Nytter det at sende dem hjem?

Bragt i Ungdom & Fritid (22/01/1997)

Det seneste stykke tids ubehagelige episoder blandt etniske unge med vold , som har ført til død og til voldsomme konfrontationer med politiet på bl.a. Blågårdplads , fremkalder hos mig en reaktion på to planer , den ene som etnisk samfundsborger ,den anden som professionel med arbejde blandt marginaliserede unge i samfundet.

Når jeg hører og læser om disse episoder, er min reaktion som almindelig samfundsborger, hvor jeg tror , jeg ligner andre holdningsmæssigt, og mener at de burde sendes hjem , når de ikke kan opføre sig ordentligt i det danske samfund.

Men I forhold til min rolle som professionel og i forhold til andre ansvarlige fx myndighederne , som skal håndtere disse unges problemer , finder jeg det vigtigere at finde en mere langsigtet løsning. Nemlig at gøre at det lettere for den pågældende at finde et ståsted i dette samfund.

I denne artikel, vil jeg forsøge at kommentere den måde nogle kommuner og forældre , bl.a. lederen af ” Fader-gruppen” i Århus , har valgt at forsøge til at håndtere disse unges problemer. Samtidig vil jeg bidrage med mine egne erfaringer med etniske unge, der har lignende problemer som dem du har oplevet i din kommune eller i din bolig, eller den institutionen , hvor du måske arbejder. Mit bidrag kunne være med til at igangsætte debat og nytænkning overfor disse problemer med hensyn til dine/jeres og mine handlinger.

Dansk og etnisk ungdoms problemer ligner hinandens på mange felter, men de adskiller sig også på nogle områder som fx generation krise, kulturelle påvirkninger, rodløshed, manglende respekt og troen på den unge både i hjemmet og samfundet. Jeg vil her illustrere rodløshed med et uddrag af Dronningens nytårstale.

Dronningens Nytårstale fra Berlingske Tidende 1993. “Når vi er bevidste om vore rødder, virker de fremmede hverken så farlige eller så truende ” Sagde Dronningen .” Vi skal pleje vore rødder bl.a ved det vi giver videre til vore børn og unge .”

Med “det” mente Dronningen både sproget og historien, som er nøglen til livsholdninger, menneskesyn og vaner hos os, der bor på den “dynge af sten og grus, som istiden gnubbed ud af de skandinaviske fjelde og lagde fra sig her mellem Østersø og Vesterhave .”

Sagen fra Århus , hvor en 16 årig etnisk dræbte en dansker og urolighederne for nylig på Nørrebro, var med til at få både pressen, de professionelle, politikere, forældre og såkaldte etniske organisationer og “Antidiskriminationforeningen” til at forsøge at komme med løsninger til, hvordan man skulle forholde sig til ungdommens problemer.

I debatten blev bl.a. diskuteret at man skulle bruge fadermodellen , som man har i Århus eller sende de unge til deres hjemland til opdragelsesanstater.

Inden jeg kommenterer disse to aktuelle forslag , som har fyldt meget i ungdomsdebatten, vil jeg vende tilbage til Dronningens uddrag, som giver mig en forståelse for, hvorfor vi har den såkaldte truende og farlige ungdom.

De omtalte problematiske etniske unges problemer er nemlig et symptom på noget, som vi har svært ved at forholde os til. Vi reagerer på symptomer som vold, trusler og afvigende adfærd. Og selvfølgelig skal vi det; men som jeg ser på det, kommer vore reaktioner alt for sent. I det forebyggende og institutions arbejde, der gøres for at dække etniske børn og unges behov, bliver netop problemernes rod ikke taget alvorligt. Som det kan ses i uddraget at rødderne bl.a. handler om vores historie og sprog.

Hvilke forbyggende projekter og institutioner , der arbejder med etniske børn og unge , tager det emne seriøst og forsøger at inddrage disse to kulturelle elementer i deres daglige pædagogiske arbejde , for at give denne gruppe en bevidsthed om deres egne rødder?

