Det er tankevækkende, at statsministeren ved Folketingets åbning blandt mange andre emner var inde på, at Danmark har brug for fremmed arbejdskraft, og at man er nødt til at hente arbejdskraft fra udlandet.
Men statsministerens udtalelse har givet anledning til en debat, hvor bl.a. Ekstrabladet afslørede, at der f.eks. i Danmark er 323 højtuddannede etniske. Og det har vi også set i sidste uge, hvor en øre-, næse-, halsspecialist arbejder som grønthandler, og en læge og ingeniør arbejder som taxachauffør.
Mit spørgsmål er, når vi har nogle af de højtuddannede, hvad er det så der gør, at de ikke bliver brugt til det, de har kompetencer til, i stedet for at arbejde som ufaglærte. Og en ny undersøgelse i EU, som blev offentliggjort i mandags, viser at integrationen halter i Danmark, dvs blandt 28 EU-lande indtager Danmark en 20-21- plads.
Det betyder at vi i Danmark er nødt til at tage os tid til at kigge kritisk på vores integrationspolitik, blandt andet se endnu mere specifikt på, hvad det er der gør, at vi ikke kan bruge de højtuddannedes specifikke kompetencer, som samfundet jo har brug for.
Mit bud er, hvis vi skal kigge på integrationspolitik, så at se på følgende områder, som jeg synes er væsentlige:
- Arbejdsmarkedspolitik
- Socialpolitik.
- Uddannelsespolitik.
- Undervisning og pædagogik i skoler og andre institutioner.
På det arbejdsmarkedspolitiske område bekræftes det endnu engang i alle undersøgelser, at der er en barriere på arbejdsmarkedet, som jeg vil kalde en skjult diskrimination, hvor det er svært for etniske minoriteter at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal forstås sådan, at dem der er uddannet og har de sproglige og faglige kompetencer skal have mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Jeg kan godt følge nogen, der vil sige, hvis man ikke kan sproget og ikke har nogen uddannelse, så er svært. Men min interesse for det, og mit kendskab til det viser, at jeg efterhånden møder en del mennesker, som er født og opvokset her, og som har høje karakterer, men som har svært ved at finde et arbejde.
Og mit spørgsmål til politikerne og til arbejdsmarkedets parter er: Er der noget i vejen med disse grupper. Og svaret er, nej, det er noget ved vores holdning og vores struktur der gør, at de ikke bliver brugt, og der er nogle ressourcer der går til spilde.
På det socialpolitiske område er vi efter min mening også meget bagud på mange områder, hvor jeg mener at grupperne, dvs danske og etniske, er langt væk fra hinanden.
På uddannelsesområdet kan vi være enige om, at man skal satse på, at alle samfundsborgere, bl.a. etniske, skal have uddannelse. Og jeg vil sige, at med det kendskab jeg har til det, har jeg ikke mødt nogen etniske minoriteter, som ikke er interesseret i at deres børn skal have en uddannelse i Danmark, men der er efterhånden en bekymrende tendens, når nogen i et indvandrernetværk har kæmpet for at få en uddannelse i Danmark, og de så ikke bliver brugt.
Det kan få nogle forældre til at stille spørgsmålstegn ved, om det kan betale sig at få en uddannelse, hvis man ender som taxachauffør eller grønthandler. Det synes jeg er meget bekymrende, og vi bør have en politik, der er sammenhængende, hvor du får en uddannelse og hvor du også bliver brugt i samfundet inden for dit kompetenceområde.
Integration skal efter min mening starte helt fra den dag, hvor moderen kommer i kontakt med sundhedsplejersken, og også hele vejen igennem til universitet og til arbejdsmarkedet.
Og det forudsætter, at man arbejder, ikke ensidigt, ikke kun med fokus på det etniske. Jeg mener, hvis integration skal lykkes, så kræver det to parter, både etniske og danske, til i dialog og samspil at få integrationen til at lykkes.
Når man i dag snakker om integration, så forventer man kun etnisk, men jeg mener det er en gensidig proces mellem dansk og etnisk.
Min afsluttende bemærkning er, at vi må tage os tid til at arbejde på forskellige planer for at få det bedste ud af de forskellige kompetencer hos hinanden, og ikke mindst at de forskellige etniske minoriteter skal have et tilhørsforhold til det danske samfund.
