Jeg vil med denne kronik beskrive nogle af de svagest stillede unge. Dem, som vi professionelle og myndighederne kalder “de umulige”, fordi de ikke er i stand til at fungere i institutionerne. De bliver betegnet som ikke mulige at undervise eller ligefrem asociale.
I hvert fald påhæftes de ofte ord som disintegrerede og afvigende. Nok er de ikke problemfri,med man er nødt til at se på dem i et helhedsperspektiv og bl.a. have en bevidsthed om grunden til deres problemer. Nogle gange er vi professionelle nødt til at gå nye veje og måske arbejde udenfor vore normale rammer, hvis vi vil nå ind til den enkelte unges problemer.
I det følgende vil jeg udfra nogle konkrete eksempler fra mit daglige arbejde i det socialpædagogiske projekt “Blæksprutten” beskrive nogle af de utraditionelle metoder, jeg har haft gode erfaringer med.
De er ikke vores ansvar
De svagest stillede unges liv forgår i høj grad i forskelle institutioner. Her møder de mange professionelle. At den unge ikke kan tilpasses, er et signal til os professionelle om deres problemer. Men måske resulterer signalerne i første omgang mere i afstandtagen end opmærksomhed. Først når situationen bliver uudholdelig for den voksne, bliver opmærksomheden rettet mod den pågældende unge. Profesionelle forsøger via kontakt med andre professionelle at tage hånd om problemerne, men det giver en utroligt langsommelig proces og den unge har mere brug for en hurtig handling sættes i værk.
Vi er som professionelle slemme til at bruge vore resourcer til at finde ansvar for problemerne snarere end at gøre noget ved dem.Hvis det kan lykkes , sender vi gerne bolden videre i systemet.Resultat: Den unge bliver taber!
Er de unge familieløse?
Det er ofte den professionelles egen holdning personligt at kunne finde en løsning på de unges problemer, herved glemmer de tit at inddrage familierne. Disse bliver højst orienteret i den aktuelle sag. Men de bliver sjældent medinddraget i beslutningsprocessen.
Hvis man inddrager familien i problemløsningen helt fra starten, kan det få en vigtig betydning for familiens selværd, at de bliver gjort ansvarlige for deres problemer. Undladelsen eller den almindeligvis meget sene inddragelse bevirker snarere en fremmedgørelse og afmagtsfølelse. En anden almindelig holdning i institutioner, når man møder unge med problemer, er, at det er familien, der er så belastet, at de hverken kan løse egne eller børnenes problemer.
Det er i hvert fald en erfaring, jeg har gjorti mit arbejde med de svagest stillede børn, unge og børnefamilier. Min erfaring siger mig også, at hvis man appellerer til familierne, medinddrager dem i dialogen om problemløsningen og gør dem til betydningsfulde samarbejdspartnere, med det de kan bidrage med, så får de et positivt syn på os professionelle og der bliver frigjort resourcer bl.a. i form af ansvarlighed.
Forudsætning for en god dialog
Hvis man ønsker at indgå i en dialog, må den bygge på et ligeværdigt forhold. Den traditionelle måde at føre dialog med unge og familier, når der er problemer, er at indkalde til møde på institutionen. Både de unge og familien har svært ved at slappe af i institutioner, fordi de har personlige dårlige oplevelse med dem, og disse gør dem ude af stand til at slappe af i institutionernes næsten kliniske miljø.
For at dialogen skal lykkes, vil det være godt at starte med hjemmebesøg. Når vi professionelle viser interesse for at komme til dem, vil familierne opleve at vi sætter pris på dem.Hvor et forældremøde i institutionsregi bevirker usikkerhed, vil de derhjemme føle sig trygge, fordi det er familiens og den unges territorium.
Et andet væsentligt middel imod dialog er det professionelle sprog. Hvis der skal skabes en bæredygtig dialog, kræver det, at vi anvender et menneskeligt sprog, hvor såvel forældrene som den unge kan følge, hvad vi taler om. Det nytter ikke at bruge fag- eller intellektuelt sprog. Det vi opnår med vort professionelle sprog er endnu engang at ødelægge dialogen,give familierne en dårlig selvopfattelse og signalere at de er dårlige til at forstå, hvad de professionelle siger til dem og derfor sikkert også til at medvirke til at tackle sine problemer.
Familierne mangler sikkert i forvejen selværdsfølelse på baggrund er livsbetingelser som arbejdsløs, social udstødt, manglende uddannelse eller kriser i familien. De føler sig ikke kompetente overfor deres egne liv.
I institutionsverdenen er der ikke altid tid til de dybere samtaler, og hvis man vil skabe en dialog er også tidsfaktoren vigtig. Mine erfaringer fra Blæksprutten viser, at hjemmebesøg giver mulighed for bedre indhold og dybde i dialogen. Jeg vil nævne et eksempel, hvor jeg gennem tredie person havde fået oplysning om, at den pågældende dreng havde store smerter i sit liv.
Utallige gange forsøgte jeg at få en dialog igang i Blæksprutten, men uden resultet. Jeg ønskede, at få ham selv til at tale om sin baggrund, men altså uden resultat. Til gengæld invilgede både den unge og familien i at vi to medarbejdere måtte holde næste møde hjemme hos dem. De bød endda på middag, en ” udenlandsk specialitet ” og min usikkerhed om, hvorvidt det var en god ide, forsvandt i det øjeblik, vi ringede på døren.
Den unge åbnede døren med et stort smil og bød velkommen. Til både egen og familiens store overraskelse var den unge engageret og koncentreret i utroligt lang tid. Efterhånden som samtalen åbnede sig fortalte den unge åbent om sin baggrund og vi måtte give megen ros for den åbenhed.
Et hjemmebesøg som dette, overbeviser den unge om, at relationen mellem os er ægte, og når der er problemer tør de komme til os.
Hjemmebesøg og håndtering af unges problemer
At arbejde med denne slags unge kræver både fleksibilitet og utraditionelle fremgangsmåder. Det nytter heller ike at lave aftaler som liger langt ude i fremtiden.
Der er som oftest behov for en løsning her og nu. Jeg vil nu fremkomme med et eksempel på en dreng, der udviste en umulig adfærd i institutionsverdenen og hvordan vi tacklede det. Vi blev af vore samarbejdspartnere underrettet om at den pågældende dreng havde alvorlige problemer, og at en voksen fra en anden institution havde aflagt hjemmet et besøg.
Dernæst blev vi kontaktet af moderen selv , der ville orientere om at den unge ikke kom i Blæksprutten denne dag. På baggrund af samarbejdspartnerens kontakt og vor viden om sagens alvor, tilbød vi at komme på besøg samme aften kl.19. Hvis vores kalender skulle styre, ville der gå en uge, før det var muligt at planlægge et hjemmebesøg. Problemet viste sig at være et “farsår”. Den unge havde aldrig set sin far, først efter vores samarbejdspartners indsats lykkedes det for den unge at møde sin far. Efter 13 år.
Allerede anden gang de skulle have kontakt var der problemer og tredie gang , hvor den unge mødte op på faderens bopæl, var der ingen tilstede. Faderen lovede at tage kontakt, men intet skete, og da den unge utallige gange i tre dage havde forsøgt, gik alt i sort. Det var situationen, da vi kom.
Betydningen af at være personligt i det professionelle arbejde
Da vi kom, sad den unge og krøb sammen foran fjernsynet. Vi bad om at få slukket, så vi kunne tale samment med den unge og moderen. Den unge havde i starten ikke at meget at sige, sad blot sammen krøbet på stolen, men via moderen lykkedes det at finde frem til problemet.
En enorm hunger efter sin far
Kroppen var stadig meget anspændt og selvom det er en helt naturlig reaktion, oplevede vi at det var en form unaturlighed og flovhed over sin egen reaktion, der gjorde den unge så anspændt. Jeg fortalte om min egen oplevelse af savnet af min far, når han efter ferien skulle tilbage til Danmark.
Dette personlige udsagn gjorde at den unge slappede af og græd. Situationen var uigennemskuelig for os, og det meldte vi klart ud, dvs.vi fortalte moderen og den unge vi ikke vidste hvad vi kunne gøre for dem. I det øjeblik den unge hørte det, spurgte den unge forsigtig sin mor om det var i orden at forsøge at ringe til faderen.
Der blev givet lov, men ingen svarede, hvorefter den unge begyndte at komme med nærmest dyriske lyde. Min kollega gik hen og holdt om den unge, med ordene . “Jeg forstår dig godt. Det er helt naturligt at være vred. Jeg ville også have lyst til at råbe og skrige til din far”.
Giv mig et eller andet jeg kan smadre!
Den unge rejste sig fra stolen og bad om et eller andet som kunne smadres. Moderens reaktion var et klart: “Nej du må ikke smadre noget!” Hvilket fik den unge til være rolig. Vores gode relation til familien gjorde det muligt i situationen at foreslå at vi skulle være imødekommende for ønsket om lov til at reagere.
Vi tog derfor med den unge ud på en mark, hvor denne kastede med et stykke jern råbte og skreg. Vi kunne se det ikke var nok. Jeg startede en brydekamp, men først da jeg vendte ryggen mod den unge og spillede en farrolle kom den unges aggressioner virkeligt ud. Jeg sagde f.eks. “Jeg har ikke tid og du må vente til et andet tidspunkt”.
Svaret var: “Jeg gider ikke vente mere, jeg har ventet på dig i 13 år far! Giv mig lidt tid! Du ved ikke hvor meget jeg har tænkt på dig far, hvis du vidste, hvor meget jeg har grædt over dig!” Efter denne udladning hvor den unge både skubbede og sparkede til mig afbrød denne sig selv med et: “Tak, jeg har det godt nu!”
Dette er et eksempel på en pædagogisk arbejdsproces, hvor vi var to professionelle med pædagog- og lærer-uddannelse, som med vores forskellighed oplevede det som en styrke i problemløsningsprocessen. Jeg vil hævde at vi bestod en eksamen i forhold til denne familie. Vores engagement og hurtige handling viste vores interesse og gav effekt. Denne oplevelse gav mig en forståelse for, hvorfor denne gruppe unge har svært ved at tilpasse sig institutionerne.
Så længe den professionelle ikke forholder sig til den unges personlige og familiære problemer, vil jeg være betænkelig over, om den pædagogiske indsats overfor de svagest stillede børn og unge har den nødvendige virkning på deres problemer. Jeg kan selvfølgelig ikke være de unges far. Men vi kan som arbejdspunkt i vores daglige pædagogiske arbejde vælge at finde ud af, hvordan vi f.eks. kan hjælpe den unge og dennes far til se hinanden.
Relationen til ovennævnte familie er blevet stærk, fordi vi kunne handle hurtigt. Der er nu et fundament for fremtidigt arbejde. Samtidigt kan erfaringen overføres på andre situationer med familier og problemfyldte unge. Men uden et helhedsyn og en personlig forholden sig til de svagest stillede unge, kan vi ikke rykke ret meget i deres tilværelse.
Der er mange af den slags unge, som opholder sig eller går i institutioner, men så længe vi ikke tager fat på det, der er mest væsentlig for dem, så ender vores pædagogik i fiasko. En fiasko, der har konsekvens for det svagest stillede, barn, ung eller familie og i sidste ende med en afmagtfølelse og udbrændtehed.
