Samarbejde med forældre med anden etnisk baggrund

Mit bud på samarbejde med forældre med anden etnisk baggrund

Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på, at der er forskellige meninger om, hvordan man skal samarbejde med forældre med anden etnisk baggrund. Bl.a. gav Isam Bachiri sit bud den 29. september 2012 i et interview i Politiken. Det har givet anledning til forskellige kommentarer, og nogen af dem, der har kommenteret min status på FB, har bedt om mit bud på et godt samarbejde med denne forældregruppe.

For mig er fokus på børns og unges personlige trivsel samt sociale, kulturelle og faglige udvikling i centrum. For at imødekomme børnenes behov mener jeg, at forældre, skoler, uddannelsesinstitutioner og samfund har et fælles ansvar for at opfylde børns og unges behov.

Familier, som har svært ved at støtte deres børn og unge

Når jeg taler om forældre, som har svært ved at samarbejde med skoler eller andre uddannelsesinstitutioner, vil jeg præcisere, hvilke familier jeg udtaler mig om. Det er ikke alle familier, der har svært ved at støtte deres børn og unge. En stor del børn og unge fra familier med anden etnisk baggrund klarer sig på lige fod med andre børn og unge.

Case:

Familier med bl.a. følgende problemstillinger:

  • Traumatisering og mange ar på sjælen pga. flugt fra krig, hvor de har mistet nære familiemedlemmer.
  •  Forældrene kæmper med dårligt helbred og andre problemstillinger.
  • Forældrene føler afmagt i deres rolle og funktion over for deres børn.
  • Grov fysisk og psykisk vold.
  • Misbrug af euforiserende stoffer o.l.
  • Følelsen af at stå uden for eget netværk og det danske samfund.

Når jeg skriver og udtaler mig om familier med ovenstående problemstillinger, skal det lige siges, at mine mange års arbejde med bl.a. familier med ovenstående problemer har vist mig, at de har meget at give deres børn. Jeg lærer hver dag noget nyt fra disse familier. De vil det bedste for deres børn og vil gerne samarbejde, men hver enkelt skole og uddannelsesinstitution skal finde ud af, hvordan de kan samarbejde.

Vi må huske, at der ikke er en færdig løsning på samarbejde. Hver enkelt skole og institution må ud fra den konkrete situation finde ud af, hvad der passer til dem og forældrene til mest mulig gavn for børn og unge.

Forældrenes ansvar

Jeg har mange års pædagogiske og terapeutiske erfaringer med især marginaliserede familier. Det har vist mig, at uanset familiens sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund ønsker samtlige forældre, at deres børn og unge passer deres skole og får en uddannelse.

Når der debatteres i medier, fordi pædagogiske institutioner møder udfordringer i samarbejdet, oplever jeg, at debattørerne giver deres bud på årsagen. Det er ofte simple bud, som at forældrene ikke skal tage til tehuset, at de skal slukke for deres nationale tv, at de er ansvarsløse forældre osv.

Jeg mener, disse bud er forenklede. De angiver ikke en løsning på samarbejdet.

Ansvar

  •  Forældrene skal se og forholde sig til den sundhedsmæssige, sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige situation.
  • Forældrene skal helt fra graviditeten vise interesse for deres børn.
  • Forældrene skal trække på den professionelle erfaring og viden om børn.
  • Forældrene skal have indsigt i/viden om danske pædagogiske institutioner og skoler
  • Forældrene skal have tid til og drage omsorg for deres børn.
  •  Forældrene skal være forbilleder for deres børn.
  • Forældrene skal samarbejde med deres børns og unges skoler og institutioner.
  • Forældrene skal i forbindelse med samarbejdet være ærlige omkring, hvad de kan og ikke kan i forbindelse med samarbejdet.
  • Man skal fra starten forsøge at afstemme forventningen mellem de forskellige indsatser.

Skolen/uddannelsesstedets ansvar

Jeg er bekendt med, at der rundt omkring i landet er mange pædagogiske institutioner, skoler og uddannelsessteder, der gør deres bedste for at inkludere børn og unge med anden etnisk baggrund. På mange områder kan samarbejdet dog udvikle sig til det bedre.

Ansvar

  • Helt fra starten skal man forsøge at præcisere
  • Formålet med institutionen
  • Forventninger til hinanden
  • Sproglige barrierer og eventuel brug af kvalificeret tolk til at skabe klarhed over forventningerne til hinanden.
  • Kommunikationsformen.
  • De pædagogiske institutioner, skoler og uddannelsessteder skal have inkluderende pædagogik som en værdi.
  • Skolen skal undgå kompenserende tilbud til børnene, dvs. undervisning uden for fællesskabet osv.
  • Medarbejderne skal i deres daglige arbejde finde børnenes ressourcer i stedet for at fokusere på problemer.
  • I dagligdagen skal børnene føle, at deres kultur bliver set og anerkendt af institutionerne, så de føler sig som en del af fællesskabet.
  • Medarbejderne skal løbende uddannes til at arbejde med og håndtere udfordringer i samarbejde med familien.
  • Løbende personlige samtaler med forældre og børn om det, der føles svært.
  • Støtte børn og unge i deres personlige, sociale, kulturelle og faglige udvikling.

Samfundets ansvar

Ofte bliver familier med anden etnisk baggrund debatteret af politikere, fagfolk og samfundsborgere. Nogle gange mener jeg, at debattørerne ud fra aktuelle sager kommer med forsimplede løsninger på, hvordan børn og unge kan passe deres skole og tage en uddannelse. Den simple løsning kan være, at de ikke skal se nationalt tv, eller at forældrene ikke skal gå i deres kulturelle klub osv. Hvis det var så enkelt, havde vi løst problemerne for længe siden.

Ansvar

  •  Debattørerne skal reflektere over deres retorik.
  • Debattørerne skal ikke fremstille familien som objekter.
  • Debattørerne skal huske, at forældrene lige som dem selv vil det bedste for deres børn.
  • Debattørerne har indflydelse på politikere og forvaltning, som via deres indflydelse kan skabe rammer og muligheder for, at børn og unge udvikler sig og tilegner sig de nødvendige kompetencer.

Fælles ansvar

Jeg mener, at tiden ikke er til at bebrejde hinanden eller finde syndebukke. Hvis vi bliver ved med at kæmpe om, hvem der har ret, og hvem der har skyld, går det ud over de børn og unge, som vi kommer til at tabe på gulvet. Derfor opfordrer jeg forældre, pædagogiske institutioner, skoler og uddannelsessteder til at tage ansvar for disse børn og unge. De skal se børn og unge som samfundets råstof, og mange af disse børn og unge har evner og ressourcer, som på længere sigt vil være en stor rigdom for samfundet.

Ansvar

  • Børns og unges sociale, kulturelle og faglige kompetencer er vores fælles ansvar.
  • Samarbejde ud fra gensidig anerkendelse, ressourcetænkning og tro på vores forskelligheder er en gevinst for vores børn og unge.
  • Vores syn på hinanden skal være positivt og ikke nedværdigende over for andre.
  • Vi skal ikke tale om hinanden, men hellere med hinanden.
  • Vejen til fælles ansvar er åben for nytænkning, læring, nysgerrighed, plads til uenighed og forskellighed.

Tilbage til Jeg tilbyder

Tilbage til “Blog”

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar