Hvor meget ved vi?

Ordet svigt vil måske provokere nogle læsere. Men det skal forstås på den måde, at der fokuseres meget på arbejdsløshed, kriminalitet og manglende interesse for at blive integreret, når vi taler om indvandrere og flygtninge. Jeg er ikke bekendt med, at man taler ret meget om de psykisk syge unge indvandrere og flygtninge, selvom der foreligger en række videnskabelige resultater herom.

Resultaterne viser en større fysisk og psykisk sygelighed blandt etniske minoriteter i forhold til den øvrige befolkning. (Nordentoft 2000; Pedersen & Møller 2000). Men ofte svigter også forskningen; den er for ufokuseret, hvad dette område angår. Socialforskningsinstituttet (Jespersen & Sivertsen 2005) fastslår således, at der ikke er nogen stærk tradition for, uanset emne, systematisk at belyse, klasse, køn og etnicitet i forbindelse med studier af unges sociale problemer. (s. 12). Dette er besynderligt, for netop unge med etnisk minoritetsbaggrund er overrepræsenterede med henblik på arbejdsløshed, kriminalitet eller udsatte unge.

Man kan desuden gå ud fra, at der blandt indvandrere og flygtninge heller ikke tales ret meget om fænomenet psykisk sygdom. Psykisk trivsel, psykisk sygdom. Statens Institut for Folkesundhed har i 2007 (Helweg-Larsen, Flachs og Kastrup) udgivet rapporten Psykisk Trivsel. Psykisk Sygdom – Etniske forskelle blandt unge i Danmark. Rapporten bygger blandt andet på en større registerundersøgelse, som Videnscenter for Transkulturel Psykiatri medvirkede i hensigten med undersøgelsen var at fremme forebyggelse af psykisk sygdom og trivselsproblemer blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk (s.12).

Undersøgelsen viser, at unge indvandrere oftere er psykisk syge end unge etniske danskere. Der tegnes et differentieret billede af etniske unge, fordi man også ser på adoptivbørn og efterkommere, der er opvokset i blandede ægteskaber.

Der bruges følgende etniske kategorier:
Dansk: født i Danmark, begge forældre født i Danmark
Adoptivbørn: født i andet land end Danmark, begge forældre født i Danmark.
Relevante lande omfatter ikke vestlige lande, men hovedsageligt Korea, Kina, Sri Lanka og Indien, Rumænien, Bulgarien, Rusland samt Colombia, Brasilien og andre lande i Sydamerika
Indvandrer: Født i andet land, og forældre fødte i andet land end Danmark
Efterkommer A: Født i Danmark og begge forældre født i andet land end Danmark
Efterkommer B: Født i Danmark, og en af forældrene født i et andet land end Danmark.

Der blev fastslået, at unge psykisk syge indvandrere har trivselsproblemer. De udviser angst, nervøsitet, de unge kvinder f.eks. er triste og har spiseproblemer, og de unge mænd mangler en faderfigur og lider af depression.

Og ofte kommer vreden og depressionen voldsomt til udtryk. Mere detaljeret påviser undersøgelsen at en betragtelig andel af unge i Danmark oplever en række psykiske trivselsproblemer i form af angst, nervøsitet, søvnproblemer, depression mm., (s.7); at de unges kontakt til sygehusvæsenet hyppigt skyldes denne type psykiske lidelser.

Problemerne må således siges at være af en vis sværhedsgrad ved at give anledning til et psykiatrisk behandlingsforløb. (s.7) klare kønsforskelle i forekomsten af psykiske problemer, både ud fra de selvrapporterede data og registerdata. Unge kvinder klager således over flere psykiske trivselsproblemer i form af tristhed, angst, nervøsitet og spiseproblemer, end unge mænd gør, ligesom de oftere har kontakter til psykiatrien for tilsvarende problemer. Derimod har unge mænd hyppigere kontakt pga. misbrugsproblemer. (s.8).

Unge kvindelige efterkommere har også flere sygehuskontakter pga. selvskade/selvmordshandlinger end unge indvandrere og etnisk danske, men betydeligt færre end adopterede unge kvinder. (s.23)
Dette er nogle hovedtræk i undersøgelsen. Selvom der ikke angives entydige årsager, hvorfor etniske unges trivsel afviger markant fra danske jævnaldrende, så kommer undersøgelsen dog frem til tre bemærkelsesværdige udsagn (s.12):

Den højere rate af personlighedsforstyrrelser blandt efterkommere i etnisk sammensatte familier kunne tolkes i retning af, at en kulturkonflikt er mere belastende inden for end uden for familien.Identifikationsproblemer, kulturelle konflikter og muligvis oplevelsen af fremmedhed er alle risikofaktorer for selvskadende adfærd. Den signifikant højere forekomst af selvskadende adfærd blandt unge kvinder i adoptivfamilier og af blandet etnisk baggrund bør gøres til genstand for en forskningsmæssig udredning.

Resultaterne peger også i retning af, at det danske samfund ikke tilstrækkeligt godt har evnet at forebygge trivselsproblemer og minimere risikofaktorer for psykisk sygdom blandt efterkommere til traumatiserede indvandrere. Der anbefales en forstærket indsats i asylfasen over for flygtninge. Uddybende kommentarer undersøgelsen er meget interessant og på sin vis også ret nedslående. Generelt kan man sige, at vi professionelle behandlere, at den danske befolkning og danske institutioner ved for alt lidt om, hvilken betydning etnicitet og køn har, når det gælder psykisk syge medborgere. Her vil jeg gerne komme med to uddybende kommentarer:

1. Indledningsvist har jeg brugt ordet svigt. Dette kan bl.a. uddybes med, at nogle indvandrer- og flygtningekredse overser de psykisk syges problemer. Hvis man langt om længe accepterer psykisk sygdom eller trivselsproblemer, så har man ofte megen modvilje mod at udnytte de eksisterende behandlingsmuligheder.

Ungdomspsykiatrien, psykologhjælp eller andre behandlingstilbud bliver ikke udnyttet. Den gruppe, der ikke udnytter de eksisterende behandlingsmuligheder, synes ofte, det er en stor skam at have et psykisk sygt familiemedlem. Vi, der arbejder med disse familier, må derfor være opmærksomme på, at der findes denne ofte ubegrundende – angst for at komme i berøring både med sygdommen og behandlingen af den.

Mine personlige erfaringer viser, at familierne er glade for at kunne udnytte de eksisterende behandlingsmuligheder, men at de ofte ikke ved, at de findes og hvem de skal henvende sig til. Når man først har informeret på en sober måde, så forsvinder skammen samt angsten og tilliden til terapeuter og behandlere stiger. Det handler med andre ord om at tage kontakten til familien, at oplyse den og motivere den til at benytte sig af de eksisterende muligheder.

2. Vores behandlingssystem er imidlertid ikke altid gearet til de unge psykisk syge med etnisk baggrund. Her tænker jeg på et konkret eksempel. En ung mand er tilknyttet ungdomspsykiatrien og er i behandling. Han får en medicinsk behandling, men er ikke interesseret i nogen form for samarbejde med ungdomspsykiatrien.

Han får den medicin, han har brug for, men hans nærmiljø har overbevist ham om, at hans problem ikke er af psykisk art, men af mere åndelig karakter. Man har forvisset ham om, at han skal bruge nogle af de oprindelige metoder, f.eks. henvende sig til et religiøst overhoved enten her i Danmark eller i hjemlandet. Der vil han få den rigtige hjælp til at bearbejde sine psykiske problemer.

Når jeg siger, at behandlingssystemet ikke altid passer til psykisk sygdom, der er relateret til et transkulturelt miljø, så betyder dette to ting. For det første må det de etniske minoritetsgrupper erkende, at der findes psykisk syge blandt dem. De må også lære at indse, at videnskaben og psykiatrisk forskning har viden om og kan tilbyde behandling af psykiske sygdomme.

Behandlingssteder i Danmark må derimod anerkende, at ikke alle befolkningsgrupper i kulturelt mangfoldige samfund har kendskab og tiltro til et naturvidenskabeligt og objektivt syn på sygdom. Når den syge tror, at det er Gud, der har skabt de psykiske problemer, så mener han/hun også ofte, at Gud med tiden vil tage hånd om disse problemer og fjerne dem.

Så kan man søge hjælp hos de religiøse og åndelige ledere for at få bistand og trøst. Det vil sige, at videnskab og religion opfattes som to hinanden udelukkende syn på psykisk sygdom. Immigration har bevirket et pres på såvel de etniske familier som på de sociale og kulturelle institutioner i Danmark. Transkulturel kontakt og vidensdeling kan fremme forståelsen for hinandens syn på sygdom og hvordan den hænger sammen med vores syn på verdenen.

Jeg kan bekræfte, at mit terapeutiske arbejde viser nøjagtigt det samme, som undersøgelsen er kommet frem til: tristhed og spiseproblemer blandt de unge kvinder. Tristhed og social isolation hænger sammen. Man kunne hjælpe de psykisk syge med at skabe bæredygtige sociale netværk. For de unge mænds vedkommende oplever jeg via mit arbejde, at manglen på en faderfigur og depressionen hænger sammen.

I forbindelse med psykisk syge unge har jeg tit oplevet, at samarbejdet mellem de socialpædagogiske institutioner og ungdomspsykiatrien samt andre behandlingsinstitutioner har været til stor gavn for de etniske unge. Det vil sige, det er muligt at komme i kontakt og samarbejde med de familier, der ellers isolerer sig.

Dette forudsætter dog, at netværket omkring familien arbejder målrettet uden at umyndiggøre de syge unge og familien. Det er forudsætningen for, at de kan indse, at det nytter noget og at de selv kan gøre noget ved sygdommen. Man burde derfor tænke på de kulturelle og sproglige barrierer, når man ønsker at skabe et tillidsforhold mellem familien og behandlingssystemet. Er dette sket, vil samarbejdet omkring den psykisk syge unge fungere uden de store problemer.

Hvad kan bibliotekerne gøre?

Bibliotekarstøtte i form af oplysning er en nødvendighed ? også når det gælder psykiske sygdomme blandt unge med indvandrebaggrund.
Når landets bibliotekarer får øje på denne artikel, vil nogen nok tænke: “Psykisk syge unge har ikke noget med mit arbejde at gøre”. Hvis vi tænker rent behandlingsmæssigt, er vi fuldstændig enige.

Men efter min mening spiller bibliotekarerne en central rolle over for både de psykisk syge samt deres pårørende og i forhold til den danske befolkning. Oplysning og information kan fremme viden om, indsigt i og forståelse for, hvordan psykiske syge med indvandrerbaggrund trives i Danmark.

Men det er ikke nok med pjecer om eksisterende behandlingstilbud. Tillid skabes gennem dialog og forståelse og den skabes i de miljøer, som den informationssøgende de pårørende eller den syge er knyttet til. Derfor burde bibliotekarens arbejde være opsøgende. I forhold til rapporten kan bibliotekarisk oplysning bestå i to beslægtede opgaver. I undersøgelsen konstateres for det første, at viden om psykiske problemer hos unge med indvandrerbaggrund generelt er ret begrænset i Danmark.

Da der aktuelt kun eksisterer begrænset viden om forekomsten og karakteren af psykiske problemer blandt unge etniske minoriteter i Danmark vil undersøgelsens resultater, trods de anførte begrænsninger, kunne bidrage med væsentlig ny viden og også inspirere til yderligere undersøgelser. Hensigten er derved at øge mulighederne for at forebygge psykiske problemer, der er knyttet til unges forskellige oprindelse. (s. 15)
Her kommer bibliotekarerne ind i billedet.

De kunne med udgangspunkt i de i rapporten nævnte problemfelter bidrage til at formidle viden og information om psykiske sygdomme generelt og hos etniske unge specielt. Her tænker jeg konkret på at stille materialer til rådighed og give råd om, hvor man kan få støtte i forhold til psykiske lidelser. Mere og bedre viden er en vigtig forudsætning for, at man ser mere neutralt på sygdomme.

Men biblioteker kan derudover hjælpe med at skabe tillid blandt andet fordi de ikke er myndighedsudøvende eller en del af behandlingssystemet. Der kan føres en dialog om de vanskeligheder, der er forbundet med opvæksten i to kulturelle verdener. Bibliotekerne kan oplyse om, at sandsynligheden for, at disse kulturelle verdener støder sammen, er større i eksistentielt belastende situationer f.eks. ved sygdom.

De kan informere om de kulturelle præmisser, som ligger til grund for at få psykosocial og lægelig hjælp i Danmark. At fremme oplysning, information og dialog betyder dog, at biblioteker tilegner sig domænespecifik viden i f.eks. interkulturel psykologi, bliver til lokale videnscentre og arbejder sammen med de relevante nationale forsknings- og oplysningsenheder på området.

Bibliotekernes anden oplysningsopgave bliver synlig, når man får øje på et andet centralt resultat fra undersøgelsen. Målgruppen er blevet spurgt om deres psykiske trivsel samt deres sygehuskontakter og psykiske lidelser. Selvrapporteringen viser på nogle områder markante afvigelser mellem etnisk danske unge og unge med indvandrerbaggrund.
På spørgsmålet Tror du, at man selv kan gøre noget for sit helbred? viser det samlede svar følgende:

Langt de fleste etnisk danske unge, 92 % af drenge og 94 % af piger mente, at de selv havde indflydelse på eget helbred, dvs. at de gennem deres adfærd kan reducere risikoen for sygdom.

Derimod var det 15 % af drenge i indvandrergruppen og 23 % blandt drenge i gruppen af efterkommere A, der ikke mente, at de selv havde nogen indflydelse, og andelen var endnu højere, 18 % og 21 %, i de tilsvarende grupper af piger. (s.30).

Der konkluderes således, at etniske minoritetsgrupper enten er i besiddelse af mindre viden om sundhedsrelaterede emner eller udviser en kulturbetinget passivitet i forhold til egen livsførelse. Der er med andre ord tale om manglende viden og/eller kulturelle forskelle, hvad angår syn på eget liv mellem danske unge og unge med indvandrerbaggrund.

Begge aspekter kunne være oplagte emner for bibliotekernes oplysningsarbejde. Rapportens forfattere anbefaler således, at oplysning og undervisning i folkesundhed netop burde tage højde for tydelige kulturelle forskelle og fremme indsigt i sammenhæng mellem sundhed, trivsel og ansvar for eget liv.

I denne sammenhæng vil det være oplagt, at bruge bibliotekernes erfaringer og formidlingsformer, f.eks. fra Sundhedshuset på Community Center Gellerup (Århus). Sundhedshuset var fra start i 2001 inspireret af tanken om sundhedsfremme, der i denne forbindelse indebærer en følelse af sammenhæng, forstået som oplevelse af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed i sit liv.

Det betød, at fokus fra start var på sundhed, ressourcer og handlemuligheder for at understøtte overskud til at klare hverdagens udfordringer. Senere har også AI (Appreciative Inquiry) og teori om anerkendelse i tilgang til modet med brugerne inspireret os i arbejdet. (Bruun Nielsen 2007, s. 35). Folkeoplysning og sundhedskampagner i transkulturelle miljøer bygger i høj grad på tillid.

Litteratur
Arenas, JG (red) (1997) Interkulturel Psykologi. København: Hans Reitzels Forlag
Bruun Nielsen, L (2007) Sundhedshuset en sundhedsfremmede indsats for børnefamilier.

Andersen, J. & M. Frantsen (red.) Fra bibliotek til lokalsamfundscenter evaluering af Community Center Gellerup. Research paper nr. 1/07 Roskilde Universitetscenter

Helweg-Larsen, K, EM Flachs og M. Kastrup (2007) Psykisk Trivsel, Psykisk Sygdom, Etniske forskelle blandt unge i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed (SDU).

Jespersen, C og MB Sivertsen (2005) Unges sociale problemer.
En forskningsoversigt. Socialforskningsinstituttet, København
Unges_sociale_problemer.pdf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X