I sidste uge vågnede den danske befolkning og verdenssamfundet op til nyheden om PETs aktion og anholdelsen af otte etniske unge for forsøg på terror. For eksempel fandt man livsfarligt sprængstof hos en af de anholdte, og politiet meddelte, at de unge havde haft kontakt til Al-Qaeda og internationale terrororganisationer.

Det var ikke den første anholdelse, og mange af os er rystede over disse unges interesse for terror og for deres kontakter til terrororganisationer. Jeg mener, at denne interesse er en stor katastrofe.

Når man skal forklare eller forstå disse unge menneskers terroristiske handlinger, har man ofte henvist til, at de kommer fra familier, som er økonomisk og uddannelsesmæssigt dårligt stillet.

Desværre er vi i nyere tid, senest i Storbritannien, blevet vidende om, at en gruppe læger med rødder i Mellemøsten forsøgte sig med en stor terroristisk aktion. Og her i Danmark hører vi, at det er nogle velbegavede unge, som på mange måder klarer sig godt i samfundet og virker velintegrerede, der forsøger sig med en terroraktion.

Mit bud på årsagen

til disse unges interesser er, at de er eksistentielt ensomme, identitetsløse og uden stærke familierelationer. For manges vedkommende mangler faderrollen eller en rollemodel i familien.

Nogle læsere vil undre sig over min tanke om, at de unge ikke har stærke familierelationer. Når vi udefra ser på disse unge mennesker og andre etniske familier, ser de ud til at have stærke familierelationer og et kollektivt familieliv. Uden at generalisere er mit bud, at dette billede og denne tankegang ikke passer i dag, idet jeg ser udviklingen gå i retning af mere individualitet, så familiemedlemmerne lever ensomme liv.

Jeg er sikker på, at nogle af disse unge har en stor familie, men de lever et ensomt liv. Der er sikkert en far, men desværre oplever jeg gang på gang, at mange fædre hverken kan være rollemodeller eller være med til at støtte de unge mennesker i deres liv. Når der ikke er tætte relationer og positive forbilleder i deres familie, bliver mange unge identitetsløse.

Deres liv bliver ensomt, og de mister meningen og perspektivet med livet. I denne proces kommer de unge selv eller via deres netværk i kontakt med ekstremistiske religiøse grupper. Her møder de en gruppe eller en person med stærk personlighed og karisma. Nogle unge bliver imponerede over de stærke personer og lader sig inspirere af dem.

Med tiden bliver disse unge påvirkede til at se håb og mening med livet, hvis de kan være med til en terrorhandling. De overbeviser sig selv om, at det er en korrekt handling, fordi mennesker, der er imod dem, skal straffes. Her spiller stormagternes besættelse af for eksempel Irak også en rolle i de unges tanker, især fordi vi i medierne har set amerikanske soldaters behandling af uskyldige mennesker.

Disse billeder og besættelsen af lande opfattes som handlinger mod de unge selv. At familier mangler rollemodeller og ikke tager ansvar for de unge er en af grundene til, at unge vælger ekstreme handlinger. Familierne ved godt, hvornår deres unge ændrer personlighed i ekstrem retning, men ingen familier ønsker, at deres unge skal være ekstremister. Problemet for mange forældre er, at de ikke har den nødvendige indflydelse på deres unge, så de kan påvirke dem i positiv retning.

Men de gør heller ikke nok for at forebygge de unges interesse for ekstremistiske handlinger. Her mener jeg, at forældrene i høj grad svigter deres unge. Forældrene kunne bede deres eget netværk eller professionelle om hjælp til at forebygge interessen og støtte de unge i positiv retning.
Jeg mener ikke, at straf eller henrettelser er løsningen, selv om nogle af verdens stater tror dette.

Jeg vælger at tro, at vi her i landet kan gøre en forskel
ved at kæmpe for, at de unge finder deres rette plads i samfundet helt fra de er små, altså i deres skole, fritid og uddannelsesforløb.

Det skal ske i tæt samarbejde med forældrene, som skal støttes i at være rollemodeller. De skal se, at de har muligheder her i landet, selv om de har en anden etnisk kulturel baggrund.

For eksempel har jeg positive erfaringer med unge, der er kommet på kant med loven og er havnet i det kriminelle miljø. Når vi på et tidligt tidspunkt får fat i disse unge, er det med til at forebygge ekstreme handlinger.

Det mener jeg, vi også kan gøre for etniske unge, så vi undgår, at de deltager i ekstremistiske handlinger. Nøglen er tæt samarbejde med de unges familier, og vi skal sammen med de unge perspektivere deres liv, så de selv oplever, at de hører med til samfundet, og at samfundet sætter pris på deres kompetencer og har brug for dem.

Blandt andet på denne måde vil de unge opleve indhold i deres liv, minimere deres ensomhed i livet og bruge deres potentiale positivt for dem selv og samfundet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X