Uligheder er en kendsgerning i velfærdsstater, og i dagens Danmark har vi et samfund, hvor der er råd til at betale for de udsatte børn og deres familier, således at deres levevilkår kan blive så gode som muligt.
Men tallene fra en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at næsten 11.000 husstande i perioden 2002 til 2006 blev tvangsudsat fra deres hjem ved hjælp af kongens foged. Og et indslag i DR viser, at en enlig mor skal forsørge sig selv og sit barn for 1000 kr. om måneden.
Både tallene fra SIF og indslaget i DR bekræfter mine erfaringer fra daglig kontakt med de udsatte familier, og at deres vilkår forringes fra dag til dag. Dette til trods for at man politisk prøver at manipulere med uligheden, og f.eks. vil nogle politikere fra højrefløjen ikke indrømme, at der eksisterer ulighed i dagens Danmark.
Men på baggrund af de tal fra SIF og indslaget i DR, og ikke mindst min egen daglige kontakt med familier bekræftes det, at uligheden er ganske stor i dagligdagen.
Prisen for denne ulighed bliver betalt af børn fra de udsatte familier, og både politikerne, forskerne og pædagogerne er optaget af, hvordan man kunne støtte børn fra udsatte familier til at være mønsterbrydere. Men hvis vi økonomisk ikke forbedrer disse børns vilkår, er det på forhånd dødsdømt.
Jeg vil sige, at den økonomiske ulighed har nogle ganske store konsekvenser for børns sociale og faglige trivsel i forskellige sammenhænge. I sociale sammenhænge er alle, det være sig politikere, almindelige borgere, folkeskolelærere eller pædagoger, imod mobning blandt f.eks. børn. Vi ved, at mobning lammer menneskets sjæl, menneskets trivsel.
Men uligheden er også en medspillende faktor, der bevirker, at børn fra udsatte familier lider under mobning. Fordi disse børns familie ikke har råd til at købe f.eks. det tøj, som de andre børn har, men at de går i det samme tøj i lang tid. Jeg tror dog ikke det er de andre børns hensigt at mobbe, men de lægger mærke til det, og de udsatte børn bliver ofte skydeskive over for bemærkninger såsom hvorfor går du altid i det samme tøj og har I ikke råd til at købe noget nyt.
Dette er noget jeg har hørt fra disse børn, og det gør virkelig noget ved dem at få slynget disse ting i hovedet. Det gør, at de adskiller sig fra andre, ikke mentalt, ikke kulturelt, men der er et økonomisk skel. Og jeg mener, at når børn bliver udsat for sådan noget, at så påvirker det også deres indlæring og deres faglighed i skoleregi. Hvis vi skal tilgodese disse børn, er det på tide, ikke mindst nu i forbindelse med et folketingsvalg, at politikerne tænker sig grundigt om og sørger for at forbedre disse udsatte familiers økonomiske vilkår.
I ovennævnte TV-indslag fremgik det, at den enlige mor jo måtte arbejde, og man hører bl.a. fra socialminister Karen Jespersen, at sådanne kvinder skal arbejde. Og dette er vi naturligvis fuldstændigt enige om, men jeg synes politikerne skal tænke på, at mange mennesker er på kontanthjælp eller går arbejdsløse, men at de bestemt ikke selv har valgt det.
Det kan være pga psykiske, fysiske eller familiemæssige årsager at nogle af kontanthjælpsmodtagerne ikke har mulighed for at komme i arbejde. Dette er med til at skyde skylden videre over på familiens børn. Jeg mener at en løsning af disse problemer primært ligger i hænderne på politikerne. Hvis man ikke løser disse problemer, vil skellet mellem rig og fattig blive større, og prisen bliver betalt af børn og unge, som er vores fremtidige råstof.
Hvis jeg skal eksemplificere, at denne økonomiske ulighed har nogle meget store konsekvenser for børns trivsel, tænker jeg konkret på en ung, som var så uheldig at få lus, og hvor familien ikke havde råd til at købe shampoo for at få behandlet lusene. Når vi er så langt ude, at de basale menneskelige behov af økonomiske årsager ikke kan tilfredsstilles, så synes jeg det er en stor skam i dagens Danmark, at nogle familier ikke råd til noget sådant. Dette lille eksempel er banalt og basalt, men jeg håber at det kan få politikerne til at tænke over, hvad den økonomiske ulighed gør ved børnene.