Tværtimod kan vi se på sprogområdet , at der siden sommerferien fra socialdemoraktiet side er startet en diskussion om at fjerne modersmålsundervisningen og i stedet for bruge midlerne til ekstra dansk undervisning.

Når man på højt politisk plan forsøger at fjerne den lille mulighed, som børn har for at få et fundament af deres modersmål, så kunne jeg tænke mig at vide, hvad kommer etniske børn og unge til at tro. I det øjeblik man fjerner modersmålsundervisningen , så er det et signal om; at man fra samfundets side ikke har forståelse eller respekt for deres rødder.

Det kunne rejse det spørgsmål, at når det handler om plejning af rødder må det være familiernes eget ansvar. Men den gruppe unge, som er problematiske, har ikke en familie , der har faglig eller økonomisk mulighed for at give den sproglige og historiske indsigt, som er tilsvarende til det , som danske børn og unge får i skolen. Jeg vil vende tilbage til forslagene til, hvordan man kan løse de unges problemer. Det at danne fadergrupper i de belastede områder, hvor man har problemer med unge og man dermed vil lægge låg på de unges problemer, synes jeg kan være en udmærket ide.

Men hvis kommunerne selv er reelt interesseret i de unges problemer og ser dem, som et udtryk for noget , de unge signalerer til omverden , så synes jeg , man må forsøge at løse problemerne på andre måder. Her vil jeg komme ind på, hvorfor fadermodellen ikke er en brugbar løsning. Vi bør være bekendt med , at de unge, vi taler om, kommer fra autoritetssamfund , hvor respekt for de voksne ikke er bygget på tillid og forståelse, men på magt og frygt.

Når unge møder de voksen, så er de højst passive og kun midlertidigt opfører de sig , som de voksne forventer af dem. Det de unge har brug for er at komme i dialog .Den voksne må forsøge i samarbejde med de unge at finde ud af ,hvad der engentlig er galt. Dette viser mine personlige erfaringer med den slags unge at de er åbne overfor den der rækker en hjælpende hånd. Jeg har meget sjældent oplevet at nogen af dem har afvist en udrakt hånd. Dialogskaberen og initiativtageren skal efter min mening være de professionelle. De bør også finde en samarbejdsform til at nå til de unges familier.

Grunden til at jeg synes fadergruppen ikke er en problemløsning, er fordi mange af de unge lever i en generations krise, og forholdet til deres familier er smertefuldt. De har brug for nogen , der vil forsøge at hjælpe såvel de unge som familierne og indgå i samarbejde med dem, om hvordan de sammen kan løse de problemer de har i familien. Forudsætningen for at skabe en dialog med denne gruppe af ungdom kræver en del af os professionelle . Hvordan er vort syn på dem, og det sprog vi anvender, hvilket kendskab har vi til de unges ståsted i samfundet?

I stedet for at være dommere over dem må vi være åbne , være tryghedsgivende, vise at der er et håb og noget at tro på i fremtiden, i stedet for det håbløsheds billede mange allerede har. Dette er nogle af de områder vi skal forholde os til , for at vi som professionelle kan komme i dialog. Når vi er i stand til at opbygge dialogen med de unge, viser min erfaring, at den dialog tit fører til en positiv relation mellem den enkelte unge og den professionelle hvilket kan blive midlet til at arbejde videre med de unges dybere problemer.

Det andet løsningsforslag, at sende de unge hjem til opdragelsens foranstaltninger, kan jeg som to-kulturel professionel godt se , hvorfor nogle kommuner, professionelle og forældre går indfor. Danske myndigheder og professionelle, har ofte et billede af de etniske familier som en stor familier ,med tætte og stærke relationer til hinanden. For de etniske familier, som går ind for ideen, har en tro , som jeg vil illustrere med et citat fra Souhail Ibrahim som er formand for Antidiskriminationsforening.
Han udtaler sig til Århus Stifttidende den 4/9:

“At slå sin søn er noget selvfølgeligt. Ikke unormalt. Når jeg ser tilbage på min opværkst, siger jeg mine forældre tak, fordi de slog mig. De har opdraget mig , så jeg ikke er blevet kriminel, siger Souhail Ibrahim “. Her der nogle ting , jeg synes det er væsentligt at understrege ,for de etniske familier er efterhånden ikke de familier , som danskere tror de er med tætte og stærke relationer, dette er i stigende grad i opløsning. Udviklingen går i retning af kernefamilier.

Og Souhailå´s citat siger noget om , at hans udgangspunkt er at de unge enten kom til landet som små eller opvokset i Danmark men at man skulle kunne opdrage dem , som han er selv blev opdraget. Det er en nostalgisk holdning han har, som hverken er brugbare eller en løsningsmodel til ungdommens problemer.

Jeg vil afslutningsvis illustrere ungdomsproblemerne med et eks. ,som kunne være med til jer give indtryk af , hvordan vi arbejder i Hvidovre Kommunes projekt “Blæksprutten”. Det handler om en 14 årig ung, som havde gået i forskellige institutioner og til sidst kom i Blæksprutten. Jeg indledte et samarbejde med den unge og familien. I dette samarbejde fik jeg indsigt i problemerne, fx i hjemmet , når der kom familie på besøg, ville han forsøge at gemme sig eller flygte fra huset.

Når gæsterne var gået og den unge kom tilbage var han destruktiv overfor materielle ting og truende overfor sin familie. Jeg spurgte forældrene hvorfor den unge flygter og svaret var , at han ikke kunne sit modersmål. Hver gang familien spørger om noget, kræver det at forældrene oversætter for ham. For den unge var dette meget ydmygende og det medførte han blev aggressiv ,fordi han ikke kunne sætte ord på de følelser og det , som han havde fælles med sin familie, kunne han ikke formidle til den øvrige familie.

Hvis unge mangler modersmålet, gør det livet surt og den surhed og bitterhed får en betydning for den unges trivsel i skolen og det sociale fælleskab med andre.

Jeg kunne udfra mit kendskab til de unges kultur se , at denne unge dreng var kulturelt handicappet og hvis vi ikke samarbejdede med familien og den unge om en løsning, så ville vi ikke komme ret langt med den unges problem. Jeg meldte klart til familien at sproghandicappet var det største problem for ham.

Som en mulig løsning ,hvis familien var interesserede i at løse problemet, forslog jeg at enten far eller mor i 3 til 6 måneder skulle rejse sammen deres barn til hjemlandet for at sammen opleve og give den unge nogle levende kulturelle oplevelser , som kunne hjælpe ham til at have realitetsans i forhold til sin baggrund og pleje sine rødder.

Familien valgte modellen ; men perioden i hjemlandet var ikke problemfri for forældrene.Dog kunne resultatet af familiens arbejde tydeligt ses på drengen og der var sket en udvikling med den unge i positiv retning.Dette er ikke ensbetydende med , at den pågældende unge nu er problemfri. Nej , der vi arbejder stadig med hans problemer , men familierejsen har været med til gøre , at der nu er ro omkring ham.

Dette eksempel viser os det væsentlige i Dronningens uddrag og denne form for hjemsendelse , synes jeg personlig vil være en meget god løsning. I modsat fald hvis den unge sendes alene til familiei hjemlandet, vil den unge oftest møde stort set fremmede voksne , som kan være meget moralsk fordømmende overfor denunge.

Mine spørgsmål til dem , der går ind for at sende de unge hjem. Hvilken betydning har den moralske og dømmende holdning og behandling for den unges udvikling?

Tror I på ,at når den unge kommer tilbage hertil så vil fungere på en måde , som er anderledes?