Børn er af natur loyale over for deres forældre. Fra fødslen er børn afhængige af relationen til forældrene, og jeg er ikke i tvivl om, at forældre generelt ønsker det bedste for deres børn.

Forældre har ret til at vælge, om de fortsat skal leve sammen eller tage den hårde beslutning om at gå fra hinanden. Der kan være mange grunde til skilsmisse, og ingen skal gøre sig til dommer over beslutningen. Hvis forældrene forgæves har forsøgt at løse deres konflikter, er det op til dem at vælge, hvad de vil med deres liv, og hvad der er bedst for deres børn. I denne artikel er fokus på børnene i skilsmissefamilier.

I skilsmisseprocessen er forældrene selv i krise. Beslutningen er svær, og nogle forældre bekriger hinanden. Børnene mærker kulden, uroen og konflikterne mellem forældrene, hvilket sætter mange børn på overarbejde, hvor de passer på forældrene og er ”omsorgsgivende”, så forældrene ikke er kede af det.

Nogle forældre tænker nok, at deres børn er dygtige, glade og ikke oplever, at der er uro, konflikt og dårlig stemning mellem forældrene, men de tager fejl. Børn ved udmærket, hvad der sker, og de mærker den dårlige stemning. Forældrene kan i situationen overse børnenes behov og følelsesmæssige reaktioner, men uanset hvad er det forældrenes ansvar at passe på deres børn i forbindelse med skilsmissen. Ikke mindst efter skilsmissen skal forældrene tænke på mange forhold ud fra børnenes perspektiv og rettigheder.

Passer du/I på jeres barn?

Børn er følelsesmæssigt forbundet til deres forældre og vil under en krise ikke være en belastning for dem. Her skal vi huske, at børn har brug for at blive hørt og tale om, hvad der sker i familien, så de ikke påtager sig skylden for, hvad der sker mellem forældrene.

Børn har i skilsmisseproces bl.a. brug for:

• At forældrene har tid til dem og viser nærvær.
• At forældrene tilpasser niveauet og undlader at bebrejde hinanden, når de taler med børnene om, og hvordan forældrene har det med hinanden.
• At forældrene uden skelen til egne følelser taler positivt om den anden part i dialog med børnene.
• At forældrene stadig værner om børnenes personlige, sociale og faglige behov.
• At forældrene mentalt er til stede, så børnene mærker deres omsorg.
• At forældrene rummer børnenes reaktion på forældrenes beslutning uden at irettesætte dem.
• At forældrene også taler med børnene om vilkårene mellem forældrene efter skilsmissen.
• At forældrene skal støtte børnene og fx spørge, hvad børnene vil købe til far/mor, når de har fødselsdag osv.
• At forældrene støtter børnene efter skilsmissen og bevarer nære relationer, også til bedsteforældre og resten af familien.

Forældre har ikke ret til at overtræde børns rettigheder

Jeg har flere gange mødt forældre, der slet ikke kan tåle at høre børnene tale om den anden forælder. De mener, de har ret til at hade ekspartneren og udtrykker det verbalt eller nonverbalt og manipulerer dermed børnene.

Denne opførsel er på ingen måde acceptabel. Forældrene skal huske, at hvis barnet vælger at være tavst, betyder det ikke, at de er enige i mors eller fars følelser. Nogle forældre hader stadig hinanden flere år efter skilsmissen og modarbejder, at børnene ser den anden part og eventuelt bedsteforældrene, selv om forbindelsen er af stor betydning for barnet.

Allerværst er det, når en forælder på grund af sit eget had forhindrer et barn i fx at tage afsked med en døende bedsteforælder. Skilsmisseforældre skal passe på og respektere deres børns ret til fx at se sine bedsteforældre, inden de dør. Ellers vil barnet på et eller andet tidspunkt mærke smerten og reagere på forskellig vis:

• Når barnet hører, at fx bedsteforælder er syg og døende, uden at barnet må besøge ham eller hende , kan barnet forekomme upåvirket for ikke at gøre sin mor eller far ked af det.
• Barnet kan også reagere voldsomt, men hvis forælderen trøster eller siger ”det er mig, der bestemmer” kan barnet føle afmagt. Ud fra barnets perspektiv er forælderens adfærd ikke acceptabel.

Jeg vil anbefale skilsmisseforældre i lignende og andre krisesituation, at de lægger låg på egne følelser og i stedet lytter til børnene. Hvis barnet ikke sætter ord på sine tanker og følelser, skal forældrene se på barnets kropssprog og adfærd og handle ud fra barnets behov.