Overskriften er en sætning, sagt af den dræbte 19-årige italienske turists far, der i forbindelse med mindehøjtideligheden på Nørrebro, gav udtryk for sin sorg og de mange følelser han har i forbindelse med drabet på sin søn.
Det gjorde et enormt indtryk på mig og gav mig stof til eftertanke. Hvad er det, der gør, at etniske unge vælger at gå så vidt som til at dræbe en uskyldig turist. Hvad er det, der gør, at de bliver så voldelige og udfører uacceptable handlinger Jeg vil i det følgende komme med mit bud på et svar. Det er muligt, at læserne ikke er enige med mig, men jeg inviterer hermed lærere og andre sociale arbejdere til en åben debat, så vi kan forebygge sådanne umenneskelige handlinger.
Jeg er ikke ude på at stemple alle unge med etnisk baggrund som forbrydere, ej heller ude på at generalisere. Nej, det handler om små grupper forskellige steder i landet, der udfører grove handlinger. Jeg har efter mange års arbejde med unge nået til den erkendelse, at en stor del professionelle tager fejl på nogle områder.
For det første tror de, når der er tale om etniske med især muslimsk baggrund, at så er der et tæt familieforhold, og forældrene har styr på deres børn og unge, og børnene og de unge har respekt for deres forældre og deres landsmænd. Den gruppe, som jeg taler om, har ikke respekt for hverken deres forældre eller andre mennesker.
Det er der selvfølgelig mange forklaringer på; bl.a. slås forældrene til disse unge selv med massive problemer, fx manglende gennemslagskraft over den unge, isolering fra det danske samfund og ikke mindst fra eget netværk. Desuden lever mange af forældrene med en konstant uduelighedsfølelse, der er med til at deres kræfter og ressourcer er udtømte.
Her stiller jeg både spørgsmål og påstande: når forældrene ikke kan leve op til deres roller, hvem har så ansvaret for, at de etniske børn og unge socialiseres i samfundet. Mit svar er helt klart og tydeligt, at det er dit og mit ansvar at få et samarbejde sat i gang med forældrene. Jeg er af den overbevisning, at mange professionelle allerede i vuggestuen eller børnehaven, får øje på nogle af de børn, der mistrives.
Men det er min påstand, at disse observationer, som pædagoger, lærere og andre professionelle har foretaget, kun behandles i mødelokalerne! Personalet bebrejder ustandselig hinanden for det ene og det andet. Groft sagt, tales der kun om observationerne, der handles ikke! Jeg mener, at professionelle allerede på dette tidspunkt begår en stor fejl.
Vi lærer desværre heller ikke noget af alle de historier vi hører om vold og drab. Jeg vil anbefale andre, der arbejder med etniske børn og unge at gøre det, jeg selv gør. Når I over en periode forgæves har forsøgt at løse børnenes og de unges problemer, må I søge råd og vejledning blandt de professionelles egne netværk. Der kan I høre deres ideer og tanker og måske forsøge en anden metode for at støtte disse børn og unge og lære dem at ændre adfærd.
Jeg orienterer også familierne om det, jeg er i gang med, og hvis mine forsøg ikke giver nogle resultater, går jeg et skridt videre, og netop det gør, at jeg er forskellig fra mange andre professionelle! Når forældrene ikke er i stand til at tage hånd om børnene og de unges socialiseringsproces, og det heller ikke lykkes mig, anbefaler jeg myndighederne en anbringelse uden for hjemmet.
Det skal ske så tidligt som muligt, så der er størst mulighed for at påvirke børnenes adfærd i positiv retning. Muligvis vil nogle af jer sige, at I også anbefaler anbringelse uden for hjemmet, men det er desværre min erfaring, at når det handler om anbringelse af etniske børn, trækkes sagerne i langdrag.
De professionelle er bl.a. konfliktsky, idet de bliver usikre på de etniske forældres reaktioner. Men jeg oplever tværtimod, at de etniske familier går med til anbringelserne uden den store modstand. Jeg mener dog ikke, at anbringelse er den eneste løsning på etniske børn og unges socialisering og integrering der er mange faktorer, der spiller ind.
Afslutningsvis vil jeg sige, at en kontinuerlig udvikling af nye metoder, en tidlig pædagogisk indsats og specialuddannede professionelle, der er i stand til at komme i kontakt med forældrene, er vigtige brikker, ligesom institutionerne skal kunne rumme de etniske børn. Kontakten til familierne skal skabes helt fra starten, og skal være meget synlig og direkte, men også omsorgs- og hensynsfuld.
Desuden skal der foranstaltninger til for at opkvalificere forældrene og støtte dem til at udvikle sig som gode og kompetente forældre. Det kræver mange ressourcer, men jeg er sikker på at det nytter noget.
