I forbindelse med min ferie oplevede jeg et bryllup, som hos mig har givet stof til en eftertanke, som jeg vil dele med læserne. Der er en del læring i menneskets evne til at forholde sig til smerte.
I korte træk var bruden datter af en ung mand, der i slutningen af 1980’erne søgte lykken i Europa. Han mistede livet en sommerdag ved havet, hvor han ikke kunne svømme og blev fanget af en havstrøm. Efter en uges intensiv eftersøgning lykkedes det at finde pigens far på havbunden.
Pigen var dengang to år. Hendes mor kunne ikke forsørge sig selv og var nødt til at gifte sig med en anden mand. Den anden mand ville ikke have pigen med, så hun blev efterladt hos sin fars forældre. Bedsteforældrene sørgede for hende og overtog forældrerollen for hende.
Menneskelig omsorg er gensidig
Pigen gav noget tilbage til bedsteforældrene. Alle bedsteforældrenes voksne børn var flyttet hjemmefra, og bedsteforældrene havde brug for nogen, der kunne tage vare på dem, da der i den lokale kultur ikke er nogen ældresektor. Ældrepleje er familiens private anliggende.
Allerede i 13 – 14 års alderen påtog pigen sig et stort ansvar omkring omsorgen for sine bedsteforældre. For eksempel havde en af bedsteforældrene pga. sit helbred brug for meget medicin. Fra en tidlig alder fulgte den unge pige sin bedstefar til lægen, og i den forbindelse lærte hun, hvordan hun skulle støtte sin bedstefar med medicin. Den unge pige havde altså en form for sygeplejerskefunktion.
Pigens omsorg var synlig
Pigens sørgelige historie, hendes tydelige omsorg og menneskelige kompetencer var med til, at ikke kun bedsteforældrene og den nære familie kendte til hendes kompetencer og kæmpe indsats. Nej, hele landsbyen kendte til pigens prisværdige indsats over for bedsteforældrene og dens betydningsfulde menneskelige værdi.
1.000 mennesker til bryllup
Da pigen nåede den alder, valgte hun en fyr, der bor i Skandinavien. En sommerdag på den åbne plads foran bedsteforældrenes hus blev der festet i forbindelse med pigens bryllup. Til festen bidrog ikke kun familien, nej hele landsbyen festede og ønskede det bedste for hende.
Jeg var med til festen og tænkte over hendes livshistorie samt hendes funktion over for bedsteforældrene i en meget tidlig alder. Midt i hele den sørgelige historie udstrålede pigen livsglæde, og billedet demonstrerede tydeligt, at hun var her med sin smertefulde livshistorie og mødte livet, hvor smerten havde bragt hende sit livs kærlighed. Dette udstrålede hun meget tydeligt.
Denne historie og oplevelse gav mig stof til eftertanke. Smerten er en del af vores liv, og ingen kan tage smerten fra en. Men rammerne med menneskelige relationer og nærvær, her tænker jeg på pigens bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer, samt lokalsamfundets anerkendende syn på pigen, vil jeg tro, medvirker til, at hun er den, hun er nu.
