Dit tyrkersvin

Bragt i Politiken (03/08/1999)

Overskriften virker nok meget provokerende, men den er et citat fra en af vore drenge med hvem jeg i løbet af to dage havde sammenlagt seks timers fysisk konfrontation med.
Jeg vil forsøge at beskrive, hvordan jeg som pædagog med en anden etnisk baggrund i samarbejde med danske kolleger kan håndtere sådanne voldsomme konflikter. Denne dreng er dansk, 13 år og allerede blev smidt ud af skole og andre institutioner, fordi man har svært ved at have med ham at gøre.

“De er helt umulige”

Svage unge såvel etniske som danske unge drøftes ofte blandt socialarbejdere og familier som var der ingen håb overhovedet om at nå ind til den enkelte ung. Jeg personligt deler ikke den opfattelse at det ikke nytter at forsøge. Jeg ser snarere at problemet er at både i privat og offentlig sfære er opdraget til at være konfliktsky, derfor bliver det selvfølgelig svært at have med sådanne unge at gøre, fordi de kun kan møde voksne gennem “konfrontationer”. Når vi stiller krav om et går de det modsatte. Deres univers er fuld af straf mod sig selv og den samlede omverden, alle os voksne.

Nej, efter min mening sætter de os på prøve, om vi i virkeligheden vil have noget med dem at gøre, dvs. de efter min erfaring inviterer dig/mig i bokseringen. Altså er der nogen som er villig til at tage kampen op om at få mulighed for at vinde deres tillid og respekt.

Det nytter at investere altså gå i bokseringen!

Som nævnt ovenfor havde denne dreng problemer hver gang en voksen stillede det mindste krav, den sædvanlige strategi var at stikke af fra situationen. Hvad kan man gøre for at den unge ikke stikker af. Det er vigtigt at se på sin egen reaktion som voksen i stedet for at mene der er noget forkert med den unge.

Vores svaghed er at vi er opdraget til at diagnosticere i stedet for at turde forholde os handlingsorienteret til problemstillingerne det er anerkendt blot at beskrive et problem i detaljer, men hva’ går vi så?!! Desværre kategoriserer vi udfra en ikke altid lige dyb og indsigtsfuld viden, selvom vi er uddannet på et område kan vi jo ikke være eksperter på alle.

Sådanne diagnoser fører os i hvert fald ikke tættere på de unge, måske kan det trøste os selv lidt i vor magtesløshed, men på længere sigt opnår vi det modsatte af de relationer som de unge i virkeligheden har behov for og alt for ofte har set gå itu. De opfatter ikke de voksne forholder sig til dem, fordi de ikke ser synlige reaktioner over det de siger eller gør.

Gå dog i bokseringen med den unge!

Dette skal forstås som en opfordring, men det skal ikke skjules at ved at stille krav vil den pågældende unge forsøge at anvende sine tidligere succesrige strategier, fx at stikke af. I dette konkrete tilfælde gik det også præcis sådan de første par gange, altså efter den unges “egen vilje”. Vi vedblev dog at stille kontante klare krav om at deltage i en fælles aktivitet, men da der så blev krævet at unge skulle hente sit sportsudstyr for at kunne deltage fik han opnået en ny konflikt. Han gik og opnåede at miste sin mulighed for at være med.

Igen havde han selv vundet tilsyneladende , men en sådan livsførelse er jo også en straf for ham selv fordi han derved udelukker sig selv hver gang og i sidste ende selv bliver den egentlige taber. Problemet er at han har det ambivalent, fordi han fastholder sit mønster men på den anden side selvfølgelig også ønsker at være med i fællesskabet. Aktiviteten var netop valgt udfra hans interesse og styrke, for at han skulle få lov at vise sin stærke side i gruppen.

Han havde nemlig givet udtryk for et udpræget mindreværd fordi han ikke var “normal” og gik i skole, derfor skønnede man at han skulle opleve en succes i resten af gruppen gennem noget han virkelig var god til og han ville egentlig også selv.

Pædagogerne på skolebænken

Efter denne oplevelse var der fælles enighed i medarbejdergruppen om at fremover ville vi forsøge at fastholde drenge og lade ham få mulighed for at gennemleve sine konflikt processer. Da han næste gang mødte ind i institutionen skulle det vise sig at han ikke havde glemt den forrige konflikt og ved det mindste krav – at vente i et kvarter- udløste en hævngerrighed som skulle medføre at han ville straffe den medarbejder som sidst stille ham overfor et krav.

Resultat: Han stjal en større sum penge fra denne voksne. Heldigvis lykkedes det i fællesskab kort efter at finde pengene igen; men selvom kun han var i huset ville han på ingen måde indrømme at han havde gjort det. Konflikten begyndte at tilspidse da jeg forsøgte at få den unge til blot at tilstå. Han startede med at kalde mig “tyrker svin” og “Hvad har du at gøre her i Danmark” og “Du må skrid til dit hjemland”! Der kom trusler af mere og mere voldsom karakter og samtidig forsøgte han at slå og sparke mig. Dette advarede jeg om at jeg ikke ville finde mig passivt i at stå model til.

Invitationen: Hvad vil du gøre ved det?

Problemet var på dette tidspunkt klart formuleret i min bevidsthed at det ikke drejede sig om at få ham til at tilstå men at turde forblive i situationen. Hvad er det der får ham til at være så afvisende overfor krav. Derfor sagde jeg højt, at jeg ikke ville flytte mig fra stedet men blive til vi kunne snakke om problemet.

