Indledningsvist vil jeg sige, at ordet svigt måske vil provokere nogle af læserne. Men det skal forstås på den måde, at når vi taler om indvandrere og flygtninge er fokus ofte på arbejdsløshed, på kriminalitet og på manglende interesse for at blive integreret.
Men jeg er ikke bekendt med at man taler ret meget om de psykisk syge unge indvandrere og flygtninge. Jeg er meget glad for at erfare, Videnscenter for Transkulturel Psykiatri og Statens Institut for Folkesundhed har lavet en undersøgelse, som peger på at unge indvandrere er mere psykisk syge end unge etniske danskere.
Undersøgelsen peger bl.a. på, at unge psykisk syge indvandrere har trivselsproblemer, de har angst, nervøsitet, de unge kvinder f.eks. er triste og har spiseproblemer, og de unge mænd mangler en faderfigur og lider af depression. Og ofte kommer vreden og depressionen voldsomt til udtryk.
Dette er nogle hovedtræk i undersøgelsen.
Jeg vil sige, at jeg er meget tilfreds med denne undersøgelse, og da jeg læste om den i Socialpædagogen, blev jeg glad for at erfare, at der er nogen der har fokus på denne gruppe. I dette debatindlæg vil jeg pege på to områder:
1. Svigt
Når jeg indledningsvist bruger ordet svigt, kan det bl.a. uddybes med at man i nogle indvandrer- og flygtningekredse enten overser de psykisk syges problemer, eller hvis man får øjnene op for de psykisk syge, har man ofte megen modvilje mod at udnytte de eksisterende behandlingsmuligheder i form af ungdomspsykiatri, psykolog eller andre former for behandling.
De kredse, som ikke udnytter de eksisterende behandlingsmuligheder, det er dem der synes det er en stor skam at have et psykisk sygt ungt familiemedlem. Her mener jeg, at vi der arbejder med disse familier må være opmærksomme på dette, og min personlige erfaring viser, at når man først har orienteret familien om, at der er nogle muligheder for at der kan blive taget hånd om disse unge mennesker, og at det overhovedet ikke er nogen skam, så er familierne glade for at kunne udnytte disse muligheder.
Det handler konkret om kontakten til familien, om at oplyse dem og motivere dem til at benytte de eksisterende muligheder.
2. Vores behandlingssystem er nogle gange ikke gearet til disse unge psykisk syge
Her tænker jeg på et konkret eksempel, hvor en ung mand er tilknyttet ungdomspsykiatrien og er under behandling.
Han får medicinsk behandling, men han er ikke interesseret i nogen form for samarbejde med ungdomspsykiatrien, dvs han får den medicin han har brug for, men hans nærmiljø har overbevist ham om, at hans problem ikke er af psykiatrisk art, men at det er mere åndeligt.
Man har overbevist ham om, at han skal bruge nogle af de primitive metoder, f.eks. henvende sig til et religiøst overhoved enten her i Danmark eller i hjemlandet, for at få hjælp til at bearbejde sine psykiske problemer.
Vi må erkende, at vi har psykisk syge unge. Det kan skyldes at deres immigration hertil har bevirket et kulturelt pres, fordi de ikke kan finde deres ståsted, de føler sig klemt mellem samfundet og familien, og nogle af familierne er isoleret fra samfundet.
De tror på, at det er Gud, der har skabt problemerne, og det eneste der hjælper er at håbe, at Gud med tiden vil tage hånd om disse problemer og eliminere dem.
Jeg kan bekræfte, at mit terapeutiske arbejde viser nøjagtigt det samme: tristhed og spiseproblemer blandt de unge kvinder, og tristheden forårsager en social isolation. Her mener jeg at man kunne arbejde med nogle af de psykisk syge, så de kunne få skabet et netværk.
For de unge mænds vedkommende er det den manglende faderfigur og depressionen, og dette oplever jeg også via mit arbejde.
Mit samarbejde med andre instanser i forbindelse med disse unge har til min store glæde hjulpet nogle af dem til at samarbejde med ungdomspsykiatrien og andre behandlingssystemer.
Det vil sige, det er muligt at samarbejde med de familier der isolerer sig, men det forudsætter at netværket omkring familien arbejder målrettet uden at lave et overgreb på de psykisk syge unge og familien, således at de kan indse, at det nytter noget at gøre noget ved det.
Her er det en forudsætning at man tænker på den kulturelle barriere og sprogbarrieren og opretter et tillidsforhold mellem familien og behandlingssystemet. Når det er sket, vil samarbejdet omkring den psykisk syge unge kunne ske uden de store problemer.
Jeg håber at de nye kommuner og regioner viser interesse for denne gruppe i form af vedligeholdelse af allerede eksisterende og oprettelse af nye behandlingsinstitutioner.
