KRONIK Socialkonsulent Ahmet Demir giver et bud på mere handlingsorienteret kontakt til etniske grupper, der ikke gør en indsats for at blive integreret

Af Ahmet Demir

Hvordan kan etniske minoriteter integreres i samfundet? Det vil jeg forsøge at give mit bud på.

På det sidste har integrationsdebatten igen været aktuel blandt politiske partier og meningsdannere. Jeg har respekt for forskellige meninger, synspunkter og holdninger til integration og vil her give mit bud på integration med henblik på mere handlingsorienteret kontakt.

Integration er stadig aktuelt, selv om vi har haft etniske minoriteter i mange år, og jeg afviser ikke, at nogle grupper har svært ved at blive integreret i samfundet.

Jeg møder forskellige etniske grupper i forbindelse med mit familiearbejde og undervisning af fagfolk, der arbejder med børn, unge og voksne. Mit bud på integration bygger på min erfaring og er virkelighedsorienteret.

Vil etniske minoriteter integreres?

De mennesker, jeg har mødt i årenes løb, har stort set alle sagt, at de ville integreres. Et af forældrenes råd er efter min mening sigende: ”… jeg flygtede fra vores land på grund af krig… kom til Danmark, som jeg er meget glad for … landet åbnede sin dør for os… hjalp os med arbejde… uddannelse… jeg er meget glad for det… jeg vil have, at I (til sine børn) skal lære dansk, få en uddannelse og have danske venner… jeg vil ikke kunne give jer de muligheder i vores hjemland.”

Integrationen af flygtninge
Integrationen af flygtninge
Foto:Roland Mey

Ja, etniske minoriteter vil integreres og de, der viser interesse for integration, kan kendetegnes ved, at fx forældrene har arbejde, og at deres møde med danske arbejdsgivere og kolleger har gjort stort indtryk, fordi de har hjulpet med arbejdet og sat pris på dem som arbejdskraft og kolleger. I forbindelse med deres børn har disse forældre mødt forskellige myndigheder, der har været imødekommende, så forældrene oplever danskere som hjælpsomme og gode mennesker.

Dvs. at forældrenes møde med danskere via arbejde, myndigheder og naboer spiller en rolle for deres integration. Disse etniske grupper har i mødet med danskerne ikke oplevet, at danskerne ser ned på dem som mennesker og nedvurderet dem og deres kultur. Tværtimod har danskerne vist interesse og været nysgerrige.

Ud over de personlige oplevelser i nogle af de grupper jeg har mødt i årenes løb, kan interessen for integration skyldes, at de sammenligner det politiske styre her i landet med hjemlandets. De mener, at politikerne i hjemlandet er korrupte og kun tænker på sig selv, men her i Danmark er det modsat. Politikerne tænker på befolkningen, og det er godt.

Af disse grunde ser gruppen en fremtid for sig selv og sine børn her i landet, og de vil være en del af samfundet. Forældrenes positive møde med danskerne smitter positivt af på deres børn, og institutionernes initiativer er også med til, at børn og unge fra disse familier viser vilje til integration.

Der findes etniske grupper, som ikke gør en indsats for at blive integreret

Jeg møder også etniske grupper, som ikke er integreret og ikke gør en indsats for at blive det. Denne gruppe er bekymrende. Gruppen lever isoleret, har et negativt syn på samfundet og giver samfundet skylden for alle familiens og deres personlige problemer. De har et billede af, at deres hjemland er bedre end det danske samfund.

Gruppens udvikling handler om, at negativ social arv videregives fra generation til generation. Jeg mener, det kræver forebyggelse, så den kommende generation kan bryde den negative sociale arv og undgå at leve isoleret fra det øvrige samfund.

Jeg har ingen forventninger om, at alle i denne gruppe kan integreres, og jeg vil ikke udelukke, at gruppen rummer radikaliserede grupper, der er imod det danske samfund.

Mit bud på integration

 

De forskellige myndigheder, fx Jobcenter, småbørnsinstitutioner, ungdomsuddannelser og andre, skal i dialog med gruppen:

  • Myndighederne vurderer hver enkelt person og henviser til, hvordan de kan opfylde myndighedernes krav. Det skal være tydeligt, hvad konsekvensen er, hvis den enkelte/gruppen ikke indfrir kravene.
  • Myndighederne afdækker gruppens udfordringer i forhold til integration og skaber udviklingsmuligheder.
  • Hvis forældrene lever i parallelsamfund isoleret fra det øvrige samfund, skal de kontaktes af myndighederne, så isolationen brydes.
  • Forældrene skal tage ansvar for egen og børnenes integration. Institutioner og skoler spiller en væsentlig rolle for at få forældrene til tage ansvaret på sig.
  • Forskellige initiativer skal støtte unge, der har svært ved at komme i gang med eller fastholde sig i en uddannelse. De unge skal støttes og følges tæt.
  • Forældre og unge, der har svært ved at finde deres ståsted, skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet, så de får en følelse af at kunne noget og af at være produktive til gavn for samfundet.
  • Når myndigheder og fagfolk oplever et negativt eller fjendtligt syn på samfundet, kræves hurtig reaktion og bearbejdning af den fjendtlige holdning. Konsekvenserne af en negativ eller fjendtlig holdning skal gøres tydelige.
  • Forældre og unge skal gøres ansvarlige for deres egen integration for at være forbilleder for deres nuværende og kommende børn.
  • Både etniske grupper og politikere skal i den offentlige debat tænke over deres retorik. Grovheder og diskrimination er benzin på bålet for dem, der lever isoleret.

Jeg mener, at gruppen, der er svær at integrere, selv er ansvarlig for deres integration, men når det er sagt, må alle os, der har kontakt til etniske grupper, sørge for, at der er udviklingsmuligheder, så de kan tilegne sig de nødvendige forudsætninger for integration, nemlig sprog, uddannelse og arbejde samt kulturelle og samfundsmæssige kompetencer.

2 tanker om “

Integration af etniske minoriteter

Når myndigheder og fagfolk oplever et negativt eller fjendtligt syn på samfundet, kræves hurtig reaktion og bearbejdning af den fjendtlige holdning. Konsekvenserne af en negativ eller fjendtlig holdning skal gøres tydelige. ( Bragt i Dknyt 18/09/2017):

  1. Connie Hansen siger:

    En fornuftig tilgang i mødet med nye mennesker som kommer til Danmark. Der skal to til tango, og det gælder bestemt også integration hvor der skal være gensidig respekt mellem flygtninge, emigranter, og dansker. Jeg oplever lige som dig, en gruppe som gerne vil være en del af vores samfund og det er dejligt. Men oplever også en gruppe, som målrettet gør hvad de kan for at skabe splid mellem mennesker der kommer til Danmark og danskerne og de findes både hos nye mennesker og dansker en gruppe som målrettet arbejder på at der skal være uvenskab og konflikter mellem. En rigtig stor skam for os alle sammen. jeg er enig at grovheder fra politiker m.fl ikke hjælper nogen eller noget og mener der her er nogen misbruger deres magt til at skabe splid. Der er også en gruppe muslimer som lige så målrettet køre en konsekvent linje om at vesten, dansker osv. kun vil muslimer ondt og kun vil jagte muslimer og denne gruppe mener jeg har for frit spil, fordi de konsekvent isolerer deres tilhænger og søger at skabe et nyt samfund i samfundet, der bygger på retningslinjer fra det de har med. Denne gruppe misbruger Islam til at fortælle deres medmennesker at de stort set ikke må have noget kontakt og gøre næsten alt til at være synd og forbudt. Lederne i denne gruppe kunne jeg godt ønske fik sat stolen for døren, og måtte tage et valg, for de ødelægger det for de mange, fralægger sig alt ansvar og giver vesten skylden for alt også deres egen dårlige opførsel og handlinger. samme gruppe gør hvad de kan, for at få kontakt til nye mennesker der kommer til Danmark for at få dem med i deres måde se samfundet på og udnytter nye menneskers manglende kendskab til det danske samfund. Normalt er jeg ikke tilhænger af man bare smider folk ud af landet, men lederne og toppen i denne gruppe , syntes jeg man skulle overveje om de har noget at gøre her, for de går efter at ødelægge enhver form for integration og enhver mulighed for at vi kan leve sammen side om side med plads til forskellighed.
    sidst dejligt at følge dit kæmpe arbejde for at brygge bro, og skabe gode muligheder for at vi kan leve sammen uanset tro, ophav og livssyn.
    mange hilsner
    Connie

    • Ahmet Demir siger:

      Hej Conni
      Tak for din kommentar, jeg er helt enig.
      Som du beskriver det, findes der religiøse og politiske yderligtgående, som bevidst arbejder på at skabe utryghed mellem os mennesker på tværs af kulturer, religioner og nationalitet. Jeg håber, at vi kan kæmpe imod yderligtgående holdninger, så de ikke ødelægger fællesskabet, som bygger på demokratiske værdier.
      Jeg er klar over, at der også findes religiøse og politiske grupper, som kæmper for et fællesskab på tværs af kultur, nation og religion og for et fredeligt samfund med plads til alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X