Dvs. jeg lukkede døren til rummet og lod tiden gå fra ca. kl 10.30 helt til 14.30 hvor faderen kunne komme og være med i samtalen. Ville drengen ikke tale var det hans problem han fik ikke lov at slippe. Jeg forklarede at jeg ikke flyttede og lidt efter da han ville løbe hen og hoppe ud af et vindue måtte jeg først stoppe ham og siden fastholde ham til han mærkede at jeg mente det. Han lagde sig på sofaen og uden vi talte sammen var dette situationen frem til at faren kom ved 14.30 tiden.

Han udtrykte forståelse for handlingsmønsteret og genkendte det fra hjemmet,. Han bad om hjælp til at få taget hul på det for han oplevede at være kørt fast. Efter en kort orientering forslog jeg at vi lod det forblive en konflikt mellem drengen og os og at vi nu fandt et sted vi sammen kunne spise, snakke og afslutte konflikten på en ordentlig måde. Der var enighed.

Jeg sagde tydeligt at vi ikke skulle tale meget om det skete, fordi vi havde en aftale dagen efter hvor vi kunne tale mere om hvad der kunne være motivet for en sådan handling og hans forhold til konflikter. Drengen svarede det var ok, han ville gerne tale videre i morgen. Det var interessant for mig at han efter sådan en massiv konfrontation virkede meget afslappet .

Personalesamarbejdes betydning for konfliktløsningen

Næste dag skulle vi sidde til møde faderen, den bestjålne medarbejder og jeg selv for at tale om begivenhederne. Mødet startede og så snart vi kom til emnet lukkede han totalt af og ville hverken tale med medarbejderen, sin far eller mig. Da faren direkte bad ham begynde at sige noget ville han rejse sig for at stikke af igen. Jeg stoppede ham og holdt om ham. Han begyndte straks at slå og svine mig verbalt til igen. Jeg advarede igen om, at jeg ikke ville finde mig i en sådan behandling .

Hans svar var igen:

Hvad vil du gøre ved det? Jeg lagde ham igen i sofaen og bad både faderen og medarbejderen gå fra os og sende en anden medarbejder til at hjælpe med at fastholde drengen.
Jeg måtte fysisk holde drengen fast over 20 minutter, mens han på alle måder slog og truede mig. Efter dette blev han mere rolig og en anden kollega forsøgte at få ham til at tale om motivet for at stjæle og om hvordan han havde det.

Der kom ingen svar. Jeg vedblev at tale til ham, for at fortælle, at jeg ikke ville gå før vi havde talt sammen. Det var blevet klart for mig at der virkelig var tale om noget meget dybereliggende hos drengen end først. Dette var ikke kun et spørgsmål om at tage penge fra en voksen. Dertil rummede han al for megen vrede. Derfor var jeg nødt til at give ham tid og fastholde. Drengens reaktion var at han rejste sig og væltede og slog efter alt omkring sig.

Der kom en tredje medarbejder ind i rummet. Atter måtte han fastholdes, denne gang begyndte han at skrige efter sin far. Faren sad i huset men i et andet lokale, men kunne høre hvad der foregik. Jeg sagde til drengen at hans far ikke kom før han blev rolig og ville tale med faren og mig om situationen.

Også nu gik der ca. 20 minutter hvor jeg holdt ham fast. Det gik op for ham, at der nu for måske første gang var en voksen som ikke lod ham slippe i en konfliktsituation. Han blev rolig og sagde at nu ville han gerne tale med sin far og mig. Efter denne aftale kaldte vi faren ind i rummet. Samtalen mellem faren og drengen blev overtaget af den tredje medarbejder.

Faren sad lige ved siden af sin søn og begge var stille. Medarbejderen, en kvinde, begyndte at tale handlingsforløbet dagen før igennem med drengen og han fik fortalt om hvordan han ville hævne sig og tage noget, hvordan vreden dernæst gik mod faderen og sluttelig vendte vreden mod sin egen utilstrækkelighed. Faren fortalte hvordan han selv havde oplevet lignende konflikter hjemme og de fik sammen fortalt hvordan en sådan havde forløbet.

De fortalte åbent om nogle meget følelsesladede oplevelser og bl.a. hvordan drengen blev mobbet på skolen. I løbet af samtalen begyndte faderen at græde, over det drengen fortalte og over hvordan de selv havde det. Begge ville gerne samarbejde med os for arbejde med deres følelsesmæssige problemer. Faren indrømmede overfor drengen hvor svært han havde ved at tackle konflikterne mellem dem.

Denne konflikt var meget massiv

Vi var mange om den men det vil måske for nogen forældre såvel som socialarbejdere lyder som umuligt, men for mig viser det at en pædagogisk indsats kan nytte og det kan lade sig gøre at komme videre med nødvendige konfrontationer. Jeg er glad for at jeg ikke lod mig bremse af umiddelbare reaktioner fx at han kaldte mig “dit tyrkersvin” og truede mig med død og ulykke.

Både første og anden dag gav drengen mig et stort knus og sagde tak for i dag og vi ses i morgen. Faderen var dybt taknemlig over at der nu endelig kom hul på bylden og han fik opbakning til at arbejde med drengen.

Arbejdet med de udsatte unge, kræver meget af vores personlighed som professionelle, det er vigtigt at have et stabilt samarbejde i den interne personalegruppe samt at have forældrene med. Denne konfrontation vil efter min mening føre til en relation mellem mig og drengen og ikke mindst familie. Via denne relation jeg skal forsøge at arbejde med såvel drengens som familien problemer.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar