Læs nyere artikler om bl.a. etniske unge
Følgende tegning giver et billede af hvordan jeg ser etniske gruppers situation i Danmark:
Jeg vil tage udgangspunkt i denne model for at anskueliggøre nogle af mine tanker omkring etniske gruppers situation i det danske samfund. Jeg vil bruge solen som symbol for hjemlandet; gruppen havde der: Accept, status, sociale kontakter, tryghed, tillid, respekt – elementer som mennesker har brug for både i familien og forholdet til samfundet.
Dog skal jeg lige nævne, at for flygtningenes vedkommende har disse elementer ikke været til stede i forhold til magthaverne men kun i forholdet til deres familier og det nære netværk.
Når et menneske udefra første gang møder det meget fremmedartede danske samfunds normer og krav, plejer jeg at sammenligne dette møde, som det også vil kunne ses, med at de føler sig hensat til en vild og mørk skov. Denne følelse skaber især hos børn og unge stor angst og frygt for, hvad der nu sker på det helt basale eksistensniveau.
De har brug for tryghed, håb, tro på fremtiden – dvs. modellens lyse side.
Trygheden, håbet og troen bliver jo videregivet af forældrene og det øvrige samfund til børnene og de unge og er nødvendigt for at de kan udvikle sig i retning af den og på den lyse verden og på længere sigt leve op til de forventninger, der bliver stillet til dem.
Første møde med majoritetssamfundet gør det svært for forældrene fortsat at være dem, der er i stand til at give deres børn og unge tryghed, håb, og troen på samfundet.
Det er selvfølgelig primært forældrenes ansvar at give deres børn og unge tryghed, men den kan kun gives, hvis forældrene får mulighed for at tilegne sig kulturelle, sproglige og historiske kundskaber i det nye hjemland. I det øjeblik forældrene får mulighed for at tilegne sig et nærmere kendskab, føler de at samfundet møder dem med respekt.
Et respektfyldt første møde ville være det første skridt hen imod, at samfundets repræsentanter og de etniske grupper ville kunne samarbejde. Der ville derved blive sat gang i en udvikling hen imod den lyse verdens side, dvs. i retning af tilpasning, integration og socialisering. Udviklingen sættes i gang fra samfundets side, dvs. forskellige institutioner har på forskellige tidspunkter været med til at præge udviklingen henimod den lyse side.
Mine arbejdsmæssige erfaringer har vist mig, at institutionerne burde være medvirkende til den udvikling, der gør det muligt at integrere etniske grupper i samfundet. Men institutionernes aktører har svært ved at bevæge sig fra deres institutioner til “den mørke skov” som de etniske grupper lever i. (Der lever også danske marginalgrupper i den mørke skov).
Professionelle bruger en del af deres ressourcer på at analysere og fortolke de etniske gruppers situation og selvfølgelig skal der bruges tid og ressourcer på at analysere og fortolke. Men disse analyser og tolkninger er i mange tilfælde ikke til gavn for gruppens udvikling i positiv retning. Jeg rejser kritikken overfor professionelle, når deres arbejde ikke fører til det, der er samfundets mål.
Som der er nu, får de etniske grupper ofte skyld. Det er dem, der ikke vil integrere sig i det danske samfund. Eller man finder årsagen til den manglende integration i gruppernes kultur, fx. i religiøse, sproglige eller familiemæssige mønstre, og dette sker både på det bevidste og det ubevidste plan.
Når de professionelles og institutionernes arbejdsindsats ikke føre til det mål, samfundet har fastsat, må man se med kritiske øjne på sin egen arbejdsindsats, for på længere sigt at gøre arbejdet mere effektivt i forbindelse med de etniske grupper.
Arbejdet med etniske unge
For at institutionernes arbejdsindsats skal være virkningsfuld m.h.t. de etniske unges socialisering i samfundet, er det for mig væsentligt at have en dialog med de mennesker, jeg arbejder med.Vi skal kunne påvirke hinanden gensidigt og udviklingen skal forløbe i retning af den lyse side.
I det følgende vil jeg belyse dialogbegrebet udfra Freire´s model: “Den ægte dialog”
Jeg vil ikke systematisk gennemgå hvert enkelt af Ferier´s begreber, men holde mig til hans definition på begrebet “ydmyghed”.
Men først vil jeg lige kort sige noget om utrygheden. De børn og unge, lever i “den mørke skov”, befinder sig i en utryg verden. Den utryghed kan forstås og fortolkes på mange måder. For mig indeholder begrebet tryghed mange sociale og kulturelle aspekter. Elementer herfra kan fx. være den pågældendes livserfaringer, normer og værdier, som var brugbare i hjemlandet.
Efter mødet med den danske kultur er der ikke længere på samme måde brug for den kulturelle bagage, de har med hjemmefra. Denne kendsgerning gør, at disse børn og unge i større grad bliver usikre omkring deres personlighed og det kan få negative konsekvenser for individets selvværd og selvtillid. Disse ting vil spille en afgørende rolle for de unges trivsel i samfundet.
Freire stiller store krav til den ægte dialog, der er præget af:
- Kærlighed, fordi det er lig med forpligtelsen over for andre mennesker, og kun såfremt man elsker mennesker og livet, kan man være en pædagog i dialog
- Ydmyghed i betydningen respekt for de mennesker, man som pædagog indgår i dialog med – dette i modsætning til arrogance, nedladenhed og bedreviden
- Tro på mennesket og på dets evne til at skabe, producere og på dets bestemmelse til at blive mere fuldstændigt menneskelig
- Gensidig tillid mellem de samtalende
- Håb i betydningen at det nytter, at vi sammen kan gøre noget
- Kritisk tænkning, dvs. en tænkning der optager en udelelig solidaritet mellem mennesker og verden, som ser verden som en proces i forandring, og som derved forbinder teori og praksis
(Socialisering og habitus. Individ, familie, samfund, Af Espen Jerlang. Jesper Jerlang. Munksgaard. K.b.h. 1996)
Ydmyghed er for mig en væsentlig forudsætning for et ægte møde med unge med massive problemer – om de er etniske eller danske er ligegyldigt. Deres selvopfattelse er mange gange negativ, og en del mister selvrespekten – uden at kunne sætte ord på det – fordi de aldrig er blevet taget alvorligt, lyttet til eller blevet vist respekt fra voksenside.
Disse voksne kan være deres egen forældre eller voksne i institutionerne. De unge har mistet tilliden til voksne på mange måder, og de har en negativ holdning og nærer mistillid til voksensamfundet.
Institutioner og professionelle har en stor opgave foran sig for at komme i dialog med de unge, som har vendt samfundet ryggen. Der kræver meget af en selv at komme i dialog med disse ungdomsgrupper. Efter flere års erfaringer i arbejdet med unge finder jeg, udganspunktet, selve nøglen, for en dialog med unge, er, at vi professionelle er ydmyge i mødet med den unge.
For at de unge skal føle, at der er noget anderledes i vores møde og senere forhold, er det vigtigt de oplever, jeg bruger mine personlige erfaringer, min personlighed og at jeg taler deres “sprog” (jeg taler ikke ned til dem eller lefler for dem – vi er mere jævnbyrdige).
Den personlige forholden sig til og brugen af personlige erfaringer gør, at den unge går den voksen i møde; rigtig mange har brug for at tale om deres livs smertefulde oplevelser, drømmene, deres situation som etnisk i samfundet og fremtiden med problemer af forskellig karakter.
Måden at tale på I dialog med disse unge er det som nævnt en vigtig ting at se på vores sprogbrug. Er sproget fagligt abstrakt eller er det dagligdags sprog,” erfarings- sprog”. Hvis man bruger et for fagligt eller for abstrakt sprog, vil den unge føle sig mindreværdig og dum.
Det er ikke det, de unge har brug for, de har brug for at blive forstået. Efter min mening er de unges forståelsessprog erfaringssproget. Når unge føler sig forstået og taget alvorligt, så vil de efterhånden ændre deres negative indstilling til os voksne og se samfundet i et mere positivt lys.
Når jeg taler om ydmyghed, betyder det for eksempel at jeg fortæller om ting fra mit liv, der ligner deres nuværende situation. Når f.eks. et forælderpar i en samtale fortæller mig, at de har givet deres unge en lussing, så sidder jeg ikke og spiller hellig og tier med min egen erfaring i den retning.
Nej jeg fortæller, at jeg også har givet mine egne unger en lussing, når de har overskredet mine grænser. Det er ikke ensbetydende med, at jeg går ind for, at man skal bruge vold som opdragelsesmiddel – tværtimod.
Jeg forsøger samtidig at gøre det klart overfor forældrene, at konstant vold, som led i opdragelsen, vil føre til at forholdet mellem forældrene og den unge bliver kunstigt og umenneskeligt. Et sådan forhold vil have alvorlige konsekvenser for den unge på mange områder, fx. på skolen vil det måske gå ud over andre unge eller føre til, at den unge vælger selskab, som familien ikke ønsker, at deres unger skal være en del af.
Forældrene fra eksemplet tænkte tit efter den omtalte melding fra mig, at de ikke var interesserede i at presse deres unge ud i noget, som de ikke selv kunne stå inde for.
Både unge og deres forældre oplever,at det kan gøre sig forståelige med det sprog, de bruger i deres primære og sekundære netværk. Men i mød institutionerne bliver de usikre, fordi de her bliver mødt med en anden kultur, anderledes normer og uklare forventninger.
En meget væsentlig faktor til dette er, at det sprog, der anvendes overfor dem gør, at de ikke føler sig ikke på øjenhøjde med os. De har ikke den stærke indre styrke, som ville sætte dem i stand til at tillade sig at stille spørgsmål m.h.t. det, de ikke fik forstået.
Det er også væsentligt ar være opmærksom på, at den gruppe jeg arbejder med til daglig, både etniske og danske unge, har en hel del autoritetstro. Denne autoritetstro er især stor hos etniske unge og ofte en hindring for at være sig selv, for at stille undrende eller kritiske spørgsmål til de professionelle i institutionerne. De tror simpelthen, at de professionelle via deres uddannelse både på det faglige og det almene plan er klogere. Og at de selv er dummere.
