I mit indlæg vil jeg bringe ny forhold i spil, som ikke er blevet debatteret, når radikalisering skal forklares.

Radikaliseringens årsager

Når det skal forklares, hvorfor unge vælger radikalisering eller ofrer deres liv for en religiøs overbevisning, begrundes det ofte med de unges kultur, fx religiøs overbevisning og familiens psykiske, sociale og kulturelle forhold.

Jeg kan ikke afvise ovenstående begrundelse, men mine erfaringer med unge, der er interesserede i radikalisering, fortæller, at de unge typisk har oplevet eller været udsat for noget af bl.a. følgende:

• Forældrene kommer fra byer eller landsbyer, som i hjemlandet er kendt for at være religiøse højborge.
• Forældrene er praktiserende muslimer, nogle er ekstreme i deres religiøse overbevisning og kan udvikle fjendtlige holdninger mod alle, der er uenige med dem.
• Forældrene er ikke praktiserende muslimer, men har en politisk overbevisning, som går stik imod den religiøse overbevisning.
• De unge har hele livet oplevet uro i familien og vold mellem forældrene.
• De unge har været udsat for vold, omsorgssvigt og/eller har haft en utryg barn- og ungdom.
• De unge er usikre på, om de betyder noget for deres forældre og det øvrige samfund.

Radikalisering som selvbehandling

Min pointe er, at jeg synes, vi mangler at belyse en væsentlig grund til, at unge vælger radikalisering. De unge, jeg har mødt i mit familiearbejde, ser jeg som vrede og aggressive over for deres egne forældre og det øvrige samfund. De oplever, at forældrene vil have dem til at følge i deres fodspor, og de oplever hverken succes i familien eller i samfundet.

De unge føler vrede og aggression mod forældrene, som har udøvet vold mod dem. De unge siger med egne ord nogenlunde følgende om deres liv: ”Mit liv er fucket op… ødelagt af mine forældre… de tror, de har været gode forældre for mig… aldrig… jeg er så vred og har lyst til at smadre alt… jeg ønsker, at mine forældre forsvandt fra jordens overflade… jeg hader dem… jeg vil give dem en smerte, de skal mærke ikke kun en gang, men resten af deres liv…”

Disse unges vrede og aggressivitet mod deres forældre, er forældre og unge ikke i stand til at bearbejde i fællesskab. En del af de unge kommer af med eller behandler deres smerte ved at vælge holdninger, som er stik modsat af forældrenes. Nogle vil rejse til krigszoner og være en del af radikaliserede miljøer bl.a. med begrundelser som disse: ”Mine forældre troede, de  kunne styre mig… de troede, jeg skulle have samme politiske overbevisning… nu kan jeg vise dem, at jeg gør det modsatte af dem…”

De unges brug af radikalisering som selvbehandling går ud på, at de radikaliserede miljøer giver de unge mulighed for at bruge deres vrede og aggressioner mod forældrene til at kæmpe i krige. De unge tror, de kommer af med deres vrede og aggressioner, og nogle unge tænker, at hvis de tager til udlandet og deltager i kampe for radikalisering, kan de bryde kontakten til forældrene.

De unge mener, at deres handlinger vil efterlade en kæmpesorg hos forældrene, som vil tænke over, hvorfor deres barn har valgt helt modsat af dem selv. En del forældre lever i konstant uvished om, hvor deres barn befinder sig, og om barnet stadig er i live. Jeg tror, at nogle unge på denne måde hævner sig på deres forældre.