Volden i Vollsmose – et socialt problem

Bragt i DKnyt (28/08/12)

Vold-28.08.2012-300x225KRONIK: Om den søndag, dummebøden voksede fra 5.000 til 12.000 kr. – og en efterfølgende myndighedsindsats, der fik en ung ud af bandemiljøet

Mandag den 20.08.2012: 60-80 unge trænger ind på Odenses Universitetshospital for at forfølge den mand, der netop blev skudt i Vollsmose.

Indledningsvis vil jeg gerne gøre klart, at jeg på ingen måde accepterer dem, der skød og trængte ind på hospitalets skadestue. Disse unge mennesker er på ingen måde berettiget til at skyde og trænge ind på et hospital og forstyrre hospitalspersonalet og mennesker, der er på skadestuen, fordi de har brug for den professionelle hjælp fra hospitalspersonalet.

Disse unge menneskers grove og uacceptable optræden har fået en del samfundsborgere, myndigheder og politikere på banen. Men jeg vil gerne i det følgende, ud fra mit mangeårige socialpædagogiske arbejde med udsatte familier, børn og unge og deres integration, give mit bud på, hvad der muligt for at forebygge sociale problemer.   I mit indlæg jeg vil forsøge beskrive følgende forhold for læserne med håb om, at det kan skabe en forståelse for, at der altid vil være eksistentielle problemer med mennesker, uanset hvor vi i verden vi bor, og hvilken nationalitet, kultur, eller religion vi tilhører. Men kunsten er, i fællesskab at tage fat på de menneskelige problemer uden at gå i panik, som fx som nogen politikere gør, ved at dømme næsten alle, der bor i Vollsmose, som kriminelle, eller komme med generaliserende udmeldinger som fx., at indvandrere og flygtninge er lig med kriminelle.

Jeg er ikke enig i det synspunkt, hverken i Vollsmose eller i andre dele af landet, hvor der er en stor andel af indvandrere og flygtninge, der er velfungerende og aktive samfundsborgere.   Det kan lykkes at forebygge, at unge kommer ud i bandemiljø, men bliver aktive samfundsborgere på lige fod med os andre

Profil af en ung, som er oplagt kandidat til bander

Med min beskrivelse ønsker jeg ikke generelt at sige, at dette problem gælder for alle unge, der er eller er på vej til at blive medlem af en bande, men jeg vil ikke udelukke, at følgende forhold kan være fællestræk. Min beskrivelse er ud fra en konkret ung, som jeg har arbejdet med, sammen med en del andre aktører:

  •  Ung 15-årig med etnisk baggrund, som har tre skoleskift bag sig, har det svært fagligt og socialt og ikke mindst bliver ofte skældt ud af læreren og følger sig mobbet af de jævnaldrende
  • Den unge bliver smidt ud af efterskole
  • Den unge kommer på ingen måde ind i den lokale idrætsforening eller ungdomsklubber pga. vedkommendes tilknytning til bandemiljø, og kan ikke mindst virke truende overfor andre
  •  Den unge føler, at andre unge er bange for vedkommende, fordi vedkommende har kontakt til bandemiljøet
  • Den unge formidler stoffer for bander til andre dvs. salg
  •  Den unge er vidne til at forældrene ikke fungerer i familien
  •  Den unge har været udsat for fysisk og psykisk vold i familien
  • Den unge oplever mobning udenfor hjemmet pga. af sin etnicitet
  • Den unge ikke vil høre efter, hvad forældre og andre voksne sige osv.

Hvad kan myndigheder gøre, dvs. skole, forvaltning, familie, lokale virksomheder samt undertegnede for at den unge kommer på rette vej?

Samarbejde og stormøde

Den unge, som jeg forsøger at beskrive omkring denne problemstilling, mener jeg blev hjulpet til at leve et normalt liv og ikke udvikle sig til den slags, som optræder umenneskeligt på skadestuen. Det blev gjort ved et samarbejde med de sociale myndigheder i hjemkommunen, forældre, andre professionelle aktører og undertegnede.

De sociale myndigheder, dvs. børne- og familiegruppen samlede alle observationer og meldte tilbage omkring den unge. Familierådgiveren fik grønt lys af sin leder fra børne- og familiegruppen omkring, at støtten til den unge krævede faglig ekspertise udefra. Dvs. jeg blev kontaktet af familierådgiveren, hvor vi sammen med rådgiveren, familien og andre aktører støttede den unge og familien med at komme på rette vej.

Helt fra starten var den unge med til det stormøde, hvor forældre og andre professionelle også var til stede. På det møde lagde socialmyndighederne kortene på bordet og konfronterede den unge og familien med, at den unge bl.a. havde tæt kontakt til det lokale bandemiljø og formidlede stoffer for dem osv. På den måde blev der udarbejdet en handleplan omkring, hvad der skulle ske i fremtiden med forældrene, familien og den unge.

Forældrene kom til den erkendelse, at de havde svært ved at magte deres barn, og de ville ikke være vidner til, at deres barn blev medlem af en lokal bande. De ville samarbejde med de sociale myndigheder og undertegnede.

Mobil og utraditionel tænkning

Efter handleplanen blev udarbejdet og blev synliggjort for den unge og familien, kom jeg i gang med det socialpædagogiske arbejde og terapeutiske samtaler med den unge, forældrene og hele familien. Jeg forsøgte i langt tid, men først efter ca. seks-syv måneder kom den unge en søndag til erkendelsen af, at han havde noget med bandemiljøet at gøre, da han fik dummebøder fredag på 5.000 kr. og søndag blevet det 12.000 kr.

  •  Den unge ville ikke have, at jeg skulle fortælle det til forældrene og heller ikke til politiet. Her kræver det noget af mig at ikke handle med den unge, når den unge fortæller at vedkommende er involveret i det lokale bandemiljø og får bøder, og ikke ved, hvordan han skal komme ud af det.

Jeg holdt fast i, at nu det er søndag kl. 23.00, jeg vil rykke ud til den unge for at tale om det her, men det bliver på betingelse af, at forældrene får det at vide, og efterfølgende kører vi sammen til politiet.

Den unges reaktion på min melding

‘Fuck dig, du er syg i hovedet, og er du ud på at få mig slået ihjel, enten af min far eller af banden.’ Min kommentar til den unge er, at det er lige præcis det, jeg ikke er i gang med at gøre. Jeg er i gang med at støtte den unge. Men det er ikke nemt for den unge at følge og se meningen med min handling: at jeg sammen med den unge vil tage kontakt til forældrene og bagefter sammen med forældrene kontakte politiet.

Det lykkes for mig, på baggrund af mine gode relationer, midt om natten at kontakte den unges forældre og orientere om, at jeg er på vej sammen med deres barn. Forældrene fik et chok over deres barns indrømmelse og ikke mindst dummebøderne, og var ikke meget for min indstilling til, at faren, den unge og jeg i fællesskab skulle tage til politistationen. Efter en lang og hård nat lykkedes det mig først kl. 02 at overtale faren og den unge til at tage til politistationen.

Da vi kom til politistationen, blev den unge pænt modtaget af politiet, og den unge blev afhørt om morgenen, og dagen efter gik politiet i gang med efterforskningen af sagen.

Årets medarbejder

I dag lever den unge et normalt liv på lige fod med os andre. Grundelementerne for at det lykkedes for den unge at komme ud af bandemiljøet er bl.a. følgende:

  • Socialmyndighedernes (børne- og familie-gruppens) effektive, hurtige og målrettede indsats.
  •  Fastholdelse af samarbejdet med forældrene, hvor de har kunnet følge med i, hvad der sker omkring deres barn, og her blev det gang på gang tydeliggjort, hvad konsekvenserne var af deres barns handlinger, og hvad der blev sat på spil, fx at det kunne koste deres barns liv osv. På den måde kan det være en hjælp til tage delansvar og aktivt samarbejde.
  • Min utraditionelle tilgang og tætte samarbejde med forældrene, hvor der bliver skabt relationer mellem mig, forældrene, den unge og resten af en stor familie
  • Et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, lokal idrætsforening, og ikke mindst virksomheder
  • Med tiden lykkedes det den unge at komme ud som ung i arbejde i en af de lokale virksomheder, og efter et stykke tid blev den unge gennem sin effektivitet og viljestyrke på arbejdet, kåret som årets medarbejder.
  •  I dag skulle vedkommende være selvstændig

Dette er en konkret case, som jeg har valgt, for at give læseren et billede fra virkeligheden. Den unge kan ligeså godt være dansk, da jeg har en del eksempler med danske unge. Mit formål er at uddybe, at de unges problem ikke skyldes kultur, religion eller nationalitet. Men eksemplet viser, at når socialmyndigheder og andre aktører i den sammenhæng samarbejder målrettet, kan man få støtte til at komme ud af et kriminelt miljø.

Jeg vil ikke påstå, at alle bandemedlemmer kan støttes ved denne model, men jeg er af den overbevisning at unge i 14-17 års alderen dvs. under 18 år kan, og man må give mulighed for støtte via den måde vi gjorde.

Retorik kan diskriminere

Afslutningsvis jeg vil sige, at hvis vi skal forebygge det, vi har set i Vollsmose blandt de unge, og som på ingen måde kan accepteres, så mener jeg, at mange forhold og aktører skal ind i billedet. Mit bud er bl.a.

  •  At se på boligområders beboersammensætning
  •  Familiens sociale forhold, sundhed, kompetencer og ansvar
  • Forvaltningens og lokale pædagogiske institutioners samarbejde og målrettethed
  •  Uddannelse, kompetencevejledning og støtte til unge
  •  Lokale idrætsforeningers vilje til at rumme disse unge
  •  Samarbejde med lokale virksomheder for skabe læreplads og arbejde til unge
  •  Myndighedernes sociale ansvar del dvs. læreplads og arbejde i de forskellige kommunale institutioner
  •  Overordnet skal vi ikke lade de grove og umenneskelig unges handlinger vi har set overfor hinanden og ikke mindst på skadestuen føre til, at vi i panik generaliserer og skærer alle indvandrere og flygtninge over en kam. Retorik kan også virke diskriminerende.
  • Kunsten eller udfordringen for politikere, forældre, forvaltning og myndigheder er at forsøge i samarbejde at finde konstruktive løsninger på de menneskelige problemer, vi møder, i stedet for paniske udmelding der vil have skadelige følger, og nogen gange kan fastholde nogen af de unge bandemiljøer.

Jeg mener, at de der overtræder lovene via deres handling, i form af skud og optræden på skadestuen skal mærke konsekvensen af deres handlinger via juraen. De må stå til ansvar for deres handlinger.

Foto: Flickr