Mit liv er fucked up!

Bragt i Ret og Vrang (24/09/2007)

Hold din kæft, din racist, du kan ikke lide flygtninge og indvandrere.
Overskriften til denne artikel dækker mine tanker og erfaringer for alle de år, jeg har arbejdet med både danske og etniske unge og deres familier.

Samtidig er det er et udtryk, som mange unge ofte bruger til at beskrive deres position i samfundet eller deres livsbetingelser. Et groft udtryk Ja, måske, men min lange erfaring med børn og unge, og især med dem, som bruger udtrykket, gør, at jeg har fuld forståelse for den måde at udtrykke sig på.

Jeg vil i min artikel prøve at grave dybere i mine erfaringer for at finde begrundelsen for, at de unge bruger dette udtryk. Min artikel bygger på mit konkrete pædagogiske og terapeutiske arbejde med børn og unge, danske såvel som etniske, og på min konkrete viden fra mange års praktisk arbejde.

Jeg vil først understrege, at alle de unge, jeg har mødt i mit arbejde med problemfamilier og problemunge, grundlæggende er samarbejdsvillige, både i forhold til familien og til andre, som arbejder med dem.

Problemet er, at både de unges familier og vi professionelle af forskellige årsager gør de unge til syndebuk. Både forældrene og vi, som arbejder med dem, gør det i afmagt, fordi vi ikke ved, hvad vi skal stille op med unge, som trives så dårligt i pædagogiske institutioner og foreninger og ikke mindst i hjemmet.

Vi giver dem skylden for alt. Det er dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det er ikke bare os professionelle og familien, men også medierne og politikerne, som har medvirket til at gøre de unge mennesker til syndebukke på grund af de unges grove eller uacceptable adfærd.

Ikke alle, men de ekstreme

Jeg vil prøve at beskrive, hvordan man kan arbejde med disse problemer. Det er klart, at det ikke er alle – danske og etniske unge jeg arbejder med, der har problemer eller hører til den kategori, som jeg beskriver i denne artikel.
Den gruppe, jeg beskriver, er de ekstreme.

Der er selvsagt mange både danske og etniske unge, som er velfungerende, og som ikke har brug for min eller andres professionelles hjælp.

Hvilke problemer præger de ekstreme unge:

a) Familien og de unge befinder sig i en situation, hvor familien har svært ved at klare dagligdagen, og hvor de voksne har svært ved at optræde som forbilleder for deres unge i det danske samfund,

b) De unge har svært ved at trives i det danske samfunds offentlige institutioner, især i skolen,

c) De unge kan have meget svært ved at gennemføre folkeskolens 9./10. klasse. På det tidspunkt, hvor de skal til at vælge uddannelse, har de derfor totalt mistet håbet og troen på, at de kan klare noget som helst,

d) Familien og de unge nærer en dyb mistillid til samfundet og dets institutioner,

e) De unge når begrundet eller ubegrundet – til den opfattelse, at deres problemerer forårsaget af samfundet,

f) Der må være noget galt med mig

ad a) Kaotisk hverdag

Udgangspunktet er, at familien og de unge har mistet troen og håbet på fremtiden. Når vi professionelle skal kontakte disse familier, går vi ofte ud fra, at de kender til vores institutioner, at de kender vores ydelser. Og vi bygger selvfølgelig på det udgangspunkt, at de skal behandles på lige fod med alle andre.

Men der er én ting, som vi professionelle og forvaltningerne overser, måske med vilje, måske på grund af manglende kulturel indsigt. Vi har ikke tilstrækkeligt kendskab til disse familiers situation, og vi ikke ved, hvor stort kendskab familien reelt har til de institutioner og foreninger, vi har her i Danmark.

Vi ved heller ikke, hvor meget familien kan støtte deres unge i forhold til de ydelser, de får tilbudt fra forvaltningerne og samfundet. Det er vigtigt, at forvalt¬ningerne og institutioner konkret vurderer familiens og den unges situation og gør det i dialog med familien og de unge.

Vi skal finde ud af, hvor meget familien og de unge kender til de institutioner vi repræsenterer, og gøre meget ud af at oplyse om, hvad den konkrete institution tilbyder dem, og hvad dette tilbud betyder for de unges trivsel i samfundet.

I det øjeblik vi i dialog med familien og de unge har sikret os, at de ved, hvad vi tilbyder, vil de familier som har mistet håbet og troen på fremtiden, få en smule håb og tro på, at vores samarbejde kan føre til at deres unge kan klare sig godt i samfundet.

Når jeg alene bruger ordene håb og tro, skyldes det, at disse familier og unge på føler sig som en fiasko. Mange gange forsøger disse forældrene at lære dansk, og nogle af dem prøver at tage en uddannelse for at blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet og i andre sammenhænge.

Men uden at ville generalisere føler den gruppe, som jeg beskriver, at det ikke nytter. De føler, at deres navn eller deres hudfarve bevirker, at de ikke kan blive en del af fællesskabet.

Hertil kommer, at især forældrene, ikke har tilstrækkelige kompetencer til at fungere som gode forbilleder for deres børn og unge. En situation, der giver de voksne en stor smerte, fordi de må se i øjnene, at de i den daglige kontakt med samfundet fremstår som uduelige.

Det fører let til konfrontationer mellem forældre og unge, fordi de unge har visioner og drømme. De ønsker sig forældre, der er lige som andre forældre, nogle som kan være advokat for dem. Men det kan nogle af disse forældre ikke, ikke på grund af manglende vilje, men fordi de ikke har de tilstrækkelige sproglige og kulturelle forudsætninger for at støtte deres unges i mødet med det danske samfund.

Med en målrettet og konstruktiv pædagogisk indsats kan man medvirke til at give et lille håb for fremtiden. Og det må ske gennem at få forældrene med. De er de vigtige samarbejdspartnere i forhold til deres børn og unge.

ad b og c) Dårlig trivsel i skolen

Mine mange års erfaringer viser at, en del af vores flygtninge-/indvandrerbørn og også mange danske børn får deres livs største nederlag i folkeskolen. Forældrene har et håb for børnenes fremtid, og børnene starter i folkeskolen med det samme håb. Børnene gør deres bedste, og de klarer sig da også nogenlunde i folkeskolen indtil 6./7. klasse, men derefter fravælger en del af de unge skolen.

Jeg vil beskrive et konkret eksempel i forhold til denne mekanisme: En af de unge, som jeg arbejder med, klarede sig indtil 6./7. klasse. I 8. klasse stillede lærerne hele klassen en arbejdsopgave: Hvad kræver demokratiet i fremtiden.

En sådan opgave viser tydeligt, at sproget har en markant rolle i selektionsprocessen. Sproget kan opdeles i to dele, dagligdagssproget som er lig med konkret tænkning og det intellektuelle og abstrakte sprog.

Da eleverne i denne 8. klasse efter en måneds tid skulle fremlægge deres opgave, som altså handlede om demokratiet, havde en stor del af eleverne hentet hjælp i familien, vel at mærke i de familier, som har tilstrækkeligt overskud og de nødvendige kulturelle forudsætninger for at hjælpe deres unge med at definere, hvad et demokrati er, og hvordan det udmøntes i dagligdagen.

Den unge, som jeg arbejdede med, havde ikke forstået, hvad et demokrati er, og han drøftede ikke spørgsmålet med sine forældre, fordi han vidste, at de ikke havde de nødvendige forudsætninger for at støtte ham.

Den unge sagde til mig, mine forældre kan ikke engang dansk, hvordan skulle de så kunne hjælpe mig med, hvad et demokrati er. Og den unge ved heller ikke, hvordan demokrati defineres eller beskrives.

Det er slemt for den unge, når alle de andre fremlægger deres opgave efter at have fået opbakning hjemme fra, at høre lærernes bemærkning om, hvor godt de har løst opgaven. Min unge krymper sig ved at høre det, og når det bliver hans tur til at fremlægge opgaven, samler han sig sammen, ser på læreren og siger: Hold din kæft, du er racist, du kan ikke lide flygtninge og indvandrere?.

Læreren, som har indflydelse og magt, beder den unge om at gå ned til skoleinspektøren, som med løftet pegefinder belærer den unge om, at man ikke vil finde sig i, at han er ubehøvlet, og at han ikke må tale sådan til lærerne.

Når en ung ikke kan løse sådan en opgave som at beskrive, hvad et demokrati er, konkret og teoretisk, skyldes det, at han helt banalt ikke forstår selve ordet demokrati. Og at han ikke kan få nogen som helst opbakning hjemme til at forså det.

I klassen handler det om prestige, og hvad man kan præstere. Når den unge ved, at han ikke har kunnet præstere det ønskede, kan han alene klare sig ved at udvise en uhensigtsmæssig adfærd.

Denne adfærd giver i sidste ende den unge et dårligt image både over for læreren og over for klassekammeraterne, og i sidste ende oparbejder han set med den voksnes (lærerens) øjne, en rolle som ballademager. Fordi han ikke kan honorere de faglige krav, som 8. og 9. klasse i folkeskolen stiller.

Og dette hans dårlige image breder sig som ringe i vandet, så hele skolen efterhånden ved, at han er en ballademager, at han ikke kan fungere, og at han er grov. Han bliver på denne måde fastholdt i rollen som ballademager og som fagligt set uduelig. En, som ikke kan klare sig i folkeskolen.

Lidt firkantet kan man sige, at de unge og de unge alene i sidste ende bliver gjort ansvarlige for, at de ikke kan opføre sig ordentligt og passe deres skole.
I en sådan situation er det vigtigt, at vi i vores skolesystem og i andre pædagogiske institutioner sørger for at inddrage disse unges livserfaring og kulturelle bag¬grund, således at de på en eller anden måde kan matche skolen/institutionen. I dag er det desværre modsat.

De etniske og danske unge fra socialgruppe 5 skal tilegne sig en middelklassekultur i folkeskolen, men de har svært ved at gøre det. Hvis de ikke gør det, giver det bagslag og de bliver sorteper i familien og i skolen.

Familien bakker ofte skolens krav op, skolens krav om at den unge problemfrit skal kunne klare sig, men familien har som nævnt ofte ikke tilstrækkelige forudsætninger for at forholde sig kritisk til skolen, således at de på den måde kan være advokat for deres børn og unge.

ad d) Mistillid til samfundets institutioner

Når unge bliver opfattet som ballademagere eller uromagere, opstår der mistillid. De unge får mistillid til samfundet, institutionerne og os professionelle, som arbejder med og for dem.

Når unge mistrives i skolen og i familien, ved de det godt selv. De ved godt, hvad der siges i familien og i skolen om dem. Og familien, skolen og andre institutioner gør, hvad de kan, for at overbevise de unge om, at det er dem selv, der er problemet. Det er dem, som ikke kan finde ud af det.

De unge føler, at de ikke bliver hørt, set eller anerkendt af familien, institutionerne, organisationerne og ikke mindst af samfundets øverste, politikerne. Både politikerne og medierne er medvirkende til, at nogle unge bliver fastholdt i en uhensigtsmæssig adfærd. De har fået et image som farlige, ballade- og uromagere.

Et spørgsmål, som de ekstreme unge ofte stiller, er, hvorfor medierne altid har flygtninge-indvandrerhistorier på forsiden. De følger meget med i nyhederne, og de sammenligner meget med den meget ringere omtale deres jævnaldrende danske venner får, når de laver noget uhensigtsmæssigt. De unge, danske ballademagere bliver ikke centrum for mediernes og politikernes opmærksomhed.

Unges mistillid er udtryk for en måde, hvorpå de unge passer på sig selv, ikke mindst over for os, som dagligt arbejder med dem. Vi har ikke bevidst, men ubevidst overskredet nogle af de unges og deres familiers grænser.

At vi overskrider deres grænser, skal her forstås på den måde, at vi i vores kontakt hele tiden peger på, at det er dem, der ikke kan finde ud af det, at det er dem, der er problemet. Vi frataget dem deres selvfølelse. Vi medvirker til, at unge føler sig uduelige og efterhånden udvikler mistillid til os, og derfor gør alt, hvad de kan, for at holde os på afstand.

Men selv om de nærer mistillid til os, selv om de har oplevet nederlag på nederlag i deres liv, så viser den unge tillid til den voksne, som anerkender dem som mennesker og som regner dem for noget uden at bruge en målestok, der angiver, hvor meget dansk de kan, hvor mange eksaminer de har osv., men ser på dem som mennesker med et potentiale.

De unge har en anden side, end den de ofte viser. Den side giver udtryk for, at jeg er et menneske, og jeg er interesseret i at samarbejde i det øjeblik jeg føler, at jeg bliver respekteret som individ. Ved at udvise dem respekt og ved målrettet at arbejde med skole, uddannelse og deres uhensigtsmæssige adfærd, kan det lade sig gøre at vende billedet.

ad e og f) Alt er min og vores skyld

En del flygtninge-/indvandrerfamilier og unge bærer på en skyldfølelse over deres mislykkede liv. Familien fungerer dårligt, den unge trives ikke i skolen eller i andre af vore institutioner og foreninger og det lykkes dem at få et tillidsforhold til andre mennesker.

De fyldes af selvbebrejdelse. Det er ikke noget man kan se på folk. Det kræver kulturelle forudsætninger at kunne se, at de har den følelse. Ofte spiller disse familier og unge komedie over for dem der har overblik, styring og klare mål.

Men når det kommer til stykket, så viser de deres sande jeg, de viser, at de faktisk har mistet troen på sig selv og har mistet tilliden til sig selv. Det har vi været medvirkende til i vores tidlige samarbejde med forældrene i vores handling og krav.

Derfor skal vi, allerede første gang vi mødes, anerkende hvert enkelt menneske ud fra, hvad det kan, og støtte dets personlige udvikling, således at det kan få tillid til sig selv. Derved opstår der en social udvikling, hvor de unge aktivt kan bruge en del af fællesskabet, en del af samfundet, ligesom alle andre gør.

En case

I det følgende vil jeg gerne beskrive en case, hvor læseren kan få indsigt i den form for familie jeg beskriver, og hvilken baggrund den har, og på den måde bedre forstå denne familie og dens medlemmer, når man i det daglige møde dem, det være sig som medborger eller som professionel, som politiker eller forvaltningsmedarbejder.

Jeg håber, at denne case vil fremme forståelsen for andre menneskers vilkår og gøre det nemmere at samarbejde. Vi må justere vore forestillinger og forventninger, byggende på dialog, indsigt og viden om hinanden.

Denne case handler om en flygtningefamilie, hvor moderen og faderen efter et hårdt liv under hårde betingelser i et diktaturregime forsøger at finde et ståsted i deres hjemland.

Efter mange forsøg indså familien, at deres muligheder blev truet af diktaturregimet i hjemlandet. Familien havde et barn, da de forlod hjemlandet, og det er det barn, den unge, jeg vil skrive om.

Familien måtte forlade hjemlandet illegalt og flygte gennem uvejsomme bjergområder til et naboland, hvorfra de kunne rejse til Danmark for at søge om asyl. Den unge fortæller følgende: da han var fire år, tog familien af sted en mørk aften over bjergene.

Moderen var højgravid. De havde en lang vej at rejse for at nå til nabolandet. I mørket i bjergene blev det meget dårligt vejr med kulde og regn. Moderen skulle nedkomme.
Han husker tydeligt, at moderen efter mange timer nedkom med et barn, som døde. Efter at have forladt deres familie og hjemlandet stod de nu på et bjerg, i et uvejsomt terræn i kulde og regn, og de mister deres nye familiemedlem.

Der var kun én vej, og det var at fortsætte til nabolandet. Hvis de vendte om, var der stor risiko for at både faderen og moderen ville blive fængslet, og den unge ville så stå alene tilbage.

De efterlod det nyfødte barn i bjergene og fortsatte flugten til nabolandet. Og efter mange besværligheder kom de til Danmark.

Ifølge de oplysninger som jeg har, fik familien – efter at have fået asyl her i Danmark – en bolig, men de har ikke fået behandling for de traumer, de fik i deres hjemland, hvor faderen bl.a. har været fængslet.

Det bliver efterhånden tydeligt, at det er den unge, som er blevet syndebuk. Jeg mener, at samfundet og familiens kommune hvor der sikkert er ansat mange gode folkeskolelærere og mange gode sagsbehandlere med et positivt menneskesyn, ikke har taget hånd om denne familie ud fra en helhedstænkning.

Det vil sige en indsats, hvor de både tager hånd om den unge, får ham i skole og lærer ham sprog, så han kan blive en del af fællesskabet, og om moderen, som ikke er kommet over den barske oplevelse at miste et barn under så barske vilkår. Den unge husker stadigvæk denne oplevelse ganske tydeligt.

Det, som er min hovedpointe i denne case er, at vi skal tage hånd om denne familie, straks når de er kommet til Danmark og har fået opholdstilladelse. Vi skal med et meget bredt perspektiv prøve at se på hvert enkelt familiemedlem, og også se familien som en helhed.

Jeg mener, at man har overset at give familiens behandling, både psykologisk og psykiatrisk hjælp. Der skal arbejdes med forældrenes traumer og livet i det nye land, Danmark, som er ukendt for dem.

Det er vigtigt i vores fremtidige arbejde at foretage en grundig analyse, og på baggrund af den at iværksætte de hjælpeforanstaltninger, som er nødvendige. Vi skal tage hånd om børn og unge i familien og prøve at støtte forældrene.

Når der bliver ro i de voksnes rækker, og det er her ligegyldigt om vi taler om en flygtninge-/indvandrerfamilie eller en dansk familie, så har det en god afsmit¬tende virkning på de unge.

I denne case virkede den unge indtil 7. klasse til at have det godt, men han nævnte gang på gang, at moderen, når hun sad alene, spekulerede meget over tabet af det nyfødte barn.

Mit liv er fucked up!Og den unge fortæller, at han også har grædt meget for sig selv. Han kan ikke forstå, at de efterlod d
et døde barn på toppen af et bjerg. Den unge havde skyldfølelse.
Min hjælp i samarbejde med forvaltning, skole og familie var at støtte den unge i skolen og i fritiden, men jeg kom først ind i billedet da han var 13-14 år.

Familien bliver – præget som den er af diktatur, flugt, det døde barn osv. glemt her i Danmark. Familien bliver overladt til sig selv.

Da vi skulle i gang med at arbejde med den unge, var det desværre på et meget sent tidspunkt. Han medicinerede sig selv med forskellige kemiske midler, og han endte som misbruger.

Dette er et negativt eksempel. Jeg arbejdede med den unge, men jeg kunne ikke redde ham. Det skyldes mange års forsømmelse. Man kunne ikke helbrede den unges og familiens store smerte.

Det man kan lære af denne case er, at det overordnede politiske system skal have en klar og hel asylpolitik og ikke bruge indvandrere og flygtninge og asyler som politiske midler til at komme til magten.

Tværtimod, for det drejer sig om mennesker, som er kommet hertil i nød. Man må i samarbejde med dem og andre organisationer, som har kendskab til denne gruppe, forsøge at tilrettelægge et medmenneskeligt program, som indebærer sprogundervisning, behandling og fritidsaktiviteter.

En sådan indsats ville minimere, at der sker skade på sådanne unge, som ham jeg her har beskrevet. Hvis vi ikke gør noget aktivt, men kun bliver ved med at snakke om det, tror jeg taberne bliver de unge flygtninge-/indvandrere.

Afslutningsvist vil jeg sige, at vi har nogle mennesker, som har valgt at bo her i landet. Det kræver af os, at vi bygger bro mellem samfundet og disse familier. Men inden vi bygger denne bro, skal vi politisk finde ud af, hvad vi vil være med til, hvad vi forventer af os selv som politikere, hvad vi kan tilbyde disse familier, og hvad vi kan og vil kræve af dem.

Derefter kan man gå ud til familien og etablere et samarbejde. I dag oplever jeg ofte, dog uden at generalisere, både på det politiske, generelle plan og på det lokale plan, at der alene bliver stillet krav til disse familier og unge.

Selvfølgelig skal der stilles krav, men jeg vil også sige, at danske politikere og forvaltninger og den almindelige befolkning må sige til sig selv:

I dag lever vi en i verden, hvor der ikke er en homogen kultur, hvor der er kommet mange nye borgere til landet. Dvs., at den danske befolkning også skal lære andre kulturer at kende. Vi vil på den måde kunne skabe et helt multikulturelt samfund.

Nogle læsere vil måske synes, at jeg er sær, når jeg mener, at alle bør lære noget om og af hinandens kultur, men jeg mener absolut, det er en af vejene til at kunne leve side om side og anerkende hinanden.

Men jeg siger ikke, vi altid skal være enige, vi må lære at være åbne over for hinanden, således at vi kan trives sammen i ét samfund. Og minimere menneskelig smerte.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar