Af Ahmet Demir

Lørdag 23. januar viste en test, at jeg er blevet smittet med corona-virussen; det må være sket i forbindelse med mit frontarbejde blandt sårbare familier, børn og unge. Sidenhen har mit syn på pandemien ændret sig – ikke meget, men dog så meget, at mit hidtil professionelle blik på pandemien, på dens sociale følger og personlige tragedier er blevet mere konkret, mere erfaringsmættet.

Jeg ved nu fra mig selv, at jeg for et kort øjeblik hører til den gruppe af mennesker, som ikke må komme i nærheden af andre. Uden min gode vilje er jeg blevet til en fare for andre, hvilket bestemt ikke er en rar følelse. Udover at covid-19 kan mærkes på egen krop, er denne virus blevet til et usynligt stigma. Jeg skal isoleres, ikke være i fysisk kontakt med andre.

Den direkte anledning til disse refleksioner er, at jeg befinder mig i isolation, at jeg er forhindret i at udføre mit arbejde og at min nære familie også er blevet udsat for denne smitsomme sygdom. Jeg ved ikke, hvor den fører mig hen; det jeg frygter mest er, at sygdommen bliver til en slags besættelse, at den begynder at styre mine (og andres) tanker og at den bliver til et fokuspunkt for mine (og andres) følelser.

Fremmedgørelse

Jeg har det p.t. godt; sygdommen er ikke så påtrængende, at den har taget magten over min vilje, mine valg og beslutninger.

Det er mig, der har valgt at bruge min tid i isolation på at læse bogen Uro – en rejse i det moderne selv af den norske psykiater Finn Skårderud. Bogen kan anbefales. Den handler om moderne menneskers forventninger til sig selv og deres krav til omverdenen – bogens påstand er, at det kræver et enormt psykisk overskud at leve op til egne forventninger og tilfredsstille omverdenens krav.

Især under covid- 19-nedlukningen føler mange mennesker sig isolerede. Vores familier og venner kan hjælpe med at overleve den akutte krise; men for os moderne mennesker har bl.a. arbejde og sociale relationer uden for familien stor betydning for vores trivsel.

Temaer som mening med eksistensen, ensomhed, meningen med livet, relationer og identitet behandles grundigt og udtømmende; og Finn Skårderud kan beskrive disse komplicerede temaer, så enhver kan læse og forstå dem. Jeg er ret glad for at kunne fordybe mig netop i denne bog. Den hjælper mig med at blive færdig med, eller i det mindste at forstå, den påtrængende fornemmelse af en skræmmende anderledeshed – en tilstand, som kunne betegnes som fremmedgørelse.

Det jeg – sammen med min nære og fjerne omverdenen – oplever for tiden, er den enerverende kendsgerning og den skræmmende følelse, at vores verden ikke længere fremstår og opleves som ordnet, at naturen i form af en usynlig virus er begyndt at overtage magten over vores livsverden og at strukturen i den sociale kommunikation og daglige interaktion er ved at krakelere (se fx afsnittet om digital kompetence).

Som borgere i Danmark og som verdensborgere oplever vi en voksende fjernhed til den verden og verdensopfattelse, som vi længe har været fortrolige med. Og ikke nok med det: det er ikke kun vores verden, der har vendt os ryggen; vi har endnu ikke fået et sprog, der hjælper os med at forstå og fortolke disse ændringer – ændringerne med os, i os og imellem os.

Et lille eksempel kan illustrere, hvordan fremmedgørelsen har sneget sig ind i min hverdag. Efter jeg er blevet smittet, er jeg begyndt at lytte til min krop og iagttage mine tanker ud fra mediernes indslag om Hvidovre hospitals behandling af smittede – ikke mindst dem, der ikke vandt kampen over virussen. Jeg har hørt om andres kropslige reaktioner på covid-19, hvilket satte mange forstyrrende følelser i gang og fik mig til at reflektere over livets yderpoler: liv og død.

I dette spil mellem selv- og fremmediagttagelsen har min relation til kroppen skiftet karakter; den opleves ikke længere som en integreret del af mig selv, men er blevet til et objekt, som jeg iagttager med en voksende mistænksomhed: Vil jeg også havne på hospitalet? Vil jeg ende mine dage tilsluttet en respirator, der forgæves har forsøgt at holde mig i live. Som jeg ser det, består fremmedgørelsens essens i, at virussen har sat mig i en tanke- og følelsesmæssig undtagelsestilstand og har forandret min-væren-i-verdenen – den har reduceret mig til en ting.

At miste sin kære fætter og en nær ven af familien

Døden er blevet ret nærværende – ikke kun via den daglige statistik fra Statens Serum Institut. Undervejs fik jeg besked om, at vi havde mistet min fætter Idris Kaya på 62 år. Efter en hård kamp med forskellige sygdomme havde covid-19 taget livet af min kære fætter. Det var et chok, og kun et par timer efter kom meddelelsen om endnu et tab af en nærtstående på 51 år. Disse tab har efterladt os med en menneskelig arv, idet de var ydmyge, kærlige, medmenneskelige og omsorgsfulde over for sårbare mennesker. De bidrog til en fredelig tone og satte pris på alle uanset hudfarve og nationalitet.

Isolation og tab gør os ekstra sårbare; og i situationer af øget sårbarhed har epidemien nemt ved at styre vores tanker og følelser. Isolation og tab viser dog også, at vi har ekstra brug for hinanden, mens og så længe vi kæmper mod pandemien. Selv om vi ikke må ses fysisk, kan familiens eller venners stemmer i telefonen, videoopkald eller små beskeder modvirke følelsen af fortabthed. Men den nære kontakt kan næppe erstattes af kommunikation på afstand.

Digital kondolence og begravelse

Covid-19 epidemien er ikke bare en trussel mod vores helbred, den påvirker og ændrer vores sociale kommunikation og mange af vores kulturelle traditioner. Her tænker jeg ikke kun på dødsfaldene i min nære familie, mens jeg er i isolation, men især på min mors død i juni 2020. Hun ønskede at blive begravet i Tyrkiet; og jeg var afskåret fra at være sammen med de efterladte og dele deres sorg og tab.

I forbindelse med min mors død har et billede har brændt sig fast på min nethinde, som for altid vil præge min iagttagelse af covid-19. Min mors kiste blev sendt som fragt til Tyrkiet; for mig føltes det, som om det var en ”pakke”, der blev sendt af sted. Inden covid-19 kunne familien være tæt sammen og følge en kiste til lufthavnen i København, flyve med til begravelsen og følge kisten fra flyet og helt til kirkegården. Det giver mig ro midt i min sorg at kunne følge mine afdøde helt til det sted, hvor de ønsker at blive begravet.

Covid 19-truslen har afskåret os fra denne tradition. Det fysiske tilstedeværelse er blevet til begravelser på afstand og til digitale kondolencer. Vi mennesker er trods alt sociale væsner; og især i situationer, hvor vi oplever menneskeligt tab, har vi i den grad brug for vores families og venners fysiske nærvær. Og selvom vi lever i en digital verden, må der være grænser for, hvad der kan accepteres som socialt adækvate og etiske rigtige løsninger.

Tilbage til de oprindelige handlinger!

På det private og personlige plan kan vi gøre os bevidste om, at livet ikke varer evigt. Vi eksisterer i nuet; og fordi vi lever i nuet, er det vigtigt at huske og drage omsorg for vores nære og tætte relationer. Det er en måde, hvorpå vi kan realisere vores eksistens og undgå fremmedgørelsen. Kun sammen kan vi forhindre pandemien i at styre vores tanker og følelser.

Men vi har også et ansvar for fællesskaber. Under min isolation tænker jeg på mennesker i flygtningelejre og andre, der lever under umenneskelige vilkår og afskåret fra medicinsk og socialt hjælp. Stater med politisk og økonomisk styrke må række en hjælpende hånd til befolkninger, der har brug for mad, vand og vacciner.