Vi er bange for dig/jer, men…

Her er nogle helt banale og basale forhold, der medvirker til uhensigtsmæssige handlinger.

I vores dagligdag har vi alle hørt og læst om voldelige og kriminelle unge samt unge, der på forskellige måder udviser uhensigtsmæssig adfærd. En stor del af os tager straks afstand fra handlingerne og stempler de unge som kriminelle, voldelige osv.

I denne blog vil jeg ud fra mine mange års pædagogiske arbejde forsøge at beskrive, at disse unge også har en side, som ikke ret mange af os hører om.

Jeg vil præcisere, at kriminelle, voldelige og uhensigtsmæssige handlinger på ingen måde skal accepteres. De unge skal stå til ansvar og kan forhåbentlig lære af konsekvenserne.

 

At forstå uden at acceptere de unges handlinger

Her vil jeg trække på min egen og andre fagfolks erfaring. I forbindelse med foredrag og supervision får jeg viden om, hvordan forskellige fagfolk arbejder, hvad der fylder i de unge menneskers liv, og hvad der får dem til at udvise uacceptabel adfærd.

Farlige unge Photo Credit: Shahrzad9 Flickr via Compfight cc

Farlige unge
Photo Credit: Shahrzad9 Flickr via Compfight cc

Her er nogle helt banale og basale forhold, der medvirker til uhensigtsmæssige handlinger.

  • De unge kommer fra familier med omsorgssvigt.
  • De unge er blevet fysisk eller psykisk afstraffet.
  • De unge har ikke mærket eller oplevet forældrenes kærlighed.
  • De unge har pga. familiebaggrunden ofte helt fra små udvist uhensigtsmæssig adfærd i deres møde med pædagogiske institutioner og deres personale.
  • Disse børns og unges uhensigtsmæssige adfærd får fagfolk til at se og tænke på dem som problembørn, de får vores opmærksomhed på en negativ måde.
  • De unge får ingen succesoplevelser, hverken i deres egen familie, skolen eller i uddannelseslivet i øvrigt.

Når vi fagfolk møder unge med den nævnte opvækst, forsøger vi at have fokus på deres ressourcer, men vi bruger alligevel en del tid på at beskrive og tale om deres problemer. Ikke alle forsøger at gøre institutionerne rummelige, så de unge føler, at de også er en del af fællesskabet.

Heldigvis hører jeg også om pædagogiske erfaringer, hvor man forsøger at vise anerkendelse og gøre institutionen rummelig.

Fagfolk skal vise unge, at de er der for dem i kriser og ved tab

Her vil jeg dele en oplevelse, hvor jeg var til møde i en institution og kunne mærke en tung stemning blandt medarbejderne. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvordan de havde det, og medarbejderne svarede nogenlunde følgende:

”… vi har det ikke godt… vi mistede en af vores brugere i en trafikulykke for en uge siden… den unge var speciel, var der altid for de andre, var fx hjælpsom og rakte hånden ud til dem, der var i nød… både medarbejdere, brugere og familien er i chok over at have mistet vores bruger i en meget tidlig alder… da vi hørte om det, talte medarbejdere og brugere om, hvad vi i fællesskab kunne gøre for den unges forældre og søskende… vi kontaktede den afdødes forældre og søskende for at høre, om vi kunne gøre noget for dem…”.

De hårde unge viser deres anden og mere følelsesladede side

Ifølge medarbejderne erklærede alle brugerne en sørgeperiode på nogle dage. Alt efter religiøs overbevisning læste de individuelt og i fællesskab bønner og opsendte dem til den afdøde.

Den afdødes forældre og søskende kunne mærke institutionens brugeres ægthed og interesse for at dele deres sorg og tab, så familien spurgte institutionen, om det var okay, at familien og deres gæster, 50 – 70 mennesker, kom for at være sammen med brugerne og læse en fælles bøn for den afdøde. Familien ville sørge for mad til både gæsterne og institutionens brugere.

I sørgeperioden og især den dag, hvor familien og dens gæster besøgte institutionen, kom det bag på nogle af institutionens medarbejdere, hvordan deres brugere organiserede alle de praktiske gøremål, og ikke mindst deres væremåde over for familien og gæsterne.

For mig bekræfter det endnu en gang, at vi skal huske hinanden på, at de unge ikke kun har en ”ond side”. De har også følelser og medmenneskelighed, som vi kan se af ovenstående beskrivelse.

For at se den side af de unge og give plads til fx fælles sorg kræver det, at vi ”tør” tænke og handle utraditionelt. For mig kan anderledes tænkning forstås således, at både medarbejdere og brugere viser deres sorg og taler om den. De tør gå så langt som til at henvende sig afdødes familie, og på en sørgedag viser familien, at de sætter pris på institutionens medarbejdere og brugere ved at møde op i institutionen. Det er en tillids- og tryghedserklæring, som er betydningsfuld for alle parter, især for den afdødes forældre.

Institutionens brugere viste både verbalt og nonverbalt, at den afdøde havde betydning for dem, og familien oplevede vennerne vise deres sorg. Et af familiemedlemmerne sagde nogenlunde følgende ved afslutningen af deres samvær:

”… jeg er meget glad for jeres henvendelse til os… og for at I åbner jeres institution for os og vores gæster… jeg var meget glad for at høre de unges fortællinger om vores afdøde familiemedlem, fx om at hjælpe andre uden at skulle have noget for det.… jeg er stolt af mit afdøde familiemedlem. Alle, der har kontaktet os, fortæller, hvor god vores familiemedlem var. Tusind tak for hjælpen…”

Det handler om at se de unge som en helhed og ikke kun se en uhensigtsmæssig opførsel og stemple dem som dårlige eller problematiske unge.

Vi skal i vores daglige arbejde også fokusere på disse unges gode sider og hjælpe dem til en positiv udvikling, der forhåbentlig kan inkludere dem i samfundet.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar