Investerer vi nok i vores børn og unge?

Nøglen til børns og unges trivsel er at være en del af samfundsfællesskabet

Når forældre læser overskriften til min artikel, vil nogen muligvis undre sig over, hvad jeg mener, men i artiklen vil jeg ud fra mine mange års erfaring med familiebehandlingsarbejde begrunde mit valg af overskrift og ikke mindst komme med mine bud, der kan inspirere forældre og andre læsere til, hvad forældre og fagfolk kan gøre for at investere mere i vores børn.

Forældre skal vise interesse og engagement for deres børns liv  Photo Credit: Javier Suay Anton Flickr via Compfight cc

Forældre skal vise interesse og engagement for deres børns liv
Photo Credit: Javier Suay Anton Flickr via Compfight cc

 

Jeg elsker mine børn

I min daglige familiebehandling er jeg i dialog med forældrene, og når vi taler om deres børn, hører jeg altid sætningen ” jeg/vi elsker vores børn”. Jeg tvivler ikke på, at forældrene elsker deres børn, men når jeg lærer familien at kende, eller møder forældre i forbindelse med mine foredrag og forældrekompetencekurser, oplever jeg nogle eksempler, som kan virke skræmmende eller ekstreme for nogle af jer læsere. Dette er den virkelighed, jeg møder i mit daglige arbejde med børn og unge:

  • I samtaler med mig eller andre fagfolk giver nogle børn udtryk for, at de er usikre på, om deres forældre elsker dem.
  • Nogle unge tager afstand fra deres familie/forældre, de vil på ingen måde have kontakt til dem.
  • Nogle unge oplever, at forældrenes kontakt til dem er kontrollerende og nedladende.
  • Nogle børn og unge oplever, at forældrene kun er optaget af sig selv, egne interesser og socialt liv.
  • Nogle børn og unge giver udtryk for, at de ”hader og er bange for”, at deres forældre skændes eller slås igen, og at forældrene går fra hinanden.

Når forældre som ovenstående siger, at de elsker deres børn, undrer jeg mig over og leder efter årsagen til, hvorfor deres børn oplever det anderledes.

Er I dårlige forældre?

Jeg har stor respekt for alle forældre, jeg har mødt, men en stor del af dem har via vores samarbejde erkendt, at de i forhold til nogle af ovenstående og andre punkter svigter deres børn. Forældrenes svigt kan forklares på mange måder, men uanset hvad forældrene begrunder det med, er det min erfaring, at nogle af forældrene kæmper med deres dagligdag. De kan have personlige, dvs. fysiske eller psykiske udfordringer, og de kan være trængt arbejdsmæssigt og økonomisk. De kæmper for at få familien til at fungere, så deres børn og unge kan leve på lige fod med deres jævnaldrende.

Forældre skal efter min mening ikke begrunde, hvorfor de ikke kan give deres børn og unge, hvad de har brug for. Jeg har mødt og møder stadig forældre, der personligt, arbejdsmæssigt og økonomisk har trange forhold, men imødekommer deres børns behov.

 

Forældre, der ikke møder deres børns behov, vælger den nemme udvej og tror, at tiden og alderen nok skal hjælpe. Disse forældre er ikke dårlige forældre, men når jeg bliver endnu mere konkret og forklarer dem de mulige konsekvenser af, at de ikke imødekommer deres børns behov, får en stor del af dem et chok og frygter, at det kommer til at sker for deres familie.

 

Konsekvenser, når forældre ikke imødekommer deres børns behov

Mine mange år som familiebehandler viser mig, at hvis forældrene ”vågner op” og helhjertet er forældre for deres børn, er børn og unge af natur enormt solidariske. Selv om de har oplevet svigt fra deres forældre, tilgiver de forældrene, så hele familien kommer på rette vej.

Men nogle forældre vågner ikke op, og deres børn vil typisk fra 13-14-årsalderen vende forældrene ryggen. De lægger også afstand til fagfolk og mistrives i familien og institutionerne, hvor de vælger ” overlevelsesstrategier”, som chokerer både forældre og os fagfolk.

  • Børnene udviser aggressiv adfærd, med forældrenes ord ”… det er ved at tage livet af mig”.
  • Børnene er demotiverede fx i forhold til skole og læring, hvor forældre og fagfolk typisk giver hinanden skylden.
  • Børnene oplever hverken succes i familien eller skolen, de bliver kun set som problemer.
  • Børnene kan allerede som tiårige begå kriminelle handlinger.
  • De unge dropper skolen og lever i marginaliserede ungdomsmiljøer.
  • De unge viser tidligt interesse for kriminelle miljøer, hvor de bliver misbrugt på mange områder.
  • De unge bliver hjernevasket eller manipuleret af ekstreme politiske eller religiøse grupper, som bruger de unge i forhold til egne interesser.

Kan der gøres noget, så disse børn og unge bliver inkluderet?

Jeg er af den opfattelse, at følgende forhold kan bringe børn og unge på rette vej, så de bliver inkluderet i samfundet.

  • Forældre skal tage forældreansvaret på sig og være der for deres børn. Der er ikke brug for fravær og forklaringer på manglende omsorg.
  • Forældre skal selv gå på jagt, hvis de mangler viden og oplysning om, hvordan man er tidssvarende forældre.
  • Forældre skal vise interesse og engagement for deres børns liv i pædagogiske institutioner fx vuggestue, børnehave og skole, samt være aktive i det sociale liv.
  • Forældre skal prioritere deres børn over alt, fx når børnene om morgenen og eftermiddagen skal af sted, skal forældrene helhjertet sige farvel og give børnene den omsorg, de har brug for. Om aftenen skal forældrene være nysgerrige og interessere sig for børnenes dagligdag og oplevelser.
  • Forældre skal være åbne over for tvivl og usikkerhed i forhold til deres børns trivsel derhjemme, i pædagogiske institutioner og i skolen. Det er forældrenes ansvar at jagte efter, hvad der kan gøres, så de selv føler, at de gør noget for deres børn og giver dem den rette hjælp, der letter børnenes dagligdag og livet generelt.
  • Vuggestue, børnehave, skole og andre pædagogiske institutioner skal forsøge at have et konstruktivt samarbejde med forældrene, så de kan dele både positive historier og bekymringer i forhold til deres observationer, og forældrene kan påtage sig deres ansvar i forhold til fagfolkenes bekymringer.
  • Fagfolk skal finde en kommunikationsform, der giver mening for både dem selv og forældrene. Måske er det bedst med personlige møder mellem forældre og fagfolk i stedet for at ringe eller skrive, hvis der er bekymringer.

Nøglen til børns og unges trivsel er at være en del af samfundsfællesskabet

  • Forældre skal tage forældreskabet på sig og samarbejde med deres børns institutioner.
  • Pædagogiske og uddannelsesinstitutioner skal være rummelige og i fællesskab med forældrene finde fælles mål og værdier for at inkludere børnene i samfundet.
  • Uenighed mellem forældre, institutioner og samfund skal ikke føre til, at børn og unge bliver ekskluderet fra samfundet.
  • Forældre, institutioner og samfund skal fokusere på, hvad børn og unge kan. De skal have en anerkendende tilgang og i fællesskab skabe udviklingsrum for de forskellige kontekster, hvori børn og unge befinder sig.

 

 

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar