Du må ikke slå mig ihjel

Bragt i B.T. (28/04/1996)

Siden nytår er der sket en del dramatiske begivenheder i Danmark blandt etniske grupper. Den nyeste begivenhed endte med en pakistansk kvindes brutale drab på Amager. Tidligere på året blev to tyrkiske kvinder dræbt. Var de ofre for en forældet mentalitet?

Jeg er selv muslim og den måde at behandle muslimske kvinder på ligger fjernt fra min opdragelse. Disse brutale drab får mig til skrive for, at nuancere debatten om muslimske kvinders plads og betydning for muslimske mænd, familier og samfundets udvikling.

Jeg vil kommentere BT lederen fra d. 18.4.96. Ligeværdighed, ansvar og muligheder for at leve en anstændig tilværelse er basale menneskelige krav. Jeg hører tit, at vi må stille krav til indvandrers sprogkundskaber, skole og integration. Samfundet stiller krav og kravene bliver fastholdt af økonomiske sanktioner, fx. miste retten til bistandshjælp og understøttelse.

Gruppen konfrontation med virkeligheden har gjort, at de har nået den erkendelse, at for at overlevelse i det danske samfund skal man lære dansk og uddanne sig. Hvem skal have ansvaret for at der er muligheder for gruppen for at leve op til de stillede krav?

Udfra følgende nøgleord vil jeg bidrage med mine erfaringer fra virkeligheden til debatten om kvinde problematikken i familien og måden at håndtere familiære problemer på.

Ansvar

Det vil være snævertsynet at lægge ansvaret for de brutale kvinde drab udelukkende hos mændene. Selvfølgelig er manden, der begår disse brutaliteter skyldig og vores fornuft siger os, at han skal straffes. eg mener, at uanset hvilken nationalitet, religion og kultur mennesker hører til, så er mennesket et fornuftsvæsen.

Det får mig til at tænke på om ikke der er enten indre eller ydre påvirkninger, der gør at mennesker begår disse grove handlinger. Det er ikke nations- eller religionsbestemt..Jeg mener, at bla. muslimske mænds handlinger, er en kombination af personlighed og det sociale netværks reaktioner.

Er gruppens kvinder selvstændige?

Den kontinuerlige udvikling går meget stærkt, og der kan meget let opstå usikkerhed om både mænd og kvinders rolle i familien. Begge køn bevæger sig på usikker grund. Kvindens selvstændighed har altid eksisteret, men mere begrænset end det vi møder i dag.

Kvinderne har i den muslimske verden selvstændighed på hjemmefronten. Nu ønsker de også selvstændighed udenfor hjemmet og ret personlig frihed. Det er nyt for en stor del af de muslimske mænd, at forholde sig til kvinders personlige frihed. Mændene er vandt til at have det sidste ord i beslutningerne. Kvinderne ved, at deres meninger nogle gange kommer i karambulage med mændenes ønsker. Det giver voldsomme konfrontationer, hvor manden føler sig trådt på.

Når de står uden for indflydelse i de beslutninger døtrene tager eller konen solidariserer med døtrene, så ryger manden ud i en afmagts position. Både hans selværdsfølelse og postion i det sociale nætværk bliver nedvurderet. Manden er således ikke istand til at håndtere sine familieære problemer.

Du må ikke lære dansk!

“Ofte er de af deres mænd og familier søgt isoleret fra det danske samfund” Siger lederen i B. T. “Manden synes ikke, at det er en god ide, at kvinden lære dansk. Hun skal jo bare bliver derhjemme og passe børnene ” sige socialrådgiver Lis Petersen.

Mange mennesker mener, at det er sådan muslimske mænds holdning er. Udsagnene er klare fordomme og viser klart mangelfuld indsigt i gruppens personlige og sociale udvikling. En muslimsk familien vil altid ønske det bedste for sine familiemedlemmer. Det er bla. andet at have det godt med sig selv og med resten af familien og det øvrige samfund. Nogle af forudsætningerne for at have det godt er tilegnelse af kulturel viden og uddannelse. Altså hurtigst muligt lære landets sprog og kultur for at havde godt.

Der sker også en personlig og social udvikling med familien i denne process. Denne udvikling kan være en kamp i mellem første og anden generation. Det er en del af processen, at skabe bevidsthed hos første generation om, hvilken betydning det har for den yngre generation at tilegne sig fx. det danske sprog og landets kultur.

Når det er nået vil der i de fleste tilfælde være den opbakning, som de har brug for. Jeg er vidne til, at mange indvandrer og flygtninge kvinder er på venteliste for at lære det danske sprog og kvinder udgør størstedelen af studerende på social- og sundhedsuddannelses området, fx pædagog uddannelse.

Et konkret eksempel er: En muslimsk pige, opvokset her landet, der vil i gang med en lærer uddannelse. Forældres svar var negativt, ingen opbakning. Pigen opgav dog ikke sit ønske. Familien skulle på ferie i hjemlandet, og der fortalte pigen sine forældre om hendes kusine og fætter igangværende uddannelse som henholdsvis lærer og læge. Hvorfor kan jeg så ikke få en læreruddannelse i Danmark?

Efter at forældrene havde andre unge fra familien uddanne sig i hjemlandet, bakkede forældrene op om hendes ønske. Årsagen til det første nej lå i angsten for, at pigen blev “for” dansk. Konsekvenserne for menneskets udvikling

Personlig udvikling sker uanset hvor du lever, men man må ikke overse at det en gang imellem kan have nogle alvorlige konsekvenser for vore indvandrer og flygtninge kvinder, som vi så i løbet af 1996. Disse brutale handlinger kan vi ikke tillade os at bruge til at skære alle muslimske familier over kam. Det er personer, der har begået de brutale handlinger, det er ikke en familiebeslutning. Det er en meget individuel og impulsiv handling.

Disse personer er åbenbart i en krisetilstand, de destruktive handlinger er ikke relgions- eller nationsbestemte. For at undgå lignende begivenheder skal integrationspolitiken indeholde lige udviklings muligheder for begge køn. Mine arbejdeserfaringer viser, at manden har det meget dårligt i hjemmet i forhold til kvinder.

Den autoritet manden tidligere havde, er ikke længere automatisk. Man opnår idag autoritet via et arbejde, vejlede familien udadtil og være kompetent i forhold til at løse sine personlige og familieære problemer. En del mænd er ikke kompetente, det kan føre til en krisetilstand, når de oplever afmagt.

Kan de kriseramte kvinder problemer løses?

Samfundet er ikke forberedt på at håndtere de kriseramte indvandrer og flygtninge familier. Personalet i krisecenterene og andre behandlere er ikke rustet til at håndtere familieære problemer i disse familier.Samfundet må sørge for at de professionelle er i stand til at håndtere de nye opgaver på en forsvarlig måde uden farvorisering.

Jeg oplever i mit erhverv, at en del professionelle har en forestilling om, at kvinder skal have ekstra støtte, fordi de er undertrykt af deres mænd. Indvandrer og flygtninge har brug for, at de professionelle, i samarbejde med familien, er istand til at løse deres familieære problemer på en menneskelig måde.

Der skal skabes en mulighed for at begge parter i en konflikt kan støttes i løsningen af problemerne. Parterne skal motiveres til at modtage denne støtte, evt. gennem en tidligere indsats inden problemet bliver så stort.Jeg appellerer til myndigheder, professionelle og familierne at finde ud af, hvordan man løser problemerne på en menneskelig og forsvarlig måde uden at træde på nogen.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar