Andre må ikke se, jeg græder

Bragt i Socialrådgiveren (13/08/2003)

“Nydanskere fylder i retspsykiatrien” hed en artikel i Politiken den 28. juli. Den får mig til at skrive dette indlæg. Det er ikke fordi, jeg er uenig i det, der står i artiklen – tværtimod.

Jeg mener, at det er på høje tid, at artiklen blev skrevet! Fagpersoner skulle have været på banen for længe siden for at sætte fokus på de etniske grupper, der har det svært med psykiske problemer. Jeg har i mange år arbejdet som behandler og er på den måde vidne til mange etniske familier, der lider under voldsomme psykiske smerter.

Overskriften til artiklen er en mors udtryk under en samtaleterapi. Hun fortalte om, hvordan hun gav udtryk for sorg og tab. Hun havde mistet et nært familiemedlem, og ifølge hendes traditionelle kultur reagerer nogle ved at rive sig i håret eller slå sig på benene, idet de tror, at man på den måde efter nogle måneder eller år kommer over det.

Hendes problem var, at det ikke var nok for hende til at hun kunne udtrykke sin sorg, men hun ville ikke belaste andre. Ej heller hendes mand eller voksne børn, fordi de syntes, at hun ikke var normal, når hun stadig var ked af det, selv om der var gået et par år efter tabet. Hun blev stemplet af familien og det øvrige netværk som en, der spillede offer for at få andres opmærksomhed. De anbefalede hende at gå til lægen for at få sovemedicin, så skulle det nok hjælpe!

Eksemplet betyder ikke, at alle etniske grupper har det sådan, men en stor del af familierne har ikke kendskab til behandlersystemet og kender slet ikke fagpersoner som psykiatere, psykologer og terapeuter. Hvis nogle er ved at gå i hundene, vil netværket lynhurtigt stemple det enkelte individ som sindssyg. I nogle af familierne følges religiøse skikke, dvs. de henvender sig til præster (imamer), idet de er overbevist om, at såfremt de får læst op fra Koranen, hjælper det på smerten.

Vedkommende jeg her omtaler var endda under medicinsk behandling, men da de kom hjem fra lægen, anbefalede nogle familiemedlemmer, at vedkommende ikke skulle tage sin medicin, men i stedet gå til en imam. De professionelle skal være meget opmærksomme på, hvad der sker i familien som helhed og individuelt. Jeg mener, at der på mange forskellige leder og kanter skal forsøges at give dem professionel hjælp. Selv om det umiddelbart synes helt umuligt, kan det lykkes.

Det er min egen erfaring, at uanset hvilken uddannelsesbaggrund og religiøs baggrund folk har, kan det sagtens lade sig gøre ved at faggrupperne (fx socialrådgiver, pædagog, lærer) samarbejder. På den måde kan et menneske med anden etnisk baggrund motiveres til en psykologisk behandling. Der er flere familier, der har givet udtryk for deres glæde over den professionelle hjælp de har fået.

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar