s faglighed. Mine erfaringer med indvandrer familier er at de tager deres børns skole meget seriøst. De ønsker ikke at gøre noget, der skader deres fremtid.
Familierne ser med stor forventning på skolerne, hvor deres unge går og tager en uddannelse der kan sikre deres fremtid med hensyn til arbejde. Det kan godt være at nogle børn har flere ugers fravær fra skolen, men når Lubna udtaler sig til medierne er det en generalisering. Jeg synes det en stor fejltagelse. Det kan godt være, at man som politiker skal markere sig på nogle områder, men i dette tilfælde viser det sig at der ikke er grundlag for den holdning hun giver udtryk for.
Når danskerne bliver deprimerede, reagerer de ofte med alkohol og stoffer. Når indvandrerne bliver deprimerede, reagerer de med vold.
Den påstand viser også, at hun ikke er anderledes end andre politikere, dvs. det er en påstand som ikke har rod i virkeligheden. Hun siger: Når indvandrer bliver deprimerende, reagerer de med vold. Det er en myte, det viser sig at mange fra I. generation bruger alkohol og stoffer. Her vil jeg illustrere med et citat fra Elisabeth Langes artikel i LFS nyt nr. 18/ 94:
Interview med Andrew Napier og Susanne Overbye fra familieambulatoriet på Bogfinkevej. De siger “Et stigende antal af de misbrugere, som kommer i ambulatoriet, er indvandrere, først og fremmest I .generations indvandrere. Størsteparten er pakistanere og tyrkere, og så er jugoslaverne for stigende”, side 13.
Jeg har svært ved at forstå Lubna´s påstand om, at indvandrere bruger vold når de er deprimerede. Jeg mener, at uanset om man invandrere eller danskere bliver der anvendt vold. Jeg personligt er imod, at man bruger vold. Det jeg kunne ønske fra Lubna er, at høre hvad der er hendes politiske bud på en løsning af menneskers sociale ,kulturelle og arbejdsløsheds problemer, hvordan forbygger vi volden?
